Babybule uge 37 – en status på graviditeten


babybule

Dagen i dag siger uge 37 – det vil sige at der nu er 3 uger til termin, og til at vi skal møde vores lille pige. Sidst jeg skrev en opdatering her på bloggen, fortalte jeg lidt om min sygemelding og hvor langt vi var med indkøbene. Der er sket en del siden sidst, så jeg tænkte at det var på tide med en opdatering her en lille måneds tid inden termin.

Babybulen er vokset en del – men jeg synes egentlig det er gået lidt i stå med voksesværket de sidste par uger. Til gengæld kan jeg mærke at mini fylder en del mere inde i mavsen, og det begynder at føles som om mit maveskind er ved at sprække.

Jeg gik officielt på barsel i sidste uge, så selve sygemeldingen er slut. Med det in mente, så har jeg stadig en del smerter. Plukkeveerne tog rimeligt meget af i mængde og intensitet efter at jeg begyndte at gå hjemme – i hvert fald så det nu er i en mængde jeg vil betegne som værende normalt. Kroppen er sgu egentlig meget smart indrettet – sådan at sige fra når den bliver overbelastet. Især når man ikke er typen der altid er for god til at lytte til sin krop.

Smerterne omkring bækkenet har været vedvarende siden jeg blev sygemeldt, men det har formentlig været så overbelastet at der ikke er så meget at gøre. Og tyngden bliver jo ikke ligefrem mindre. Mit aktivitetsniveau er derfor begrænset ret så meget – derfor begynder jeg virkelig at glæde mig til ikke at være gravid længere og “få min krop igen”. Til gengæld får jeg svømmet nogle ture og nydt det varme vand i Grosserbadet her i Århus, og det er altså skønt. Det er bare befriende at bevæge sig i vand når man i forvejen føler sig lidt som en hval.

Så det der med at svømme og tage i varmtvandsbassin kan stærkt anbefales herfra – især hvis du er gravid.

Hvad med den der famøse babyliste – hvor langt er vi så med den?

Sidst jeg lavede en opdatering skrev jeg at vi ville købe resten til januarudsalget – og det gjorde vi så også. Vi endte i hvert fald med at fyre al vores løn af i starten af januar på de sidste babyting. Til gengæld har vi nu også alt vi skal bruge – eller det regner vi i hvert fald med. Vi vil hellere købe de sidste ting efter mini er født, hvis vi får brug for det.

Jeg føler mig faktisk lidt forvirret, for på den ene side gider jeg ikke at stå og mangle noget – men jeg gider heller ikke at købe alt muligt som vi ikke får brugt. Heldigvis tænker jeg at netshopping godt kunne blive brugt ret meget når først mini er kommet til verden. Så kan vi få leveret lige det vi mangler til døren.

Hospitalstasken – er den så pakket?

Ja og nej – alle tingene til mini er pakket, men ting til mig selv har jeg ikke pakket endnu. Primært fordi jeg jo render rundt i hyggetøj en del af tiden, og derfor ikke kan pakke det ned endnu. Det samme gør sig jo gældende for toiletsager. Så jeg satser på at vi ikke får travlt når vi skal afsted til hospitalet – ellers må jeg jo sætte Jonas igang med pakkeriet.

Og så er jeg så småt begyndt at fylde fryseren – både med lækre aftensmads-retter, men også med croissanter og kage til selvforkælelse og gæster, og  selvfølgelig lidt snacks til hospitalet.

Er der nogle der har nogle gode idéer til snacks til hospitalstasken? Har hørt at mange bager nogle pølsehorn, men jeg tænker at de måske godt kunne blive lidt kedelige eller tørre – hvad er jeres erfaringer?

gravid


6 Comments on Babybule uge 37 – en status på graviditeten

  1. Jette Gad
    31/01/2018 at 08:40 (7 år ago)

    Åh det er jo lige om hjørnet nu Camilla – det er så spændende… selvom det ikke lige er i snack kategorien vil jeg alligevel lige tippe om to ting jeg ikke ville have undværet i min hospitalstaske (og som jeg i øvrigt ret ofte bruger som barselsgave) – en god fugtighedscreme og ditto tørshampoo. Er spændt på næste update fra dig <3

    Svar
    • Pilen
      31/01/2018 at 12:41 (7 år ago)

      Tusind tak for tips søde Jette – det med tørshampoo havde jeg ikke tænkt på, men er sikker på at man bliver ret så glad for den. Så det er købt og pakket <3

      Svar
  2. Mathilde
    31/01/2018 at 17:39 (7 år ago)

    Ih hvor bliver det spændende! Jeg fødte selv på Skejby for to uger siden, og det var en fantastisk oplevelse.
    Jeg havde bagt pølsehorn til tasken, og med en klat ketchup i var de ikke tørre. Jeg havde også bagt pirogger med spinat og hytteost, og det var virkelig en succes – bagefter! Du kommer næppe til at have appetit under fødslen 😉 Men det gør din partner selvfølgelig måske.
    Vi har desuden virkelig haft STOR glæde af fryseretter, vi lavede inden fødslen, for der bliver ikke meget tid til madlavning i starten. Så brug endelig den sidste ventetid på at lave simremad som kødsovs, chili con carne osv! Det kommer du til at elske bagefter 😉

    Svar
    • Pilen
      01/02/2018 at 08:46 (7 år ago)

      Det er jeg glad for at høre – stort tillykke med jeres lille mini <3

      Det var også mere til Jonas jeg havde tænkt at bage noget spiseligt, så måske det ikke er en helt dårlig idé med de der pølsehorn med ketchup. Tusind tak for alle dine tips! 🙂

      Søde kram, Pilen <3

      Svar
  3. Mette
    03/02/2018 at 23:19 (7 år ago)

    Sikke et skønt billede af dig og din fine mave! Jeg bliver nødt til at dele at jeg var helt tosset med at blive fodret med mundrette stykker vandholdig frugt (vindrue, melon, appelsin) under det meste af fødslen. Gav hurtig energi. Jeg er typen der ikke kan overskue noget hvis jeg går sukkerkold så det var vigtigt at få lidt mad og drikke i ve-pauserne😊 Bagefter var det lækkert at spise en god sandwich. Pøj pøj!

    Svar
    • Pilen
      04/02/2018 at 15:01 (7 år ago)

      Tusind tak Mette <3 og tak for dit tip – jeg duer heller ikke til at gå sukekrkold, så det er da virkelig en god idé med noget frisk frugt. Tror i hvert fald at der skal en bøtte vindruer med 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *