Rabarbertrifli med flødeskyr og karamelliseret hvid chokolade

Skyr-flødeis med vanilje og bagte rabarber – og en anbefaling til ismaskine

IMG_8621
Jeg fortsætter i is- og rabarber-genren her på bloggen. Forleden fik jeg nemlig et kæmpe bundt flotte røde rabarber hjemme fra mine forældre, og jeg har en laaaaang liste med idéer til hvad de skal bruges på. Godt at sæsonen varer ved længe endnu.

Nu er der ved at være rimelig mange isopskrifter her på bloggen, og jeg kan simpelthen ikke få nok is for tiden. Det hænger nok også sammen med at jeg har en fantastisk ismaskine der laver en lækker cremet is med lige de smagsnuancer jeg har lyst til. Og så er det altså bare fantastisk at lave sin egen is, hvor man ved lige præcis hvad der står på ingrediens listen.

Min ismaskine kører på fuld drøn for tiden, og jeg kan ikke anbefale nok at investere i en god ismaskine, hvis man er bare lidt glad for is. Der findes mange store, dyre og rigtig gode ismaskiner – hvilket jeg også drømmer om at investere i på et tidspunkt. Men jeg har faktisk købt min i Bilka til en ret så god pris for en ismaskine med kompressor. Og der skal altså være indbygget kompressor i – det duer ikke med dem hvor skålen skal fryses først. Resultatet bliver så meget bedre i en ordentlig maskine. Den ismaskine jeg har stående herhjemme kan i finde her hos Bilka – og den får mine varmeste anbefalinger. En virkelig god ismaskine til prisen!

Nu til opskriften – en lækker, frisk og cremet vaniljeprikket skyr-flødeis, toppet med syrlige bagte rabarber. Jeg kan ikke få nok, og det kan dem jeg serverede det for heller ikke. Den første portion er i hvert fald længe forsvundet.

Server desserten til søde mennesker der fortjener lidt lækkert i varmen – det er en vinderdessert der er både enkel, lækker og nem at lave.

IMG_8714

INGREDIENSER (3-4 portioner)

Skyr-flødeis:

300 g skyr
2,5 dl piskefløde
100 g sukker
1/2 vaniljestang
3 pasteuriserede æggeblommer

Bagte rabarber:

200 g rabarber
80 g sukker
1 dl vand
saften fra 1/2 citron

FREMGANGSMÅDE

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med lidt sukker – gem den tomme vaniljestang. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Varm imens fløden til lige under kogepunktet. Hæld nu fløden forsigtigt over i æggemassen under omrøring, hvorefter det hele hældes tilbage i gryden over komfuret ved medium varme. Tilsæt den tomme vaniljestang og varm massen op til 84-85 grader ved konstant omrøring. Massen må endelig ikke koge så hold øje med temperaturen.
Når ismassen er nået den rette temperatur hældes den lidt efter lidt over i en skål med skyr, hvor det vendes sammen indtil massen er ensartet. Lad det køle helt af i køleskabet.
Når ismassen har køleskabstemperatur køres den på ismaskine indtil den er frossen, hvorefter den skal en tur i fryseren, hvis der ønskes en lidt mere fast konsistens.

Skær rabarberne på skrå i mindre stykker (ca 2-3 cm) og fordel dem i et ildfast fad. Hæld vand og citronsaft over og drys med sukker så det bliver fordelt over alle rabarberne. Bag rabarberne ved 180 grader i ca 15 min og hæld rabarber og saft på glas og sæt det på køl.

Ved servering anrettes 2 iskugler med bagte rabarber på toppen og til sidst hældes 1 spsk sirup ud over hele herligheden.

Velbekomme!

IMG_8638

Tip! Har du ikke en ismaskine kan du fryse isen direkte i fryseren – det kræver dog at du rører i den hver halve time indtil den er frossen færdig for at undgå iskrystaller.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rabarbertrifli med flødeskyr og karamelliseret hvid chokolade