Kardemommesnurrer – de bedste bløde kardemommesnurrer med marcipan


kardemommesnurrer

Disse kardemommesnurrer er seriøst gode – en lækker og smørblød dej fyldt med remonce af marcipan, sukker, smør og knuste kardemommefrø. Som der i øvrigt også er i dejen. For knuste kardemommefrø må man altså ikke gå ned på, når der skal bages kardemommesnurrer!

I går fik jeg en ustyrlig trang til at bage og spise kardemommesnurrer – måske fordi jeg gang på gang bliver bombarderet med billeder af kardemommesnurrer fra Juno bageriet som jeg følger på instagram. I hvert fald besluttede jeg mig for at det lige var et projekt jeg kunne klare henover aftensmad og putning – og jeg siger jer at det var det hele værd. Hurra for spontan-bagning en tirsdag aften.

Hvis du ikke kender kardemommesnurren, så er det nok fordi den er lidt overset i forhold til den populære kanelsnurre. Hvilket egentlig er lidt synd, for kardemommesnurren er simpelthen så lækker – hvis altså man er vild med kardemomme. Og det er jeg altså i stor stil – så i denne variant er der både kardemomme i dejen, i remoncen og lidt ekstra på toppen. Jeg var bange for om det ville blive for meget, men det er det absolut ikke. De blev lige som jeg havde håbet. Og eftersom at Jonas spiste 3 styk på mindre end 10 minutter, så blev de vidst også mere end godkendt af ham. Om der er andre der får lov at smage tvivler jeg på – for de forsvinder altså virkelig hurtigt herhjemme.

Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3

Hvis du er vild med snurrer så har jeg også en lækker opskrift på kanelsnurrer her og en frisk variant på snurrer med citron og birkes her.

OBS – opskriften på fyldet er ændret end smule siden udgivelsen, da nogle af jer oplevede at fyldet flød meget ud. Derfor har jeg efterfølgende bagt dem igen, hvor mængden af remoncen er lidt mindre og der er tilsat 1 tsk hvedemel til fyldet – det gør at knap så meget fyld ryger ud. Man kan ikke undgå helt at noget remonce vil flyde en smule, men det hele skal selvfølgelig ikke ryge ud. Du kan desuden piske remoncen igennem med en elpisker for at sikre at der ikke er små lommer af smør, som får remoncen til at smelte ud.

kardemommesnurrer kardemommesnurrer


Du skal bruge knuste kardemommefrø til opskriften – her kan du både bruge frøene fra hele kardemommekapsler hvor du befrier dem fra kapslerne og støder dem i en morter. Det nemmeste er dog at købe hele kardemommefrø uden kapsler (fx fra Santa Maria) og støde dem selv i en morter. Stødt kardemomme duer ikke til opskriften her da det slet ikke giver den samme intense kardemommesmag.

INGREDIENSER (18 stk)

Gærdej
30 g gær
3 dl sødmælk
2 spsk sukker
1 æg
600 g hvedemel
1/2 tsk salt
1,5 tsk knuste kardemommefrø
100 g blødt smør

Fyld
1 spsk knuste kardemommefrø (10 g)
100 g marcipan
175 g sukker
175 g blødt smør
1 tsk hvedemel

1 æg + et nip salt + 1 tsk koldt vand til pensling
Perlesukker
knuste kardemommefrø

Sukkerlage
50 g vand
35 g sukker

FREMGANGSMÅDE

Varm sødmælken i en gryde til den er lillefingervarm. Rør gær og sukker ud i mælken til gæret er opløst og tilsæt ægget. Hæld hvedemel, kardemomme og salt i skålen og ælt dejen kort sammen. Tilsæt det bløde smør og ælt dejen ved medium hastighed i ca 5 min til den er blank og skinnende. Lad dejen hæve tildækket ved stuetemperatur i ca 1 time.

Hæld dejen ud på en meldrysset bordplade og slå den sammen. Rul dejen ud til at stort rektangel på ca 35*60 cm. Ælt marcipan, knuste kardemommefrø og sukker godt sammen. Tilsæt smør og ælt det sammen til en ensartet blanding – pisk evt remoncen igennem emd en elpisker for at undgå klumper i remoncen. Smør remoncen ud på dejen – sørg for at det er fordelt på hele dejen og kommer ud til kanterne.

Fold dejen ind over sig selv på det lange led så du nu har 3 lag og et rektangel på ca 35*20 cm. Rul dejen lidt tyndere så du har et kvadrat på ca 35*30 cm. Skær nu tynde strimler af dejen på det korte led (så strimlerne er 30 cm lange) – de skal være 1,5-2 cm brede. Sno snurrerne ved først at strække din dejstrimmel en smule. Tag herefter fat i din dejstrimmel og sno den to gange omkring din pegefinger og langemand – før herefter strimlen henover snurren og fæstn den under bunden (Se evt med under højdepunkter på min story på instagram, hvor jeg viser hvordan jeg snurrer kardemommesnurrerne).

Placer dine snurrer på to bageplader med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket med et viskestykke i ca 45 min.Pisk æg, salt og vand sammen og pensl dine kardemommesnurrer. Drys med lidt perlesukker og ekstra knuste kardemommefrø på toppen.Bag dine snurrerne (en plade af gangen) ved 210 grader traditionel ovn i 12-13 minutter, til de er gyldne og hævet flot op.

Giv vand og sukker et opkog og lad det småkoge i 2 minutter. Pensl de friskbagte kardemommesnurrer med sukkerlagen og lad dem køle lidt af inden de nydes.

kardemommesnurrer


17 Comments on Kardemommesnurrer – de bedste bløde kardemommesnurrer med marcipan

  1. Maya
    10/10/2018 at 13:02 (6 år ago)

    Mmmm dem må jeg bage. Hvilken hvedemel bruger du?

    Svar
    • pilenskoekken90
      12/10/2018 at 05:33 (6 år ago)

      Gør det – de er SÅ gode <3 Bruger Finax økologisk hvedemel <3

      Svar
  2. Stine
    11/10/2018 at 15:06 (6 år ago)

    Hej 🙂 De lyder for lækre. Jeg kan dog ikke se hele teksten i opskriften. Der mangler tekst i højre side. Jeg har prøvet i både Chrome og Explorer.

    Svar
    • pilenskoekken90
      12/10/2018 at 05:32 (6 år ago)

      Hej Stine – det skulle gerne være fikset nu. Min wordpress driller lidt, men håber det virker hos dig nu <3 søde hilsner, Camilla

      Svar
  3. Maya
    15/10/2018 at 13:03 (6 år ago)

    Woaw hele mit køkken dufter af kardemomme.
    Men store dele af fyldet er desværre på bagepladen, hvordan undgår jeg, at den lækre remonce flyder sådan ud. Dejen er også knækket, men det må næsten være overhævning her i den varme lejlighed, måske det bare ikke er så godt at bage denne skønne brødkage i varmt vejr.

    Svar
    • pilenskoekken90
      15/10/2018 at 13:11 (6 år ago)

      Hvis smørret ikke er æltet ordentligt ind i marcipanmassen kan der komme små lommer af smør, som gør at fyldet flyder ud. Måske det er pga dette? Man kan ikke undgå at en lille mule flyder ud, når man kommer så store mængder i. Håber at de alligevel blev lækre <3 🙂

      Svar
  4. Camille
    20/10/2018 at 09:25 (6 år ago)

    Det DUFTER i hele hytten! Smagen er der, til trods for at meget af fyldet er flydt ud. Tror måske det har noget med hvor stramt snoningerne/snurrerne er lavet.

    Øvelse, øvelse oooog….øvelse

    Svar
    • pilenskoekken90
      21/10/2018 at 05:49 (6 år ago)

      Det kan både have noget at gøre med hvor stramt de er snoet og om der har været små klumper af smør – de vil nemlig smelte hurtigere og få remoncen til at flyde lidt. Det er næsten umuligt at undgå at lidt af fyldet ikke flyder ud – men jeg håber at de smagte dejligt <3

      Svar
  5. Selma
    25/10/2018 at 18:27 (6 år ago)

    Jeg bagte dine kardemomme snurrer forleden med stor succes!
    Er det muligt at koldhæve dem så de kan være klar til fødselsdagsmorgenmad uden at man skal stå for tidligt op? og har du nogen gode tricks til hvordan man gør?

    Tusinde tak for en fed blog med fantastiske opskrifter!

    Svar
    • pilenskoekken90
      26/10/2018 at 17:30 (6 år ago)

      Kære Selma. Det er jeg glad for at høre! Det kan du sagtens – jeg vil nok skære gærmængden ned til 10 g. og så lade dem hæve ved stuetemperatur om morgenen inden de bages. Det kommer lidt an på temperaturen i rummet, men jeg vil gætte på at omkring 1,5 time vil kunne gøre det. Men hold øje med dem og tjek at de ikke er kolde længere og at de begynder at hæve inden de kommes i ovnen 🙂

      Svar
  6. Mette
    29/10/2018 at 13:29 (6 år ago)

    Bagte de her snurrer for et par uger siden, og WAUW de er lækre!!! Det var første gang jeg forsøgte mig med snurrer – og hele kardemommekapsler, men begge dele gik super. Frøs resten ned, og har efterfølgende tøet et par stykker op i mikroovnen til mig og min kæreste, så er de lune og bløde når de spises. Så dejligt!

    Generelt er jeg virkelig glad for dine opskrifter, og har prøvet mange af dem – alle med stor succes 🙂

    Svar
    • pilenskoekken90
      29/10/2018 at 13:34 (6 år ago)

      Tak for de søde ord – jeg er så glad for at høre at både kardemommesnurrer og de andre opskrifter er et hit. Tak fordi du følger med! <3

      Svar
  7. Marie
    28/03/2019 at 12:11 (6 år ago)

    Mon der kan bruges stødt kardemomme eller skal jeg ud og købe kapsler?

    Svar
    • pilenskoekken90
      29/03/2019 at 06:47 (6 år ago)

      Det allerbedste er hvid du kan få fat i hele kardemommefrø uden kapslerne – det tager ret lang tid at befri frøene fra kapslerne. Men det smager helt klart allerbedst med knuste kardemommefrø – det giver en helt anden smag en stødt kardemomme 🙂 Kan du slet ikke få fat i det, så er stødt kardemomme et fint alternativ <3

      Svar
  8. Katrine
    11/10/2019 at 14:09 (5 år ago)

    Vi bagte dem for nylig – dog uden marcipanen. De blev vildt gode tror du man vil kunne fryse dem efter de er snurret inden den sidste hævning inden bagning? Og så bare lade dem tø op inden man smider dem i ovnen?

    Svar
    • pilenskoekken90
      16/10/2019 at 05:43 (5 år ago)

      Dejligt at høre!! Ja det tror jeg sagtens man kan! 🙂

      Svar

1Pingbacks & Trackbacks on Kardemommesnurrer – de bedste bløde kardemommesnurrer med marcipan

  1. […] så måtte jeg altså også selv i køkkenet og bage kardemommesnurrer. Jeg har faktisk allerede en skøn opskrift på kardemommesnurrer med marcipan her på bloggen – men jeg havde lyst til at lave en version der var lidt tættere på den fra […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *