Hjemmelavede Ferrero Rocher

Jule Scones med appelsin og valnødder

IMG_5007

Mmmmmh en skøn duft der spreder sig i køkkenet når disse nybagte jule scones tages ud af ovnen. De har en skøn smag af julekrydderier og appelsin og et lækkert crunch fra valnødderne der gemmer sig i den lune bolle. De skal helst nydes med tandsmør og eventuelt en klat god marmelade. Og så en kop kaffe eller te ved siden af.

Hvis du ikke har de vilde planer på søndag når det sidste lys i adventskransen skal tændes, så foreslår jeg at du står op og bager en gang scones til en sød julemorgenmad. De smager helt fantastisk, og hvilken bedre måde at starte dagen end med nybagte scones og kaffe. Ellers kan de også sagtens nydes med en gang gløgg om eftermiddagen, mens der lyttes til julemusik og hygges derhjemme.

Scones tager ingen tid at lave, da de ikke skal hæve. De skal bare røres sammen, bages og spises – det er vist lige til at overskue. Især den sidste del.

IMG_4990

Ingredienser (10-12 stk)

400 g hvedemel
4 tsk bagepulver
2,5 spsk sukker
1 nip salt
3 tsk kanel
1 tsk kardemomme
1/2 tsk stødt nellike
1/2 tsk stødt ingefær
120 g smør
2 dl kærnemælk
1/2 dl piskefløde (kan erstattes af ekstra kærnemælk)
Saft og skal fra 1 øko appelsin
75 g grofthakkede valnødder

Fremgangsmåde

Bland alle de tørre ingredienser (inklusiv valnødder) i en skål, og rør det sammen så krydderier og bagepulver er fordelt rundt i melet. Smuldr nu smørret ud i melblandingen, så den bliver fint fordelt.

Tilsæt alle de våde ingredienser samt appelsinskal, og saml dejen hurtigt uden at den bliver æltet for meget igennem.

Rul dejen ud på et meldrysset bord i ca 1-1,5 cm højde. Brug en udstikker eller et glas (6-8 cm i diameter) til at trykke scones ud af dejen. Når der ikke er plads til flere samler du igen dejen, ruller den ud og gentager med at stikke scones ud. Dette fortsættes til al dejen er brugt.

Fordel de runde scones på en bageplade med bagepapir, pensl dem med æg eller mælk, og bag dem ved 200 grader alm ovn i 12-16 min til de er gyldne på overfladen.

Nydes helst lune med masser af smør.

Tip! De kan fryses ned imens de stadig er lune. Så er der friskbagte scones til en morgen, hvor der er knap så god tid.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavede Ferrero Rocher