Lime is med crumble, amber cremeux og hindbær – åets nytårsdessert


nytårsdessert
Årets nytårsdessert er både frisk, sød og sprød – ligesom jeg foretrækker årets sidste dessert, som ofte indtages efter en lang række andre retter. Nytårsdesserten består af lime is med crumble, amber cremeux og hindbær.

I år har der hverken været tid eller overskud til at lave en hel kavalkade af nytårsdesserter – til gengæld har jeg brugt en del tid og tanker på at udtænke den ene dessert, som vi også selv skal have til nytår i år. Jeg foretrækker en frisk dessert der ikke er alt for tung, da man jo typisk har været igennem en lang række andre retter inden man skal nyde årets sidste dessert.

Derfor blev det også med smage som jeg virkelig selv holder af, men som jeg også ved, at de mennesker jeg skal fejre nytår med også er vilde med. Derfor blev desserten til en skøn og syrlig limeis serveret med crumble, amber cremeux og lime marinerede hindbær. En virkelig skøn kombination, der sidder lige i skabet hvis du spørger mig.

Amber cremeuxen giver en dejlig fedme og sødme til desserten, og så holder jeg jo bare utrolig meget af amber chokoladen fra Summerbird når det kommer til desserter. Jeg har støbt amber cremeuxen i disse silikoneforme fra silikomart. Alternativt kan du lade være med at fryse din cremeux og komme den i en sprøjtepose med en fin tylle. Når den så er køleskabskold kan du sprøjte fine dutter ud på tallerkenen – det giver selvfølgelig et andet udtryk, men så sparer du silikoneformen, hvis du ikke har tid eller lyst til at investere i sådan en.

Limeisen er kørt på min ismaskine, hvilket giver en helt fantastisk og cremet konsistens. Hvis du ikke ejer en ismaskine, så kan du altså sagtens lave desserten her alligevel – så laver du bare en lime parfait, som jeg har delt en opskrift på her. Lime parfaiten kan du så støbe i fx quenelle silikoneforme for et lidt mere skarpt udtryk, da det kan være sværere at scoope en parfait is pænt.

Jeg håber du får lyst til at kaste dig ud i nytårsdesserten, for det er virkelig en skøn en af slagsen. Mange af elementerne kan forberedes i god tid, så du ikke skal stå og stresse over desserten på selve dagen. Hvis du laver denne eller en af mine andre desserter fra bloggen, så vil jeg blive så glad hvis du tagger mig med @pilenskoekken eller #pilenskøkken på instagram.

Se en masse andre nytårsdesserter lige her.

God fornøjelse og søde kram, Pilen <3

nytårsdessert
lime is

Nytårsdessert – limeis med crumble, amber cremeux og hindbær

Årets nytårsdessert er både frisk, sød og sprød – ligesom jeg allerbedst kan lide en nytårsdessert, når den skal indtages en aften, hvor man i forvejen får masser af mad.
Antal: 4 pers

Ingredienser

Lime is

  • 4 æggeblommer
  • 150 g sukker
  • korn af 1/2 vaniljestang
  • 250 g sødmælk
  • 150 g piskefløde
  • skal af 2,5 øko limefrugter
  • 60 g limesaft (ca 3 limefrugter)

Amber cremeux

  • 1 blad husblas
  • 130 g amber chokolade
  • 40 g æggeblomme (2 æggeblommer)
  • 10 g sukker
  • 85 g sødmælk
  • 85 g piskefløde
  • 1 nip flagesalt

Crumble

  • 50 g smør
  • 50 g hvedemel
  • 50 g mandelmel
  • 50 g sukker
  • 1 nip flagesalt

Amber chokoladeflager

  • 75 g amber chokolade

Marinerede hindbær

  • 200 g friske hindbær
  • 1 spsk rørsukker
  • skal af 1/2 øko lime
  • saft af 1/2 lime

Anretning

  • rød skovsyre
  • guldstøv

Sådan gør du

Lime is

  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland dem med lidt sukker. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt.
  • Hæld sødmælk, piskefløde og den tomme halve vaniljestang i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet.
  • Si vaniljestangen op af mælkeblandingen og hæld det over æggesnapsen mens du rører – hæld i en tynd stråle.
  • Hæld det hele tilbage i gryden og varm det op ved medium varme – rør i det med en grydeske hele tiden. Varm blandingen op til 82-83° – IKKE mere end dette. Når blandingen har nået den rette temperatur hældes det straks over i en bøtte og overfladen dækkes med husholdningsfilm. Stil bøtten på køl natten over til det er helt koldt.
  • Bland limesaft og limeskal i den afkølede creme og rør det godt sammen til en ensartet blanding.
  • Hæld ismassen på ismaskine, og kør isen til den er færdig. Hæld isen i en bøtte og stil i fryseren indtil servering.

