Lakrids parfait med bagte rabarber


lakrids parfait
Lakrids parfait med bagte rabarber – en virkelig simpel, men helt og aldeles lækker isdessert, som ikke kræver en ismaskine.

Så får i altså endnu en isdessert – og endnu en der ikke kræver ismaskine. Jeg er virkelig glad for min ismaskine, men jeg synes virkelig også at det er lækkert at kunne lave en hurtig og lækker is som fx en parfait.

Denne gang er det en virkelig cremet og lækker lakridsparfait med lidt citron, som serveres sammen med bagte rabarber. Super simpelt, og en dessert der både imponerer på smag og udseende. Desserten er inspireret af en dessert vi har stående i Summerbird (som jeg i øvrigt arbejder for, hvis man skulle være i tvivl) butikkerne lige nu, som også kombinerer rabarber og lakrids.

Jeg har brugt intet mindre end tre forskellige slags lakrids i isen, men det er simpelthen fordi jeg er meget lakridsglad, og jeg synes at det giver den allerbedste smag. Det fine lakridspulver giver en sød og mild lakridssmag sammen med siruppen der er mere intens i det. Og så har jeg valgt at proppe lidt lakridsgranulat i også både fordi det giver en mere skarp lakridssmag og lidt knas.
Du kan sagtens undlade en af varianterne (helst siruppen) eller skrue lidt op eller ned for det ene eller det andet. Det kommer helt an på hvor lakridsglad du er. Men hvis du gerne vil have en is der smager lidt mere kraftigt af lakrids, så vil jeg anbefale som minimum at bruge fint lakridspulver og lakridsgranulat (som jo også pynter på desserten).

Nå, det blev til en lidt lang snak omkring lakrids – men er du vild med lakrids, så er jeg sikker på at desserten her også vil falde i din smag.

Søde kram, Pilen <3

lakridsis
bagte rabarber

Tip 1. Der bliver lidt for meget ismasse i forhold til silikoneforme, men det fryses bare i en bøtte ved siden, og så har man jo heldigvis en lækker is i fryseren til når istrangen melder sig.

Tip 2. Du får en del rabarbersirup til overs fra de bagte rabarber – siruppen kan bruges som en lækker rabarbersaft eller du kan fx bruge den til en lækker rabarbermousse.

Lakrids parfait
5 æggeblommer
125 g rørsukker
20 g sød lakridssirup (jeg bruger den fra Johan Bülow)
16 g fint lakridspulver – ca 2 spsk (jeg bruger fint lakridspulver fra Johan Bülow)
saft af 2 citroner
4 dl piskefløde
3 g lakridsgranulat, RAW liquorice powder (også fra Johan Bülow) – ca 2/3 tsk

Bagte rabarber
400 g rabarber (vægt efter de er renset og skåret i stykker)
180 g sukker
1/2 dl vand
korn af 1/2 vaniljestang + den tomme halve vaniljestang
evt et nip rålakrids

FREMGANGSMÅDE

Lakridsparfait
Pisk æggeblommer, sukker, lakridssirup, og fint lakridspulver til en lys og luftig æggesnaps – det tager ca 5 min. Tilsæt citronsaft og pisk yderligere til æggesnapsen bliver lys, luftig og tyk i konsistensen.

Pisk fløden til let flødeskum. Det skal danne bløde og faste toppe, men må ikke være helt stift. Vend flødeskummet i æggesnapsen af 3 omgange uden at slå luften ud af blandingen. Vend til sidst forsigtigt rålakridsen i ismassen.

Hæld ismassen i en sprøjtepose og klip et stort hul. Fyld ismassen i 8 globeformede silikoneforme. Prop resten af ismassen i en bøtte. Stil både bøtten og silikoneformen i fryseren i minimum 8 timer – og gerne natten over.

Bagte rabarber

Skær rabarberne i aflange stykker af ca 3-4 cm. Fordel rabarberne i et ildfast fad og vend dem sammen med sukker, vand og vaniljekorn (+ evt lidt rålakrids) – læg også den tomme vaniljestang i fadet. Bag rabarberne ved 180 grader traditionel ovn i 15-20 min (alt efter hvor bløde du foretrækker dem). Vend det hele godt rundt efter 10 min, så alle rabarberne er vendt i sukkerlagen.

Lad de bagte rabarber køle af og kom den i en bøtte sammen med sukkerlagen. Lad det blive helt koldt i køleskabet.

Anretning
Anret ca 10-12 rabarberstængler på en lille tallerken (sørg for lige at dryppe dem en smule af så du ikke får alt for meget væske på tallerkenen).

Befri dine isbomber fra silikoneformen og placer den forsigtigt på midten af tallerkenen, så den er omringet af rabarberstængler. Drys med lidt ekstra rålakrids og pynt med røde skovsyreblade.

lakrids is


2 Comments on Lakrids parfait med bagte rabarber

  1. Annette
    13/05/2021 at 12:17 (3 år ago)

    Kan man lave denne i ismaskine?

    Svar
    • pilenskoekken90
      19/05/2021 at 17:27 (3 år ago)

      Nej det fungerer ikke så godt at lave parfait på ismaskine hvis du spørger mig. Til gengæld har jeg en anden virkelig lækker opskrift på en lakrids-karamel is til ismaskine. den findes allerede på bloggen <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *