Chokoladetrøfler med frysetørrede bær og nødder

Islagkage med passionsfrugt, peanuts og dulcey


islagkage med passionsfrugt

Glædelig jul til jer allesammen – jeg håber at i havde en fantastisk aften i går med familien, god mad og skønne gaver <3 I dag får i mit første bud på en festlig nytårsdessert: endnu en islagkage. Denne gang med sprøde peanut fragilitebunde med dulcey, lagt sammen med en syrlig passionsfrugtis. Den søde dulcey, de salte peanuts og den syrlige is er perfekt sammen, og jeg er ualmindelig stor fan af denne islagkage!

Islagkage er en evig klassiker der altid er festlig på dessertbordet, og jeg er typen der aldrig bliver træt af is. Jeg kan spise is i lange baner – både fed flødeis, mælkeis, yoghurtis og sorbet. Selv på koldeste vinterdage kan der spises is hvis du spørger mig.

Islagkagen her er lækker frisk og syrlig, hvilket kan være tiltrængt hvis man har været igennem en længere menu nytårsaften. Og den vil gøre sig helt fantastisk til et glas champagne!

Isen kræver en ismaskine, da den ellers vil krystallisere. Hvis du ikke har en ismaskine foreslår jeg at du lige tager et kig på denne her islagkage med browniebund, kirsebær og appelsin – den vil helt sikkert også være et hit til nytår, og kræver ingen ismaskine.

Festlige nytårskram fra Pilen

Tip! Er du ikke så meget til peanuts kan du erstatte med samme mængde ristede mandler – det smager også skønt!

karamel islagkage


INGREDIENSER (8-10 pers)

Passionsfrugtis

4 æggeblommer
vaniljekorn af 1 vaniljestang
175 g sukker
1,5 dl piskefløde
3 dl sødmælk1,25 dl passionsfrugtsaft (ca 10 passionsfrugter)
0,25 dl appelsinsaft (eller mere hvis passionsfrugterne ikke rækker)
fintrevet skal af 1 øko appelsin

Fragilitébunde

3 æggehvider
150 g sukker
60 g salte peanuts
60 g ristede mandler
100 g grofthakket dulcey chokolade

FREMGANGSMÅDE

Passionsfrugtis

Pisk æggeblommer, sukker, vaniljekorn og 2 spsk af mælken lyst og luftigt. Varm mælk og fløde op i en gryde til lige under kogepunktet. Hæld mælkefløden lidt efter lidt over æggemasen mens du rører rundt. Hæld det hele tilbage i gryden og varm det op ved svag varme under omrøring – indtil du rammer 85 grader. Tag straks gryden af varmen og hæld blandingen i en skål. Rør passionsfrugtsaft, appelsinsaft og appelsinskal i blandingen og lad det køle helt af – gerne til næste dag.

Kør ismassen på en ismaskine til den har softice konsistens – lige inden samling af kagen. Dvs at bundene skal være færdigbagt og kølet af når du kører isen på ismaskine.

Fragilitébunde

Pisk æggehviderne næsten stive, og tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens der piskes. Pisk til du får en blank og luftig marengs. Hak mandler og peanuts groft i en minihakker, og hak chokoladen groft. Vend nødder og chokolade i marengsmassen og del portionen i to. Fordel marengsen i 2 bageringe (18 cm) på en bageplade med bagepapir og bag bundene ved 180 grader traditionel ovn i ca 12-15 min. Lad bundene køle helt af.

Løsn bundene fra kageringene og læg dem i fryseren 1 times tid – så er de lettere at arbejde med.

Placer en kagering på et stykke bagepapir på en tallerken og læg et stykke kageplast rundt langs indersiden af kageringen. Læg en bund nederst og fordel så halvdelen af ismassen på bunden. Læg en bund ovenpå isen og fordel det sidste is på toppen. Brug en spatel til at glatte overfladen, og sæt straks islagkagen i fryseren inden isen smelter. Lad kagen stå i fryseren i minimum 6 timer før servering.

Løsn islagkagen fra formen og løft den over på et fad. Brug en spatel til at jævne kanterne.

Pynt kagen med lidt ekstra dulcey chokolade, passionsfrugtstøv, nødder og skovsyre.

nytårsdessertIndlægget indeholder affiliatelinks!


 

   

3 kommentarer

  • Christina

    Kan du anbefale en is maskine, navn og model?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Absolut en fantastisk blog – og mega inspirerende 🙂 Hold nu på, har lige opdaget dig her i wk 🙂

    Har et spørgsmål – kan man ikke lave denne kage uden is ismaskine?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      Hej Christina 🙂 Tusind tak for de søde ord – det gør mig virkelig glad. Lige denne her islagkage skal man bruge en ismaskine til da den ellers vil krystallisere. De to andre islagkager jeg har her på bloggen kan laves uden ismaskine 🙂

      God mandag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chokoladetrøfler med frysetørrede bær og nødder