Fastelavnsboller med vaniljecreme, remonce og chokoladeganache


fastelavnsboller

Klassiske fastelavnsboller med vaniljecreme, remonce og chokoladeganache – luftige og med rigeligt fyld. Og den tunge chokoladeganache på toppen gør dem absolut ikke dårligere. Hvis du er fan af de helt klassiske fastelavnsboller, så er det denne her opskrift du skal kaste dig ud i – de smager fantastisk, der er absolut ikke sparet på fyldet og fyldet render ikke ud. Hvilket altså er super vigtigt. Der er ikke noget værre end fastelavnsboller hvor man skal lede efter cremen.

Denne opskrift minder meget om de gammeldags fastelavnsboller som jeg allerede har på bloggen, men efter at have lavet en del af de klassiske fastelavnsboller er jeg nu nået frem til denne her fremgangsmåde som jeg synes sidder i skabet hver gang. Hvis du foretrækker glasuren på toppen kan du sagtens droppe chokoladeganachen – jeg er bare meget mere chokoladeglad end glasurglad. Men brug det du selv foretrækker.

Nu har jeg også fået lavet en video, hvor i kan se hvordan jeg laver fastelavnsbollerne – kig endelig med nedenfor hvis i vil se tips til hvordan man laver de her lækre klassiske fastelavnsboller uden at fyldet flyder ud <3

Er du en nougat-gris, så kig endelig forbi denne her udgave med både vaniljecreme, nougat, hasselnødder og chokoladeganache. Den er virkelig også skøn!

Rigtig god fornøjelse med bagningen og dejlig weekend til jer alle – søde kram, Pilen <3

fastelavnsboller med vaniljecreme

fastelavnsboller

Tip 1. Du skal ikke blive bekymret over at fyldet fylder meget når du placerer det på dejfirkanterne – hvis dejen ikke har fået for meget mel (og hvis bordet ikke er fyldt med masser af mel) kan den sagtens lukke tæt om alt fyldet. Det er det der gør fastelavnsbollerne så lækre!

Tip 2. Hvis du gerne vil køre den helt klassiske udgave kan du sagtens nøjes med vaniljecremen som fyld, og toppe med glasur.


INGREDIENSER (12 stk)

Vaniljecreme

3 æggeblommer
50 g sukker
25 g maizena
1 vaniljestang
3 dl sødmælk

Bolledej

20 g gær
1,5 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
½ tsk kardemomme
300-350 350-375 g hvedemel

Remonce

50 g marcipan
50 g sukker
50 g blødt smør

Chokoladeganache

75 g mørk chokolade (ca 60%)
75 g piskefløde
15 g glukosesirup

FREMGANGSMÅDE

Vaniljecreme

Start med vaniljecremen så den kan nå at køle af.
Varm mælk og vaniljekorn og vaniljestangen op i en gryde til lige før kogepunktet.
Pisk sukker, æggeblommer og maizena i en skål.
Fisk vaniljestangen op af gryden og hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen mens der piskes. Når alt mælken er tilsæt hældes det hele tilbage i gryden og det varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre indtil cremen tykner. Lad cremen koge igennem et par minutter.
Tag cremen af varmen og hæld den i en flad skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl mens du laver fastelavnsbollerne.

Bolledej

Varm mælken så den er lillefingervarm, og rør gæren ud i.
Tilsæt de første 200 g hvedemel, og rør det sammen.Tilsæt herefter blødt smør, æg, sukker, salt og kardemomme og rør det hurtigt sammen.

Tilsæt nu lidt efter lidt resten af melet imens der æltes – det er ikke sikkert at alt melet skal bruges. Dejen skal være klistret, men så den lige akkurat slipper skålens sider eller dine hænder.
Lad dejen hæve i 45 min – 1 time, til dobbelt størrelse.

Remonce

Lav remoncen ved at ælte marcipan og sukker godt sammen.
Tilsæt nu smørret og ælt det sammen til massen er ensartet.

Samling og bagning

Rul dejen ud til et rektangel på ca 30*40 cm og skær dejen i 12 kvadrater – pas på ikke at bruge for meget mel her, da det ellers vil gøre det sværere at lukke fastelavnsbollerne. Fyld 1 spsk vaniljecreme og 1 tsk remonce på midten af hvert dejstykke. Luk først de 4 hjørner og saml derefter alle hullerne på bunden og sørg for at dejen er klistret nok til at det lukker helt tæt.  Placer bollerne på to bageplader med bagepapir med lukningen ned af. Lad bollerne efterhæve i ca 45 min.
Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem 13-15 min ved 200 grader alm ovn. Hold øje med dem – de skal blive let gyldne. Køl dem helt af inden de pyntes.

Chokoladeganache

Hak chokoladen groft og smelt chokoladen over vandbad eller i mikroovnen. Varm fløde og glukosesirup op til lige under kogepunktet og hæld det over chokoladeblandingen. Rør fra midten af skålen med en dejskraber med små hurtige bevægelser til blandingen samler sig til en blank ganache. Du kan evt stille ganachen på køl i 20-30 min, hvor du rører i den hvert 5. minut – så vil den tykne og være lettere at putte på fastelavnsbollerne.

Pynt bollerne med chokoladeganache og lidt finthakkede pistaciekerner.

klassiske fastelavnsboller


14 Comments on Fastelavnsboller med vaniljecreme, remonce og chokoladeganache

  1. Maya
    08/02/2018 at 23:26 (6 år ago)

    Hej, tak for opskrift, den vil jeg afprøve. Hvordan opbevares de bedst? Forestiller mig, at de bliver tørre i køleskabet.

    Svar
    • Pilen
      09/02/2018 at 09:25 (6 år ago)

      De opbevares helst ved stuetemperatur – er allerbedst nybagte, men kan også sagtens nydes dagen efter 🙂 <3

      Svar
  2. Louise Hartvigsen
    28/02/2019 at 16:42 (5 år ago)

    Kan man lave det hele klar dagen før og så fryse den ned?
    Så man kan bage dem når de skal bruges?
    Tænker max 1-2 dage i fryseren?

    Svar
    • pilenskoekken90
      01/03/2019 at 13:11 (5 år ago)

      Det er jeg faktisk i tvivl om – jeg har ikke prøvet det. Tænker i hvert fald at de i så fald skal efterhæve en del, for at gæren igen bliver aktiveret 🙂

      Svar
  3. Rikke
    08/01/2020 at 19:13 (4 år ago)

    Kan man koldhæve dejen?

    Svar
    • pilenskoekken90
      10/01/2020 at 08:58 (4 år ago)

      Det tror jeg godt du kan – men så ville jeg nok skære lidt ned på gærmængden 🙂

      Svar
  4. Cecilie
    19/01/2020 at 17:32 (4 år ago)

    Hej 🙂
    Sikke en god opskrift – for første gang nogensinde holdte alt cremen sig inde i bollen. Til gengæld “forsvandt” det ud i bolledejen, og lå ikke samlet, som den gør på dine billeder. Har du en ide om, hvad jeg har gjort galt?

    Svar
    • pilenskoekken90
      30/01/2020 at 15:56 (4 år ago)

      hvor er det dejligt at høre!! 🙂

      Svar
    • pilenskoekken90
      30/01/2020 at 15:58 (4 år ago)

      Hej Cecilie. Hvor dejligt at høre! Måske cremen ikke har kølet nok af inden den proppes i bollerne. Hvis cremen stadig er lun kan den godt blive så varm at den forsvinder ind i bollen. Håber det er til hjælp til næste gang <3

      Svar
  5. Søs
    29/02/2020 at 11:11 (4 år ago)

    Jeg kan ikke tåle komælk og har lavet disse, hvor jeg byttede sødmælken ud med vegansk piskefløde. DET ER DE BEDSTE FASTELAVNSBOLLER JEG NOGENSINDE HAR FÅET!!! Mine venner og kollegaer var også yderst tilfredse (: i går brugte jeg vaniljecreme som base for cremen til jordbærtærte og det var igen en KÆMPE succes – tak tak tak tak (:

    Svar
    • pilenskoekken90
      09/03/2020 at 19:04 (4 år ago)

      hvor er det dejligt at høre – tusind tak for feedback <3

      Svar

3Pingbacks & Trackbacks on Fastelavnsboller med vaniljecreme, remonce og chokoladeganache

  1. […] og sørg for at dejen er klistret nok til at det lukker helt tæt. Rul bollerne runde (se evt videoen her, hvor i kan se hvordan jeg lukker fastelavnsbollerne) Placer bollerne på to bageplader med […]

  2. […] seriøst fastelavnsboller i alle mulige afskygninger, men allerhelst de klassiske af slagsen som de helt gammeldags fyldt med creme og remonce – eller som disse wienerdejs fastelavnsboller med marcipan, hindbær og konditorcreme. Nøj […]

  3. […] jeg så har tilsat mere smør og sukker. Derudover har jeg fyldt dem med creme efter opskrift fra Pilens Køkken. De var nemme at lave, fyldet flød kun lidt ud i én af dem og så blev de lynhurtigt spist […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *