Julebrownie med kanel, valnødder & kirsebær

Bløde flødekarameller med et pift af havsalt

IMG_3628De er bløde, chewy, smelter på tungen og så smager de bare af mere. Ja det er karameller jeg snakker om – jeg ved ikke med jer, men jeg har altså lidt svært ved at stoppe når jeg først er gået igang. Og jeg må da også indrømme at indpakningen efterfølgende gav lidt mavepine, da jeg formåede at guffe en del i mig undervejs.

Det er næsten blevet en tradition at jeg hvert år op til jul koger karameller – det er altså blevet en del af den traditionelle juleslikskål. Og selvom jeg er ret så vild med marcipan, er det nu også meget rart med noget andet til en afveksling.
Det her er en virkelig simpel og traditionel opskrift på flødekarameller, som ikke kræver en masse ingredienser. Det er dog nemmest hvis man har et sukkertermometer (hvilket man lige nu kan få billigt i Søstrene Grene). Men man kan altså også begive sig ud i projektet uden – det kræver bare lidt mere opmærksomhed.

Karamellerne er ret klistrede når de er færdige, så det kan anbefales at pakke dem ind hver for sig. Det kan man enten gøre med noget bestemt cellofan som er beregnet til karameller, ellers kan man bruge madpakkepapir som man klipper ud i mindre stykker. Der er altså også noget hyggeligt over de små indpakkede karameller, og de gør sig rigtig godt som en lille spiselig værtindegave.

Det lyder måske lidt besværligt at lave sine egne karameller, men jeg lover at du ikke vil fortryde det. De smager himmelsk, og så er det jo også lidt blæret at give hjemmelavede karameller som en lille gave. Så kast dig bare ud i projektet – og skriv endelig hvis du har nogle spørgsmål til opskriften.

IMG_3622

Ingredienser (60-70 stk)

5 dl piskefløde
250 g rørsukker
125 g glukosesirup
1-1,5 tsk havsalt + ekstra til drys (gerne en god flagesalt)

Fremgangsmåde

  1. Mål alle ingredienserne (pånær havsalt) af i en stor tykbundet gryde, og varm dem op under medium varme. Husk at røre i massen indtil den koger, så der ikke er noget der brænder fast i bunden.
  2. Når massen koger skal der måske skrues en lille smule ned så det ikke koger over. Men det er vigtigt at massen koger hele tiden.
  3. Hav et sukkertermometer i massen, så du kan holde øje med temperaturen, og rør i karamelmassen engang imellem. Karamellen er færdig når den slipper bunden af gryden og når en temperatur på 122-124 grader.
  4. Når karamellen er kogt færdig tilsættes 1-1,5 tsk havsalt (alt efter hvor vild du er med saltsmagen) og der røres godt rundt.
  5. Karamellen hældes i et fad der er beklædt med bagepapir og smurt med lidt smagsneutral olie. Den skal have en højde på maks 1 cm.
  6. Drys forsigtigt lidt ekstra havsalt ud over karamellen, så den bliver fin at se på.
  7. Lad karamellen køle af i køleskabet i 3-4 timer.
  8. Lad karamellen stå ved stuetemperatur i ca 30 min så den ikke er stenhård. Tag en ren saks og klip forsigtigt karamellen ud i små firkanter eller rektangler, og pak dem ind i cellofan eller madpakkepapir.

Tip! Hvis du ikke har et sukkertermometer skal massen koge 25-40 min. Du kan lave en test ved at tage lidt karamel på en teske, og holde den under den kolde hane. Hvis karamellen stivner men stadig har en blød konsistens og kan rulles til en kugle er den færdig. Hvis den ikke er færdig prøver du igen efter et par minutter. Lad endelig ikke karamellen koge for længe, da den så vil blive stenhård.

IMG_3678

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julebrownie med kanel, valnødder & kirsebær