Rabarbertrifli med hjemmebagte makroner


rabarbertrifli
Rabarbertrifli med hjemmebagte makroner, bagte rabarber og vaniljeskum – en skøn og simpel sommerdessert. Denne dessert er virkelig nem at lave, og orker du ikke selv at bage makroner kan du også sagtens bruge den købte variant.

Jeg elsker virkelig rabarber, og jeg kan ikke få nok af at bruge de syrlige stængler i diverse desserter og kager. En af de desserter jeg holder allermest af er den simple af slagsen, som denne rabarbertrifli med hjemmebagte makroner.

Og nu må i altså ikke lade jer skræmme af de hjemmebagte makroner – det er så simpelt selv at bage at man skulle tro det var løgn. Og så smager de SÅ meget bedre end den købte variant. De hjemmebagte makroner skal bare blendes, sprøjtes ud og bages – så der er altså virkelig ikke meget arbejde i dem.

Hvis du også er vild med simple sommerdesserter med rabarber, så håber jeg at du får lyst til at prøve denne version.

Søde kram, Pilen

rabarbertrifli

Rabarbertrifli med hjemmebagte makroner

En lækker og simpel rabarbertrifli med hjemmebagte makroner, bagte rabarber og vaniljeskum.
Antal: 6 pers

Ingredienser

Rabarberkompot

  • 500 g rabarber (renset vægt)
  • 200 g rørsukker
  • 1/2 vaniljestang
  • 1 spsk vand

Makroner

  • 1,5 æggehvide (50 g)
  • 100 g sukker
  • 75 g brun farin
  • 50 g marcipan
  • 60 g mandler

Vaniljefløde

  • 2,5 dl piskefløde
  • 2,5 dl creme fraiche 38%
  • 1 spsk flormelis
  • 1/2 vaniljestang

Sådan gør du

Rabarberkompot

  • Skær rabarberne ud i 2 cm lange stykker og fordel dem i et ildfast fad.
  • Flæk vaniljestangen og skrab vaniljekornene ud. Mas kornene sammen med lidt af sukkeret og kom både vaniljesukker, den tomme vaniljestang og det resterende sukker i fadet sammen med rabarberne.
  • Tilsæt 1 spsk vand og vend det hele sammen så sukkeret fordeles.
  • Bag rabarberne i ovnen ved 180 grader traditionel ovn i 15-20 min (20 min hvis det er tykke rabarberstængler og 15 min, hvis de er meget tynde). Rør i rabarberne halvvejs.
  • Når rabarberne er bagt færdige og er blevet bløde med en smule bid tages fadet ud af ovnen. Rør nu i rabarberne til de begynder at skille sig ad og blive mere kompotagtig i konsistensen – jo længere du rører, jo mere vil det samle sig til en fin kompot og jo mindre du rører, jo større hele stykker rabarber vil du få i din trifli. Jeg kan godt lide at der er nogle reelle stykker rabarber i kompotten, så jeg rører ikke så meget.
  • Lad din rabarberkompot køle helt af i køleskabet.

Makroner

  • Blend mandler til mandelmel. Tilsæt sukker, brun farin, marcipan og æggehvide og blend det til en ensartet dej i en minihakker.
  • Kom dejen i en sprøjtepose med en stor rund tylle og tryk ca 30 små dutter ud på en bageplade med bagepapir – husk mellemrum mellem dem – og bag dem i 23-25 min ved 150 grader varmluft. De skal blive gyldne og vokse en del i størrelsen.
  • Lad makronerne køle helt af og fjern dem fra bagepapiret – vær forsigtig, så bunden af makronerne ikke sidder fast på bagepapiret. Opbevar makronerne i en kagedåse indtil brug.

Vaniljeskum

  • Kom creme fraiche, flormelis og vaniljekorn fra den halve vaniljestang i en stor skål. Tilsæt fløden mens du rører i blandingen så den ikke klumper. Når al fløden er tilsat piskes det til en luftig vaniljeskum – pas på ikke at piske for meget, da den gerne må være let og luftig (ikke stiv).

Samling

  • Kom rabarberkompot i bunden af små glas.
  • Knus makronerne groft og kom en god håndfuld makroner ovenpå rabarberkompotten.
  • Fordel vaniljeskum på toppen og pynt evt med lidt spiselige blomster.
  • Hvis du serverer desserten med det samme vil makroner være ret sprøde – jeg foretrækker lige at lade dem stå på køl en halv time, så makronerne når at suge en smule væske. Så er der stadig bid i makronerne, men de har også optaget lidt smag.
    Lad ikke desserten stå meget længere end 1 time før servering, da makronerne så vil blive alt for bløde og kedelige.
makroner

1 Comment on Rabarbertrifli med hjemmebagte makroner

  1. Sarah
    06/06/2020 at 09:14 (1 måned ago)

    Hvor mange portioner er opskriften til?

    Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *