Det skal ikke være nogen hemmelighed at størstedelen af min pose er fyldt med lakridsfudge når jeg købet bland selv slik. Jeg har altså virkelig en svaghed for den bløde lakridskaramel. Man kan dog nogle gange opleve at de købte er tørre og hårde, så hvorfor ikke begive sig ud i en hjemmelavet udgave? De her hjemmelavede lakridsfudge kan slet ikke sammenlignes med den købte udgave – de er bløde, de smelter på tungen, og så kan man tilpasse mængden af lakrids lige som man selv ønsker.
Fudge er en karamel bestående af kondenseret mælk, smør og sukker, og det der gør den speciel i forhold til andre karameller er den meget bløde konsistens der nærmest smelter på tungen. Det skyldes at karamellen skal igennem en helt speciel process når den er kogt for at formindske sukkerkrystallerne. Man pisker karamellen efter den er kogt indtil den køler og får en fast konsistens. Dette gør den helt cremet og man får derved formindsket sukkerkrystallerne, så den får en blød konsistens.
Der er mange meninger om hvor varm karamellen skal koges og hvor længe man skal piske massen efterfølgende. Jeg har eksperimenteret lidt med temperaturerne og tiden den skal piskes, og ved at følge denne her opskrift får man en fudge der er forholdsvis fast i konsistensen, men stadig smelter på tungen. Hvis man koger den til en lavere temperatur vil man få en meget blødere fudge. Men jeg kan altså godt lide at der er lidt at bide i.
Opskriften kræver et sukkertermometer, da temperaturen har afgørende betydning for konsistensen. Men hvis du har planer om at lave andre slags karameller, flødeboller eller bare føler dig ualmindelig fristet af denne her lakridsfudge, så er det alle pengene værd. Man kan faktisk også købe et billigt sukkertermometer i Søstrene Grene, som fungerer helt udemærket!
Hjemmelavet lakridsfudge er et rigtigt hyggeprojekt, men det er en ret stor portion. Så der er rigeligt til at man også kan lave nogle små poser med fudge og forære som en spiselig gave. Jeg kan garantere at det vil vække begejstring hos dem der modtager sådan en gave.
De har vakt stor begejstring hos dem jeg har serveret dem for, og der var endda nogle der mente at det var noget af det bedste jeg havde lavet. Det må betyde at jeg hellere må lave endnu en portion inden jul.
Ingredienser (70-80 stk)
1 dåse kondenseret mælk (ca 400 g)
450 g rørsukker
1,5 dl sødmælk
110 g smør
2 store spsk Salty Lakridssirup fra Johan Bülow
1,5-2 tsk Raw Liquorice Powder fra Johan Bülow
Fremgangsmåde
- Hæld kondenseret mælk, rørsukker, smør og sødmælk i en stor gryde og rør dem sammen mens det hele varmes op. fortsæt med at røre imens alle ingredienserne smelter sammen.
- Når massen koger tilsættes lakridssirup, og det koges fortsat i 15-20 min indtil massen er nået en temperatur på 120 grader. Rør i massen med jævne mellemrum.
- Når karamellen er kogt færdig tages gryden med det samme af varmen, så karamellen ikke bliver varmere, og karamellen hældes i en skål der kan tåle den høje temperatur (evt en metalskål).
- Lad karamellen stå i skålen 2-3 min og køle en smule. Tilsæt herefter lakridspulver og pisk karamellen i ca 12-15 min indtil den bliver fast i konsistensen. Dette er nemmest hvis man har en røremaskine, eller en håndmixer.
- Når massen har fået en ret stiv konsistens kan du evt lige smage til med lakridspulver og se om du synes den skal have mere.
- Når karamellen er pisket færdigt skal det gå lidt tjept, da den hurtigt sætter sig. Hæld massen i et fad beklædt med bagepapir og glat den ud. Den skal være 1-1,5 cm høj.
- Lad fudgen køle af i køleskabet 3-4 timer, hvorefter den skæres ud i tern. Opbevar dem på glas eller pak dem i små poser – gerne i køleskab.
Michael Williams
31/07/2016 at 03:29 (9 år ago)Damn – den er go’
Jeg havde ikke den specifikke lakrids som du har angivet – og som du sikkert får indtægt for – men sølle erstatninger fra Harrods fungerer heldigvis glimrende – samme vanedannende egenskab – samme “no return” til kommercielt fremstillede produkter 🙂
Pilenskoekken
31/07/2016 at 09:55 (9 år ago)Hej Michael 🙂 Hvor dejligt at høre at det også virkede med en anden lakrids. Grundopskriften er jo rimelig ligetil, og så kan man jo selv tilpasse lakridsmængde og type som man har lyst 🙂
Mange Hilsner
Camilla