Amber cremeux

  • Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i minimum 10 min. Hak amber chokoladen helt fint og hæld i en skål.
  • Pisk æggeblommer og sukker hurtigt sammen. Hæld sødmælk og piskefløde i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet
  • Hæld mælke- og flødeblandingen over æggesnapsen mens du rører, og hæld i en tynd stråle.
  • Hæld det hele tilbage i gryden og varm det op ved medium varme – rør i det med en grydeske hele tiden. Varm blandingen op til 82-83° – IKKE mere end dette. Når blandingen har nået rette temperatur tages gryden straks af varmen og husblassen vrides fri for vand og røres ud i cremen.
  • Hæld cremen gennem en sigte over chokoladen og lad det stå og trække i et minuts tid.
  • Rør nu chokoladen og cremen godt sammen med en dejskraber og kør den gerne igennem med en stavblender, hvis du ikke kan få rørt alt chokoladen ud.
  • Hæld din amber cremeux i små globe silikoneforme (4,5 cm) og stil dem i fryseren. Det kan være en god ide at placere din silikoneform på et skærebræt inden du hælder cremeuxen i – eller stille formen direkte i fryseren og så hælde cremeuxen i. Ellers vil den flyde ud over det hele når du prøver at flytte formen. Lad cremeuxen blive helt frossen i fryseren i minimum 6-8 timer.

Crumble

  • Bland hvedemel, mandelmel, sukker og flagesalt. Skær smørret i små tern og smuldr det ud i de tørre ingredienser til det har en fin konsistens.
  • Hæld din crumble på en bageplade med bagepapir og fordel den så det ikke ligger i store klumper.
  • Bag din crumble ved 180° traditionel ovn i ca 15 min til det er gyldent – rør lidt i det undervejs.
  • Lad din crumble køle helt af.

Amber chokoladeflager

  • Smelt eller temperer din amber chokolade (du kan godt nøjes med at smelte, hvis du bare sørger for at chokoladen ikke bliver for varm – til denne dessert er det ikke et must at temperere, men du kan selvfølgelig sagtens gøre det, hvis du mestrer teknikken).
  • Placer et stykke bagepapir på et skærebræt og smør chokoladen ud i et tyndt lag med en spatel. Stil chokoladen på køl til den er helt stivnet.
  • Hak noget af chokoladen fint og noget i lidt større flager.

Marinerede hindbær

  • Vend forsigtigt hindbær med rørsukker, limesaft og limesdkal og lad det trække en time. Skær nogle af hindbærrene over i halve og kvarte til anretningen.

Anretning

  • Minimum 1 time før servering befries amber cremeuxen fra silikoneformene og placeres lidt i den ene side af en dyb tallerken. Stil tallerkenerne i køleskabet og lad cremeuxen tø op lige så stille og roligt.
  • Tag isen op af fryseren 5-10 min før servering, så den er lidt lettere at scoope.
  • Anret med 3-4 spsk crumble i bunden af tallerkenen rundt om cremeuxen. Drys desuden med noget af den finthakkede amber chokolade.
  • Scoop kugler af isen enten med en isscooper eller lav en quenelle med en spiseske. Placer isen oven på crumblen med lidt luft hen til cremeuxen.
  • Anret med de marienerede hindbær og drys med lidt ekstra crumble og amber chokoladeflager. Pynt til sidst med rød skovsyre og drys med lidt guldstøv.
    TIP! Pluk gerne dine skovsyre klar inden anretningen, så du ikke skal bruge for meget tid på at anrette mens isen står og smelter.

Noter

Der er cremeux til ca 8 personer.
Isen er der til ca 4 personer, hvis der skal kunne scoopes flotte kugler til alle. Alternativt kan man lave dobbeltportion af isen, og køre den af to omgange på ismaskine. 
amber cremeux

5 Comments on Lime is med crumble, amber cremeux og hindbær – åets nytårsdessert

  1. Astrid
    20/12/2019 at 18:48 (8 måneder ago)

    Hej
    Den opskrift må jeg prøve. I opskriften står der: Crumble med brændt hvid chokolade… men der står ikke hvid chokolade i den del af opskriften?

    Svar
  2. Anne Maya Vester Nielsen
    28/12/2019 at 08:50 (7 måneder ago)

    Hej, den ser så lækker ud denne opskrift. Den må vi have nytårsaften. Jeg har købt God limesorbet og hindbærsorbet, som jeg tænker at bruge, tror du det vil passe til?

    Svar
    • pilenskoekken90
      28/12/2019 at 11:36 (7 måneder ago)

      Det lyder som en virkelig god plan! Er sikekr på at lime og hindbærsorbet vil passe rigtig godt til de øvrige elementer <3

      Svar
  3. Kristine
    30/12/2019 at 17:18 (7 måneder ago)

    Isen kører nu på maskinen, cremeux er i fryseren og jeg glæder mig som et lille barn til i morgen, når jeg skal anrette desserten ✨✨✨

    Svar
    • pilenskoekken90
      08/01/2020 at 11:06 (7 måneder ago)

      Hvor skønt – håber desserten faldt i god jord. Godt nytår <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *