Valnøddeboller med malt og surdej

Min fødselsberetning – da Carla blev født


img_4751img_4735

Det her er om noget nok det mest personlige, ærlige og grænseoverskridende indlæg jeg har delt her på bloggen. Ikke desto mindre har jeg valgt at dele min fødselsberetning fra da Carla kom til verden, da jeg virkelig selv har nydt og haft gavn af at læse om andres fødsler. Det har på en måde givet lidt ro at læse om andres oplevelser inden man selv skal føde, da man jo absolut ikke ved hvad det er der venter en. Og selvom ikke to fødsler er ens, så synes jeg virkelig at det var fedt at høre, hvordan det havde været for andre.

Derudover synes jeg at fødslen af Carla var den mest fantastiske oplevelse overhovedet (selvom det også var vanvittig hårdt), og derfor synes jeg det er synd hvis det skal gå i glemmebogen. So here we go….


30825483_10156300283994819_369087826_o
Verdens smukkeste lille Carla dagen efter fødslen.

Jeg har gennem hele fødslen haft en fornemmelse af at Carla ville komme lidt før tid – om det var mere en forhåbning end en reel fornemmelse ved jeg ikke. Men at hun måske ville komme et par dage før havde jeg lidt på fornemmelsen. Men det var som om at jo mere vi nærmede os fødslen, des større blev frygten for at gå over tid, og jo mere blev jeg sikker på at jeg måske faktisk ville gå over tid fremfor at føde før terminsdatoen. Og selvom det jo absolut ikke ville være jordens undergang, så er jeg altså ikke kendt for at være verdens mest tålmodige menneske – slet ikke når man glæder sig ualmindelig meget til at møde ens ønskebarn.

I ugen op til fødslen havde jeg det egentlig ikke særlig godt – jeg følte mig sløj, havde smerter i underlivet og var ikke på toppen. Mine bækkensmerter gjorde også rimelig ondt, så jeg var virkelig noget nær utålmodig, og ville bare gerne have den der baby ud. Derudover havde jeg læst helt vildt meget om diverse ting der kunne være tegn på at fødslen måske snart ville være, men jeg turde ikke rigtig håbe på det. Det der google er altså virkelig farligt når man er gravid (og når man har fået et barn har jeg så også fundet ud af efterfølgende).

Fredag eftermiddag havde jeg det stadig lidt træls i hele kroppen, og troede måske også at den der slimprop (som åbenbart også kan være tegn på en snarlig fødsel) var gået. Men det er altså lidt svært at vide det hele, når det er første gang. Men der var jo ingen veer eller noget, så der kunne stadig være lange udsigter til en fødsel.

Lørdag var Jonas og jeg en tur nede i byen og kigge lidt butikker og hygge lidt rundt, men der var stadig ikke flere tegn end tidligere på at noget skulle gå igang. Og så alligevel… for det viste sig så, at om eftermiddagen begyndte veerne så småt. Det var meget stille og roligt, og vi nød en film og noget godt at spise – vel ligesom enhver anden lørdag aften. Og så alligevel ikke, da man nu vidste at der muligvis var noget igang.

Jeg gik i seng omkring kl halv elleve og sov et par timer – og det var så det jeg fik lov til at sove før fødslen viste det sig. For omkring et-tiden vågnede jeg ved at veerne nu var ret kraftige og kom med ca 10 minutters mellemrum – hvilket gjorde det noget nær umuligt at sove. Så jeg rykkede ud på sofaen og lå hele natten og lukkede ikke et øje med veer som tog til lige så stille og roligt. Heldigvis havde jeg downloadet sådan en super fancy (overhovedet ikke) ve-app, som jeg kunne ligge og sætte igang hvert 10. minut – sikke en fest.

Søndag formiddag begyndte veerne at være mere kraftige og varede ret så længe. Jeg havde heller ikke rigtig overskud til at snakke under veerne og brugte så godt jeg kunne de øvelser fra fødselsforberedelsen. Jeg havde så ondt i lænden at jeg baksede rundt i diverse underlige stillinger hver gang der kom en ve, men shiiit hvor synes jeg det gik langsomt. De blev i hvert fald ikke særlig regelmæssige, selvom de gjorde ualmindelig ondt, varede længe og kom med korte intervaller.

Hen på eftermiddagen ringede vi til fødegangen, som pænt fortalte os at når veerne ikke var regelmæssige, så skulle vi ikke forvente at jeg var klar til en fødestue. Vi skulle dog være velkomne til at komme ind til et tjek, men vi takkede pænt nej – jeg magtede så absolut ikke at slæbe alt vores grej med ud til hospitalet i en taxa for så at blive sendt hjem igen. For dælen – nu var jeg altså rimelig klar til snart at skulle føde det barn!

Når nu vi valgte ikke at tage afsted endnu, besluttede jeg mig for at tage en slapper i sengen – hvis det da på nogen måde skulle kunne lade sig gøre. Alt imens Jonas begyndte at lave en bestilling på JustEat, så han ikke skulle sulte når han skulle assistere mig under fødslen. Jeg nåede dog nærmest kun at lægge mig ned, før der kom et smæld i underlivet – som igen gjorde rimelig nuller naller. Det viste sig at det der famøse vand var gået – der var altså ikke nogen der havde fortalt mig, at det også skulle gøre ondt når vandet gik?! Da jeg rejste mig op var der i hvert fald ingen tvivl – det var lidt ligesom på filmene med noget af en vandafgang, der bare fortsatte. Og så kan jeg fortælle jer at vi fik travlt med at komme afsted – nu tog veerne til og jeg baksede rundt med kæmpe natbind, håndklæder, veer der kom med korte intervaller og vand der blev ved med at rende ud af underlivet. Super fedt. Jonas farede rundt i lejligheden for at pakke køletaske (man skulle jo nødigt sulte) og de sidste sager, alt imens jeg lå på alle fire ude i gangen og ventede på en taxa – det må altså have været ret underholdende set udefra.

Fuld fart afsted på sygehuset og kl halv seks ankom vi til Skejby – heldigvis 4 cm åben og klar til en fødestue kunne jordemoderen konstatere. Ja tak, så skulle der altså bare fødes en baby! Ikke at det er sådan helt ligetil jo.

Vi blev tildelt en fødestue en halv times tid efter, og jeg placerede mig ret hurtigt med armene og hovedet hængende ind over en sækkestol på sengen. Jordemoderen spurgte om jeg ville have lattergas, hvilket jeg var ret så hurtig til at takke ja til. På med masken og fuld dosis åbenbart – for hold nu op, hvor blev jeg døsig. Ret så lækkert lige at kunne powernappe mellem veerne, nu hvor jeg ikke havde sovet hele natten. Knap så fedt for Jonas der måtte stå bagved og holde min røv oppe, når lattergassen gjorde sit indtog og gjorde min krop helt og aldeles slap og døsig mellem veerne. Selvom det er ret så morsomt at tænke tilbage på, er jeg nu glad for at Jonas ikke gav udtryk hvor morsomt han synes det var lige i situationen.

Da babys hjerterytme åbenbart er lidt hurtig vælger jordemoderen at lave en CTG for at følge veerne og hjerterytmen – ikke til min store begejstring, da det krævede at jeg placerede mig liggende i sengen. Nu stod jeg lige så godt der med sækkestolen. Den viste heldigvis ikke noget unormalt, så jeg fik lov til at komme tilbage i stående stilling.

Jeg ænsede generelt ikke så meget omkring mig den første time pga den heftige mængde lattergas. For pludselig var der altså en ny jordemoder til stede, da der åbenbart var vagtskifte. Dette var så jordemoderen der endte med at hjælpe Carla til verden, og som virkelig var mega god under hele fødslen. Hun startede også lige med at skrue lidt ned for lattergassen, da jeg åbenbart havde fået lidt voldsom dosis – sikkert til stor lettelse for Jonas, der nok var rimelig træt af at holde min røv oppe, når jeg stod der hængende ind over sengen.

Det varede ikke længe, før jeg fik sagt at jeg da egentlig gerne ville i sådan et lækkert varmt badekar, og hurtigt fik jordemoderen og Jonas fyldt badekarret op, så jeg kunne komme i vand. Sikke en lettelse – det der med at svømme rundt i et kæmpe badekar var altså lidt af et hit under sådan en fødsel. Det tog i hvert fald toppen af veerne, lidt ligesom lattergassen.

Jeg nåede ikke at være i vand særlig længe før den der famøse pressetrang kom – jeg nåede kort at tænke at det jo var alt alt for tidligt. Jeg kunne da umuligt allerede være 10 cm åben og klar til at presse. Jeg var jo nærmest kun lige kommet ind på fødestuen følte jeg. Men jordemoderen tjekkede, og den var sgu god nok – go til at presse. Så det var bare om at gå igang – sikke en lettelse, men hvor var det også bare mega hårdt. Og det der dejligt varme vand gjorde det altså lidt svært at presse igennem, så efter noget tid fik jeg besked på, at det nok ville være en fordel at komme op af vandet. Og som den gode patient jeg var, makkede jeg ret – jeg gjorde faktisk bare alt hvad den søde jordemoder beordrede, for hvis det var det der skulle til for at den der baby snart kom ud, så var jeg klar til at gøre hvad som helst.

Det eneste jeg nok ikke gjorde helt som jordemoderen beordrede var altså at holde min mund lukket – man følte sig jo som sådan en rigtig urkvinde, når man sådan pressede igennem. Og selvom jeg måske forinden havde en forhåbning om at jeg var sådan en rolig type, der bare lukkede mig inde i mig selv, så var det altså ikke lige sådan virkeligheden så ud. For jeg skreg altså med hver gang der skulle presses – det lettede ligesom lidt for smerten. Den søde jordemoder forklarede ellers, at hvis jeg nu brugte kræfterne på at presse i stedet for at råbe, ville det blive meget mere effektivt. Det kunne jeg jo godt høre var meget fornuftigt – men lettere sagt end gjort. Det lykkedes dog på et eller andet tidspunkt at holde udbruddene inde og bruge kræfterne på at presse – og det viste sig jo at den kære jordemoder havde ret, for det blev altså pludselig lidt mere effektivt.

Da jeg kom op af vandet var vi ude i diverse underlige pressestillinger for at skubbe den der baby langt nok ned. Og igen makkede jeg ret til både liggende på siden, hivende i en stofklud og dyb siddende squat – meget grænseoverskridende (og åbenbart rimelig morsomt hvis du spørger Jonas), og så alligevel ikke da man først var igang. For det eneste jeg kunne fokusere på var at få den der baby ud, som vi nu havde ventet på så ualmindeligt længe. Efter hvad der føles som en evighed – men som reelt kun var ca 45 minutter siden jeg kom op af vandet begyndte der ligesom at være et barn på vej ud. Om jeg ville se hovedet i et spejl spurgte jordemoderen – ellers tak. Jeg kunne ligesom godt mærke meget tydeligt hvad der foregik.

Til sidst efter en masse presseri blev jeg bedt om at række armene frem og tage imod vores datter. Kl 21.46 lå Carla i armene på mig, og som alle andre nybagte forældre synes vi at vores nyfødte datter var det smukkeste og dejligste i hele verden.

img_3448-2

Det var en helt fantastisk oplevelse, og et smukt øjeblik, som jeg ville ønske man kunne få lov til at opleve igen. Tilgengæld nyder jeg nu tiden med vores dejlige Carla, som jeg elsker mere og mere for hver dag der går. Og nu sidder jeg og fælder en lille tåre, for det er altså det største at føde et barn og at få lov til at se sit barn udvikles dag for dag. Den der kærlighed vokser bare mere og mere hver eneste dag – uanset hvor hård en dag det har været. Og uanset hvor kliché og rørstrømsk det end lyder <3

30772239_10156300284024819_1055468077_o img_4673
Hvor er der bare sket utrolig meget siden d. 18. februar <3

 

   

6 kommentarer

  • Tina

    Hun er bare så dejlig en smuksak:-)
    Og sikke en god beretning, godt du kunne skrige lidt af smerterne ud:-)
    Rigtig god pinse til jer:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      Tusind tak – haha ja det er sjovt som det hjælper når der kommer lidt lyd på. Bare ærgeligt at det ikke er så effektivt 😉
      Rigtig god pinse til dig også <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold da op en smuk lille trold <3 og skønt du deler din fødselsoplevelse, det er spændende at læse med fra sidelinjen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • “It’s the end of the world as you know it” – på den mest fantastiske måde… det der med at få en baby.. og det er nemlig bare kæmpe stort… dejligt at du havde lyst til at dele din fødselsberetning. Jeg synes det er toppen at Jonas har overblik til lige at sørge for mad undervejs k forløbet – han har fanget at det er vigtigt at være godt forberedt og at det er vigtigt at være tanket op på energikontoen 😉 det er så skønt at følge jer… også med Carla edition ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Pilen

      Tak søde Jette <3 ja det er sgu vigtigt – og jeg var altså også ret glad for de der hjemmebagte sager i køletasken efter fødslen. Sådan en hjemmebagt chokoladebolle var altså et lidt større hit end det der triste toastbrød man får serveret 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Valnøddeboller med malt og surdej