Carla 8 uger – i går var det 8 uger siden at Carla kom til verden. 8 uger siden at vi efter mange timer med veer sad med verdens dejligste lille pige i armene. Og nu 8 uger efter sidder vi med en pige der er vokset sig dejligt stor og som både smiler til sine forældre og kommer med masser af sjove lyde og udbrud. En Carla med sin helt egen personlighed, og som vi elsker mere og mere for hver dag der går. Shit det er vildt – og jeg tror stadig ikke altid at jeg helt fatter at jeg faktisk er mor.
Men hvordan går det så det der med at være mor?
Altså jeg er sgu ret vild med det – selvom det til tider er noget så hårdt og trættende, så er det jo bare så meget mere fantastisk. Især nu hvor Carla kan give lidt mere igen med smil og masser af personlighed. Selvom man går på barsel, så er det stadig hårdt arbejde indimellem. Især når man har en Carla der ikke er fan af at sove om dagen, medmindre det foregår i en trillende barnevogn (som for intet i verden må gå i stå) eller i sin mors arme. Til gengæld får jeg masser af motion og stærke overarme. Så det der medlemskab til Fitnessworld tænker jeg ikke er nødvendigt at genoptage lige foreløbig.
Nætterne klager jeg ikke over – med fare for at jinxe noget, så sover Carla virkelig godt om natten kun afbrudt af amninger og bleskift. Bevares, der er da nætter hvor hun lige synes at det er en fest at være vågen, men alt i alt så gør hun det altså meget godt med at sove om natten. Hvilket hendes forældre er ret så tilfredse med. Og hvilket vi også prøver at nyde så længe det varer – for det der med at alt er en fase, det har vi da om noget fundet ud af.
Alt hvad vi troede der virkede for at få hende til at sove om dagen, til at tage en sut osv – ja det virker pludselig ikke. Så det skal altså ikke være helt let. Især det der med ikke at ville tage sutten er noget vi er knap så begejstrede for herhjemme. Til gengæld er det noget så populært at sutte på hænderne, og når mor her prøver at være snedig og snige en sut ind foran hænderne, så forstår Carla altså virkelig at spytte den ud lige så hurtigt igen.
Nu har vi så også investeret i sådan en smart bæresele – ergonomisk og med alle mulige fancy funktioner. Det viser sig så at Carla åbenbart ikke synes det er så fedt at sidde med fjæset direkte ind i mors bryst, hvilket har resulteret i en meget skrigende og sprællende bebs siddende på maven. Til gengæld er jeg sikker på at den bliver et hit når hun kan vende med blikket udad så hun kan følge med i det hele.
Carla er nu også blevet så stor nu at hun rent faktisk kan underholde sig selv – eller i hvert fald af det der fine aktivitetsstativ med ultra grimt legetøj hængende. Den der blå blæksprutte med alt mulig dingeldangel er i hvert fald et hit. Det betyder også at jeg nu rent faktisk kan nå at finde både vand, tonsvis af stofbleer, mobil og snacks frem inden jeg sætter mig ned for at amme. At jeg så ret ofte glemmer at gøre det er en helt anden ting. Men det er nu meget rart at hun lige kan underholdes et par minutter uden at skulle sidde på armen.
Sidst men ikke mindst så har jeg sgu købt en gyngestol – med fare for at der går helt mormor i den (det er altså lidt for tidligt), så er det altså virkelig rart med sådan en god lænestol. Og at den så også kan gynge er bare et plus. Det er sådan en dejlig blød en med nakkestøtte og det hele – total luksus for sådan en ammende mor her. Seriøst en god investering. Især om natten er den altså et hit, så man lige kan vippe lidt mens man ammer og dermed minimere risikoen for et vågent barn.
Det blev lidt snak om alt muligt – men ikke mindst hvordan det er at være mor for verdens dejligste Carla. Den der mor-rolle er jeg altså ret så vild med. Og jeg er ret sikker på at det kun bliver bedre og bedre for hver dag der går – jeg er i hvert fald total lykkelig helt ind i knoglerne, og helt og aldeles forelsket i vores lille Carla med så meget personlighed og charme <3
Jeg har forresten været igang med at skrive min fødselsberetning – mest til mig selv, for at fødslen ikke skal gå i glemmebogen. Men jeg har faktisk været virkelig glad for at læse andres fødselsberetninger, så jeg overvejer at dele den her på bloggen. Er det noget i kunne tænke jer at jeg udgav her på bloggen (på trods af at det har så absolut intet med mad og kage at gøre)? <3
Seriøst hvor lækker har man lige lov til at være med mælk på trøjen og det hele?! <3
Susi
16/04/2018 at 19:18 (7 år ago)Ja tak til fødselberetning
Freja
16/04/2018 at 20:19 (7 år ago)Jeg vil gerne læse din fødselsberetning 🙂
Louise
28/04/2018 at 21:28 (7 år ago)Jaaa tak tak Fødselsberetning ❤️