Ingefærkage er en rigtig julekage med masser af varme krydderier der indbyder til kalenderlys og julehygge. Her har kagen dog fået et lille twist af lakrids. Den er ikke gennemtrængende, men man kan lige smage den. Og det er altså kræs for en lakridselsker som mig.
Kagen toppes med en frisk og syrlig appelsinglasur og ekstra revet appelsinskal. Det er en lækker kage der helst skal serveres til en kop kaffe eller te mens man lytter til lidt julemusik og har en skål pebernødder stående ved siden af. Så er der altså dømt julestemning.
Kagen er virkelig nem at lave, og hvis du vil tage den med til kollegaer på arbejdet fordobler du bare opskriften og bager den i en lille bradepande.
Ingredienser (18-20 cm springform)
Kage:
2 æg
50 g rørsukker
50 g brun farin
100 g. smør
50 g. mandler
80 g. Hvedemel
1 stor spsk sød lakridssirup (Sweet Liquorice Syrup fra Johan Bülow)
1,5 tsk fint lakridspulver (Fine Liquorice Powder fra Johan Bülow)
1 tsk kanel
½ tsk stødt ingefær
½ tsk bagepulver
Glasur:
Friskpresset appelsinsaft
Flormelis
Appelsinskal
Fremgangsmåde:
- Start med at blende mandlerne helt fint, så de bliver til mandelmel.
- Smelt smørret i en gryde til det kun lige er smeltet.
- Pisk æg, rørsukker, brun farin og lakridssirup til det bliver luftigt.
- Tilsæt det smeltede smør imens du pisker.
- Vend mandelmel, kanel, stødt ingefær, lakridspulver og bagepulver i dejen, så der ikke er nogen klumper.
- Sigt til sidst hvedemelet og vend det i dejen til dejen er jævn.
- Beklæd bunden af en 20 cm springform, og smør siderne med lidt smør. Fordel dejen i springformen.
- Bag kagen i 22-25 min ved 180 grader. Tjek med en pind at der ikke hænger dej fast når du stikker den i kagen.
- Lad kagen køle af. Lav imens glasuren ved at blande flormelis og appelsinsaft til det får en ret tyk konsistens. Fordel glasuren ud over den afkølede kage ved at hælde den ud over midten og lad den flyde lidt ned af siderne.
- Riv lidt appelsinskal ud over kagen inden servering.