Hjemmelavet marcipan is med appelsin og lun chokoladesauce – et virkelig lækkert alternativ til ris a la manden til årets julefrokoster. Så trænger du til lidt variation, og elsker du is lige så højt som jeg gør – ja så har vi altså en vinderdessert!
Archive of ‘Is’ category
Mælkechokoladeis
Endelig kom sommeren igen – og jeg fejrer det med hjemmelavet mælkechokoladeis i lange baner. En cremet og chokoladesød is der smelter på tungen. Perfekt til ishungrende maver og varme sommerdage.
Denne mælkechokoladeis er virkelig simpel og består kun af 5 ingredienser. Dette betyder også at chokoladen er helt og aldeles afgørende for resultatet og smagen. Brug derfor en god mælkechokolade! Jeg har valgt Summerbirds 49 % mælkechokolade der med sin lidt mørkere smag giver lidt kant til den ellers søde mælkechokoladeis.
Jeg har seriøst ikke en stopklods når det kommer til is – det resulterede også i at jeg formåede at spise stort set hele portionen her selv. Ups. Jeg må hellere lave en omgang igen meget snart.
Nu vil jeg ud og nyde det fantastiske sommervejr i dag – og spise lidt mere is. Jeg håber i også får en skøn søndag i sommersolen.
Søde solskinskram, Pilen <3
Tip 1. Denne is kræver en ismaskine – har du ikke en ismaskine foreslår jeg at du prøver enten min amber is eller min islagkage med mynte og chokolade.
Tip 2. Vil du fremskynde nedkølingsprocessen af cremen kan du stille skålen med den varme chokoladecreme i et vandbad med isterninger og sørge for at røre det godt igennem hele tiden. Derefter skal den kun have ca 3 timer på køl inden den kan køres på ismaskine.
INGREDIENSER ( 6 pers)
200 g god mælkechokolade (fx mælkechokolade fra Summerbird på 49%)
3,5 dl sødmælk
2,5 dl fløde
115 g rørsukker
5 æggeblommer (ca 80 g bægre)
FREMGANGSMÅDE
Smelt chokoladen over vandbad og stil det til side.
Pisk sukker og æggeblommer hurtigt sammen, og varm mælk og fløde op til lige under kogepunktet i en gryde. Hæld den varme mælke-fløde over æggeblandingen mens du pisker – hæld herefter det hele tilbage i gryden og varm blandingen op ved svag varme mens du hele tiden rører i blandingen med et piskeris.
Varm cremen op til 85 grader – hold øje med at cremen begynder at tykne let. Når cremen har fået den rette temperatur hældes den igennem en sigte over den smeltede chokolade – mens du rører i chokoladen med en dejskraber. Kør blandingen igennem med en stavblender så du får en glat blanding.
Dæk cremen til med husholdningsfilm, så der ikke dannes kondens, og stil den på køl natten over til den er helt kold.
Kør den kolde creme på ismaskinetil den har konsistens som softice og hæld den herefter i en rugbrødsform foret med bagepapir. Lad isen sætte sig helt i fryseren i ca 3 timer.
Nyd isen som den er – evt med lidt chokoladespåner på toppen.
Amber is med solbær og mandler
Vi fortsætter is-temaet herhjemme – og stadig med is der kan laves uden en ismaskine, så alle kan være med. Denne gang byder jeg på en ualmindelig lækker og cremet amber is med solbær swirls og crunchy amber mandler. Den er både blød, karamelsød, syrlig og knasende – jeg kan slet ikke få nok. Og vi spiste også hele portionen herhjemme på alt for kort tid.
Hvi du undrer dig over hvad amber er, så kan jeg fortælle at det er den skønneste karamelliserede hvide chokolade fra Summerbird – og det samme gælder for mandlerne, som er en påskevariant. Så skynd jer at købe nogle med hjem, hvis i har planer om at lave isen her i løbet af foråret. For mandlerne bidrager både med dejlig knas, sødme og lidt salt.
Det bedste ved isen her er at det faktisk er en parfait – ligesom med mynte islagkagen jeg lagde op i sidste uge. Derfor er det heller ikke nødvendigt med en ismaskine for at lave denne dejlige is – den skal bare en tur i fryseren og så kan man lave kugler af den mest dejlige og cremede amber is.
Husk lige at læse mine tips nedenfor, for at opnå det bedste resultat. Så lover jeg en isoplevelse ud over det sædvanlige.
God fredag til jer alle og søde påskekram, Pilen <3
Tip 1. Pisk, pisk, pisk de æggeblommer og sirup lyst og luftigt – det skal blive næsten helt hvidt og piskes i 5-10 min. Det er vigtigt for at få en luftig is.
Tip 2. Smelt chokoladen meget forsigtigt over vandbad. Hvis den bliver for varm klumper den.
Tip 3. Lav solbærsiruppen dagen inden, så den ikke smelter fløden når isen lægges sammen.
Tip 4. Nyd hver en bid af denne lækre is og del den med dem du holder af – jeg lover at du bliver populær.
INGREDIENSER (6-8 pers)
Solbærsirup
150 g solbær
2 spsk vand
1/2 spsk citronsaft
65 g sukker
Amber is
6 æggeblommer
85 g vand
85 g sukker
200 g Amber chokolade (eller alternativt en anden karamelliseret hvid chokolade)
3,5 dl piskefløde
100 g Amber mandler
FREMGANGSMÅDE
Solbærsirup
Bring solbær, vand, citronsaft og sukker i kog i en gryde og lad småkoge i 5-10 min indtil solbærrene er møre. Tag gryden af varmen og stavblend den. Hæld solbærpureen igennem en finmasket si for at få en fin sirup. Lad siruppen køle af.
Amber is
Bring vand og sukker til kogepunktet og lad det småkoge i 5 minutter til en sirup. Pisk æggeblommerne godt igennem og tilsæt sukkerlagen lidt af gangen mens der piskes. Pisk nu sukkerlagen og æggeblommerne til en lys og luftig æggesnaps – 5-10 min. (det er vigtigt at piske den meget luftig!). Hak chokoladen groft og smelt den forsigtigt over vandbad ved svag varme. Når chokoladen er smeltet vendes den i æggesnapsen til du har en homogen blanding. Er chokoladen klumpet lidt kan du hurtigt piske den igennem.
Pisk fløden let og vend fløden, lidt af gangen, i chokoladeblandingen til en ensartet ismasse.
Hak mandlerne groft. Hæld halvdelen af ismassen i en lille rugbrødsform og hæld tynde striber solbærsirup henover ismassen (ca lidt under halvdelen af siruppen). Kør en kødnål eller pind på det andet led af siruppen, så der dannes et flot mønster. Drys ca halvdelen af mandlerne på toppen. Lav nu endnu et lag ismasse og gentag med den resterende solbærsirup og mandler.
Stil isen i fryseren i 6-8 timer, eller gerne natten over.
Islagkage med mynte, chokolade og påskeæg
Er du begyndt at overveje hvad påskedesserten skal byde på? Så har jeg her et bud på en helt fantastisk islagkage med en melfri browniebund, en cremet mynteparfait og lækre mynteæg fra Summerbird. Jeg lyver ikke når jeg siger at det muligvis er den bedste islagkage jeg har smagt – og så skal den endda laves uden ismaskine, så alle kan være med.
Mørk chokolade og mynte er evigt lækkert makkerpar, og jeg har også en mor som jeg ved ville elske denne kage. Hun er nemlig ualmindelig glad for mynteis – og chokolade. Det må vist være hende jeg har arvet det fra.
Jeg har brugt de lækreste vagtelæg med mørk chokolade og myntekaramel fra Summerbird, som både giver en fantastisk smag og lækkert knas til iscremen. Og så er de jo også en fryd for øjet at pynte påskekagen med.
Kagen kan selvfølgelig laves hele året rundt – så vil jeg bare anbefale at du finder en anden form for chokolader med myntefyld. Det ville faktisk være helt synd kun at spise den til påske. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen at det ikke er sidste gang denne her ryger på dessertbordet.
Hvis du gerne vil gøre dine gæster glade med en lækker dessert der kan serveres direkte fra fryseren, så lov mig at du prøver denne islagkage med mynte og chokolade. Den vil helt sikkert vække begejstring og glæde!
God tirsdag og søde kram, Pilen <3
Iscremen er lavet med udgangspunkt i Mette Blomsterbergs opskrift på mynteparfait.
INGREDIENSER (8-10 pers)
Brownie
100 g mørk chokolade (60-70%)
75 g smør
100 g sukker
2 æg
Mynteparfait
17 vagtelæg med myntekaramel fra Summerbird
3,5 dl piskefløde
4 æggeblommer
4 myntestilke
16-20 mynteblade
0,75 dl vand
75 g sukker
FREMGANGSMÅDE
Start med at komme 12 vagtelæg med myntekaramel i fryseren – så er de nemmere at hakke når du kommer dertil.
Brownie
Smelt smørret i en gryde. Hak chokoladen groft og kom det i gryden og lad smør og chokolade smelte sammen.
Pisk æg og sukker hurtigt sammen i en skål. Hæld chokoladesmørret i æggene mens der røres. Rør dejen til en ensartet blanding og hæld det i en 20 cm springform med bagepapir i bunden.
Bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i 15-20 min. Tjek til kage undervejs – den må endelig ikke få for meget og må godt være lidt underbagt i midten.
Lad kagebunden køle helt af – gerne i fryseren.
Mynteparfait
Pil myntebladene af myntestilkene og hak myntebladene fint. Hæld myntestilke, vand og sukker i en gryde og lad det koge op – lad siruppen småkoge i 5 min og tag den af varmen. Hæld siruppen i en skål og lad den køle let.
Pisk æggeblommerne luftige med en håndmixer, og tilsæt siruppen lidt ad gangen mens du stadig pisker. Pisk det godt igennem til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt myntebladene og pisk dem hurtigt ud i blandingen.
Pisk fløden til let flødeskum og vend den i æggemassen.
Hak de 12 frosne vagtelæg groft og skil dem fra hinaden med fingrene så de ikke klistrer helt sammen. Vend forsigtigt de hakkede chokoladeæg i ismassen. og sørg for at de ikke hænger for meget sammen.
Løsn brownien fra bagepapiret og læg brownientilbage i springformen med bagepapir i bunden og kageplast langs kanterne. Hæld ismassen i springformen og stil den i fryseren i minimum 6-8 timer – gerne natten over. Efter 1 time rører du forsigtigt i ismassen (uden at stikke ned i bunden), så æggene ikke flader helt til bunds. Glat overfladen og frys islagkagen færdig.
Lad islagkagen stå ved stuetemperatur i 5-10 min inden servering, og Pynt med de resterende vagtelæg, fintrevet chokolade og friske mynteblade.
Islagkage med passionsfrugt, peanuts og dulcey
Glædelig jul til jer allesammen – jeg håber at i havde en fantastisk aften i går med familien, god mad og skønne gaver <3 I dag får i mit første bud på en festlig nytårsdessert: endnu en islagkage. Denne gang med sprøde peanut fragilitebunde med dulcey, lagt sammen med en syrlig passionsfrugtis. Den søde dulcey, de salte peanuts og den syrlige is er perfekt sammen, og jeg er ualmindelig stor fan af denne islagkage!
Islagkage med kirsebær og brownie bund
Islagkage med browniebund, appelsinskal og amarena kirsebær – en ægte juledessert der smager fantastisk! Den er tilmed let at lave og kan laves både med og uden ismaskine – jeg er fan!
Vaniljeis med romkugle surprise
Selvom det er efterår og koldt udenfor, så afholder det altså ikke os fra at spise is herhjemme. Og det var faktisk Jonas’s is-craving der udløste idéen til at lave denne her lækre is med romkugle surpise. Ja du hørte rigtigt – IS MED ROMKUGLE! Lækker blød vaniljeis med store stykker romkugle masse – og så lige et drys frysetørrede hindbær på toppen. Så er der ren og skær is-lykke <3
Hvid chokoladeis med yoghurt og passionsfrugtsirup
Selvom vejret ikke er helt så sommerligt mere, så er det ikke noget der afholder mig fra at kreere is i lange baner. Min ismaskine har kørt på højtryk indtil videre denne sommer, og det er bare så lækkert altid at have en bøtte hjemmelavet is i fryseren.
Især denne her hvide chokoladeis med yoghurt og passionsfrugtsirup var et hit herhjemme – den søde hvide chokolade sammen med den syrlige yoghurt og den friske sirup var altså en ret så lækker kombination.
Skyr-flødeis med vanilje og bagte rabarber – og en anbefaling til ismaskine
Jeg fortsætter i is- og rabarber-genren her på bloggen. Forleden fik jeg nemlig et kæmpe bundt flotte røde rabarber hjemme fra mine forældre, og jeg har en laaaaang liste med idéer til hvad de skal bruges på. Godt at sæsonen varer ved længe endnu.
Ispinde med jordbæris og mørk chokolade
Endelig er sommeren kommet til Danmark! Så i sidste uge hoppede jeg en tur i køkkenet for at kreere disse lækre søde ispinde med jordbæris, overtræk af mørk chokolade og lækre pistacienødder. Isene smager af sol og sommer, og pga af de få ingredienser i jordbærisen kommer jordbærsmagen virkelig til sin ret.