Rabarbercrumble med marcipan og mandler

rabarbercrumble
Rabarbercrumble med marcipan og mandler – verdens letteste dessert, og noget nær det bedste der findes hvis du spørger mig. Jeg elsker sådan en simpel rabarbercrumble med syrlige frugter og en lækker ristet crumble på toppen med knas i form af nødder eller mandler. Og når man så også lige kan snige sig en god omgang marcipan i crumblemassen, så bliver den altså bare lige en tand bedre.

Hvordan der skulle gå så mange år før der sneg sig en rabarbercrumble herind på bloggen er mig en gåde – for det er nok en af de desserter jeg laver allermest. Det er en dessert eller kage der er perfekt både til eftermiddagskaffen eller som afslutning på en lækker middag, og så kræver den minimalt af tid i køkkenet.

Min rabarbercrumble er med syrlige rabarber vendt med rørsukker og vanilje – toppet med en marcipanspækket crumblemasse, der har en let smag af ristet havre og knas fra de ristede mandler. Lige som en rabarbercrumble er allerbedst hvis i spørger mig.

Jeg nyder allerhelst min rabarbercrumble lun med en god 38% creme fraiche på siden. Eller en kugle god vaniljeis, hvis den skal nydes til dessert.
Om du spiser din crumble med det ene eller det andet vil jeg ikke blande mig i – men jeg vil til gengæld varm anbefale jer at prøve opskriften her af <3

Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3

rabarber crumble
rabarbercrumble

rabarbercrumble

Rabarbercrumble med marcipan og mandler

Verdens nemmeste og lækreste rabarbercrumble med marcipan og mandler – en lækker og simpel dessert der smager af forår og sommer.
Antal 4 pers

Ingredienser
  

  • 400 g rabarber
  • 80 g rørsukker
  • korn af 1/2 vaniljestang
  • 100 g koldt smør
  • 100 g koldt marcipan
  • 120 g hvedemel
  • 25 g finhvalsede havregryn
  • 85 g rørsukker
  • 40 g mandler, grofthakkede

Sådan gør du
 

  • Skær rabarber ud i ca 2 cm lange stykker. Hæld rabarberne i et ildfast fad og vend dem med sukker og vaniljekorn.
  • Bag rabarberne i ca 10 min ved 175 g varmluft. Vend det rundt med en ske efter 5 min, så rabarberne bliver godt vendt rundt med sukkeret.
  • Bland hvedemel, havregryn og rørsukker i en stor skål. Riv den kolde marcipan groft på et rivejern og bland i de tørre ingredienser.
  • Skær det kolde smør i små tern og vend det i skålen. Smuldr smørret mellem fingrene sammen med de tørre ingredienser og saml dejen løst med hænderne.
  • Hæld din crumble over de forbagte rabarber, og drys med de grofthakkede mandler.
  • Bag din crumble ved 175 grader varmluft i ca 30 min til den er gylden på toppen og rabarbermassen i bunden bobler godt op langs kanterne i fadet.
  • Lad din crumble køle let af og nyd den mens den stadig er lun. Server din crumble med flødeskum, creme fraiche, vaniljeis eller hvad du nu foretrækker.
rabarbercrumble

Prøv også mine andre crumble opskrifter:

Crumble med tranebær og æble – perfekt til jul
Æblecrumble med hindbær og hasselnødder
Eller måske de her lækre crumble bars med kokos, hindbær og ribs?


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Opskrift Vurdering




Comment *