8 tegn på at du er blevet nogens mor


img_3853

Vi runder nu snart Carlas 5 ugers fødselsdag, og jeg har stadigvæk lidt svært ved at forstå at jeg faktisk er blevet mor. At jeg rent faktisk er mor til denne fantatiske lille pige resten af mit liv. Det er sgu lidt vildt!

Men selvom jeg nogle gange har lidt svært ved at forstå at jeg er nogens mor, så er der alligevel nogle ting der tyder på at min rolle har ændret sig en smule. Jeg siger ikke at jeg som sådan selv har ændret mig helt vildt – jeg vil da gerne tro at jeg jo stadig den samme. Meeeeeen… med mor-rollen, så har jeg altså oplevet at mine holdninger til nogle ting har ændret sig. Og at jeg gør nogle lidt mærkværdige ting, som jeg i hvert fald ikke gjorde før Carla kom til verden.

Nedenfor har jeg skriblet nogle at de ting ned, som er tydelige tegn på at jeg blev nogens mor – jeg siger ikke at det er gældende for alle mødre, men mon ikke der er nogle derude der kan nikke genkendende til noget af det? Og ellers kan du jo forberede dig selv lidt på, hvad der måske venter dig når du engang bliver nogens mor.

29390929_10156229701389819_1578892034_o

Når du pludselig er fuldstændig uforstående overfor butikkernes åbningstider – kl 10? Jamen det er jo alt for sent! Det er sket mere end en gang for mig nu at jeg er kommet travende ned i byen med barnevogn og en sovende baby, fuldstændig parat til at shoppe igennem og ose i alverdens butikker (barnevogns-venlige butikker selvfølgelig), for så at indse at byen er død og at der er mindre end en time til at butikkerne åbner. Nå, jamen så køber jeg da bare en kaffe to go og traver hjem igen. Chancen for at baby vågner på samme tid med butikkerne er nemlig rimelig sikker – og projekt amning og bleskift alene nede i byen er jeg altså ikke helt klar på endnu.

Når du konstant render rundt med brysterne fremme (dette gør sig selvfølgelig kun gældende hvis du ammer – jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i om du render rundt med brysterne fremme selvom du ikke ammer). Ja når man lever i et konstant amme-marathon og har en baby der bare gerne vil spise fra ens bryster døgnet rundt, så sker det altså ret ofte at de dersens mælkefyldte bryster ikke når at blive pakket væk. Og det er sket flere gange at jeg først indser det, når der er dryppet mælk ud over hele skjorten eller gulvet. Nå, jamen nu er baby så klar til at spise igen, og så er der jo ingen grund til at pakke sagerne væk.

Når man bliver ret så immun overfor modermælk og gylp. Ja en karklud kan faktisk klare det meste lige pludselig – for ellers ville jeg altså være tvunget til at rende nøgen rundt halvdelen af tiden, fordi alt mit tøj skulle vaskes konstant. Nu er jeg også så heldig at være beriget med en virkelig dejlig baby, der oftest gylper lige når hun har fået rent tøj på, eller når jeg er trukket i noget af det finere kluns. Men så er det jo heldigt at karkluden er lige i nærheden til at tage det værste – så er der jo ikke nogen der opdager at der har været lidt gylp på blusen vel?

Når tid har fået en helt anden betydning. Ja når man først er blevet mor, så kan en hel dag hurtigt forsvinde bare i amning, bleskift og trøst af baby – det der med weekend og hverdag er der faktisk ikke den store forskel på. Bortset fra at far kan aflaste lidt mere i weekenden. Han kan jo selvfølgelig ikke diske op med den der lækre fede mælk, så helt fri får man altså ikke. Men sådan en hel dag på barsel kan altså hurtig forsvinde uden at man har fået udrettet noget som helst – andet end selvfølgelig at passe verdens dejligste baby.

Når du uddeler mindst 100 kys om dagen på din baby – og her snakker vi ikke kun i ansigtet. Nej der bliver kysset løs på søde babyfusser, hænder, lårbasser, kinder og mavse. Det kan godt resultere i en lidt misundelig kæreste, der ikke kan forstå at jeg ikke engang vil massere hans fødder når jeg hjertens gerne placerer trutmunden på fusserne af vores baby – men vi kan vel godt blive enige om at babyfødder er en helt anden sag? Dem nusser og mysser jeg gerne på flere gange dagligt, selvom jeg aldrig havde troet at jeg skulle have lyst til at røre ved andres fødder.

Når du nærmest kaster maden indenbords, så snart du får noget at spise. Man ved jo aldrig hvornår baby vågner igen, så det er virkelig om at få noget energi indenbords når muligheden åbner sig. Typisk ender man dog kun med lige at få taget et par bidder inden baby sætter i skrål og kalder på mor. Så er det frem med brysterne og maden må indtages med en hånd – hvilket godt kan resultere i lidt krummer hist og her. Også på baby – men altså hvis der skal produceres noget mælk, så skal der altså også noget energi til. Jeg tager det bogstaveligt og indtager masser af “high-energy” produkter såsom kage, chokolade og saltmandler. Meget praktisk og nemt at spise med en baby på armen – til gengæld ikke så godt for de der mini størrelse jeans der ligger i mit skab og venter på at jeg kan skrue rumpetten ned i dem igen.

Når du glædeligt bevæger dig udenfor i selv det værste vejr. Alt er trods alt bedre end en skrigende baby – og så bevæger man sig altså gerne udendørs på trods af kulde, regn og sne. Hvis det kan få baby til at sove, så er det besværet værd. Førhen bevægede jeg mig altså ikke frivilligt udendørs i lortevejr, hvis det kunne undgås. Nu pakker jeg mig glædeligt ind i praktisk tøj og masser af lag for at gå en tur med barnevognen hvis det kan give lidt ro og en sovende baby.

Når du konstant nynner børnesange – og din top 10 på spotify består af blandt andet ´Puff´, ´Hjulene på bussen´og Elefantens vuggevise´. Jeg nåede faktisk en dag at gå hele turen ned i byen, før jeg indså at jeg gik og sang “hjulene på bussen drejer rundt rundt rundt” – heldigvis havde jeg da en barnevogn og et barn med mig. Ellers havde folk nok tænkt at jeg var rablende skør. Jeg skal vist til at høre lidt andet end børnesange når jeg er ude at gå, så jeg ikke glemmer helt hvad musik rent faktisk er. Heldigvis bor jeg jo sammen med en musiker, så han skal vist nok sørge for at jeg får hørt noget andet end børnesange.

Jeg håber i synes det er hyggeligt at læse med omkring Carla og vores nye liv som en familie. Er det noget i kunne tænke jer mere af, eller vil i bare gerne have opskrifter (jeg fortsætter selvfølgelig med at dele masser af lækre opskrifter)?

Rigtig dejlig dag til jer alle – og søde kram fra Carla & Pilen <3

img_3864


 

6 Comments on 8 tegn på at du er blevet nogens mor

  1. Lene Tranberg
    23/03/2018 at 08:29 (9 måneder ago)

    Hold nu op, hvor er hun lækker! <3
    Jeg husker alle tingene, som var det i går, selvom den yngste er 13 og snart skal konfirmeres.
    Nyd tiden med de helt små. Det går alt for hurtigt, og pludselig er de store… (Det bliver deres fødder også med tiden – og dermed knap så charmerende;-))

    Svar
    • Pilen
      24/03/2018 at 16:01 (9 måneder ago)

      Tusind tak Lene <3
      Haha jeg må hellere skynde mig at mysse løs på de fødder så, inden de bliver for store 😉

      Svar
  2. Tina
    23/03/2018 at 09:44 (9 måneder ago)

    Smukke Carla:-)
    Hun har godt nok et meget markeret ansigt, ligesom om hun er klog og allerede kan tænke en masse og have lyst til at sige sin mening.
    Gad vide om hun lærer at tale og synge tidligt og gad vide om hun ikke bliver klassens klogeste:-)
    Skøn skøn datter, som du endelig må nyde.
    God weekend til jer.:-)

    Svar
    • Pilen
      24/03/2018 at 16:02 (9 måneder ago)

      Tusind tusind tak Tina – du kan tro vi nyder hende og hendes dejlige væsen <3 Og jeg er ret sikker på at hun har en mening – hun er i hvert fald ikke bange for at ytre sig 😉

      Svar
  3. Annemette
    21/04/2018 at 17:18 (8 måneder ago)

    Haha, bryster i fri dressur, så meget en ny-mor ting! Godt min svigerfar er ret tolerant, for når bebs kun er 1 uge og det der amning endnu ikke var rutine, så må folk leve med det. Det blev dog ret hurtigt nemmere og nu er lillemanden snart 3 og har ikke fået bryst meget længe. Ps mega lækker unge du har, hun kan da smelte alles hjerter!

    Svar
    • Pilen
      23/04/2018 at 09:46 (8 måneder ago)

      Ja jeg gad i hvert fald heller ikke gemme mig væk hver gang der kom gæster – bryster eller ej 😉

      Tusind tak – hun charmerer i hvert fald hendes mor og far på daglig basis <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *