Scones med lemoncurd og flødeskum – en engelsk klassiker til eftermiddagsteen. Og en virkelig lækker en af slagsen! Disse scones har en virkelig skøn konsistens, og smager fantastisk med den syrlige lemoncurd og den bløde flødeskum.
Disse scones er virkelig lette at lave, og så smager de bare SÅ godt sammen med den friske lemoncurd og flødeskum. Scones tager ikke lang tid at lave, så der er ikke langt fra tanke til at du kan nyde lækre friskbagte scones til eftermiddagskaffen – eller teen.
Hemmeligheden bag de lækre scones er at rulle og folde dejen ligesom med en wienerdej. Noget jeg har set hos Claus Meyer og hans opskrift på scones. Jeg har testet både med og uden foldningerne, og det giver en meget bedre konsistens når man ruller og folder dejen. Så brug lige de ekstra 5-10 minutter på foldningerne, da det kan smages i det endelige resultat.
Jeg serverer mine scones med lemoncurd og flødeskum – lemoncurd kan du selv lave efter denne opskrift. Eller du kan købe en god lemoncurd. Begge dele fungerer, og det er altså helt okay at nuppe den købte variant, hvis der hurtigt skal være scones på bordet. Alternativt kan en god marmelade altså også gøre det – men gerne en lidt frisk og syrlig en af slagsen.
Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3
Scones med lemoncurd og flødeskum
Ingredienser
Scones
- 160 g iskoldt smør i tern
- 450 g hvedemel (gerne koldt hvedemel der har været på frys i 20-30 min inden bagning)
- 80 g flormelis
- 4 tsk bagepulver (18 g)
- 4 g salt
- 250 g kærnemælk
- 100 g piskefløde
Tilbehør
- lemoncurd (købt eller hjemmelavet)
- flødeskum (pisket luftigt og nogenlunde fast)
Sådan gør du
Scones
- Bland hvedemel, flormelis, salt og bagepulver i en stor skål.
- Tilsæt smørret og smuldr det sammen med melblandingen til konsistens som groftrevet parmesan. Der må godt være lidt mindre stykker smør i dejen, men ikke alt for store klumper.
- Tilsæt kærnemælk og piskefløde og saml dejen kort med hænderne. det gør ikke noget at dejen er lidt klistret.Drys en bordplade med mel og rul dejen ud til ca 1 cm tykkelse på bordpladen og fold den over sig selv, så du har 3 lag (samme metode som når man laver wienerdej).
- Gentag udrulning og foldning 2 gange mere. Drys med lidt mel undervejs så dejen ikke klistrer fast til bordet. Sørg for at dejen fortsat er kold og at du kun arbejder nænsomt med dejen.
- Rul dejen ud til ca 1,5 cm tykkelse. Stik runde scones ud med en 6-7 cm rund udstikker.
- Bag dine scones i 10-12 minutter ved 200 grader varmluft.
- Lad dine scones køle af inden de fyldes med lemoncurd og flødeskum.
Marianne
06/07/2021 at 08:05 (3 år ago)Skal de pensles inden bagning, jeg synes ikke de tager farve overhovedet, men der står ikke noget om at de skal pensles i opskriften
Miriam
03/11/2022 at 07:29 (2 år ago)Hvor mange scones giver denne opskrift? 🙂