Fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce – efter min mening verdens bedste gammeldags fastelavnsboller. Lækre bløde, luftige og med MASSER af vaniljecreme og remonce, der bliver inde i bollen. De her fastelavnsboller er SÅ gode, og jeg er sikker på at i bliver lige så vilde med dem som jeg.
Jeg ELSKER fastelavnsboller – og hvis i har fulgt med herinde et stykke tid, så kommer det nok heller ikke som en overraskelse, at fastelavnsbollesæsonen er min favorit. Især den gammeldags version er den jeg vender tilbage til igen og igen.
Jeg har allerede en opskrift på de gammeldags fastelavnsboller på bloggen. Men jeg havde lyst til at forfine opskriften på selve dejen, da jeg igennem årene er blevet endnu bedre til at håndtere en blød gærdej, og derfor også syntes at den trængte til en opdatering. Foretrækker i den gamle opskrift, så finder i den lige HER – og den er altså også rigtig god. Men ellers vil jeg anbefale jer at prøve denne opdaterede version med en endnu mere smidig og fugtig dej, som jeg synes holder bedre på fyldet.
Jeg har tilføjet lidt yoghurt til dejen, da jeg synes det giver en god fugt til bløde gærdeje og holder selve brødet mere saftigt. Derudover minder selve dejen meget om den jeg bruger til mine rosinboller – bare med lidt mere smør. Fordi smør bare er godt i en fastelavnsbolle.
Om du kun putter vaniljecreme i fastelavnsbollen, eller både vaniljecreme og remonce er op til dig – i min familie er der delte meninger om fyldet, så jeg laver altid begge versioner.
Det er alfa og omega at du får lukket fastelavnsbollerne godt, så de holder på fyldet – se evt med på min story på min instagram, hvor jeg viser hvordan jeg lukker fastelavnsbollerne.
Hvis i er vilde med gammeldags fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce (som sagtens kan undlades, hvis man helst bare vil have creme), så håber jeg virkelig i vil prøve opskriften. Jeg er nemlig sikker på at i vil bage dem igen og igen, ligesom jeg selv gør <3
Søde kram og god bagelyst, Pilen <3
Fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce
Ingredienser
Vaniljecreme
- 3 æggeblommer
- 50 g sukker
- 25 g maizena
- 1 vaniljestang
- 3 dl sødmælk
Dej
- 150 g sødmælk
- 50 g yoghurt (fx tykmælk, ymer eller a38 – det må ikke være en tyk yoghurt som fx skyr eller græsk yoghurt)
- 120 g smeltet smør
- 25 g gær
- 35 g sukker
- 1 æg
- 425 g hvedemel
- 6 g salt
- 5 g knuste kardemommekerner (fx knust i en morter) – svarer til 1 tsk.
- 1 æg til pensling
Remonce (kan undlades, hvis man foretækker kun med vaniljecreme)
- 50 g marcipan
- 50 g sukker
- 50 g blødt smør
Chokoladeglasur
- 80 g mørk chokolade
- 20 g smør
Pynt
- en håndfuld grofthakkede ristede hasselnødder (eller alternativt anden slags krymmel, nødder pynt mm.)
Sådan gør du
Vaniljecreme
- Varm mælk (gem ca 1/2 dl) og vaniljekorn og vaniljestangen op i en gryde til lige før kogepunktet.
- Pisk sukker, æggeblommer og maizena i en skål. Tilsæt den sidste 1/2 dl mælk og pisk med.
- Hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen mens der piskes. Når alt mælken er tilsat hældes det hele tilbage i gryden og det varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre indtil cremen tykner.
- Lad cremen koge igennem et par minutter – det er vigtigt at den koger godt igennem mens du pisker, så den ikke får en melet smag.
- Tag cremen af varmen og hæld den i en flad skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl mens du laver fastelavnsbollerne.
Dej
- Hæld mælken i en røreskål. Tilsæt det smeltede smør og yoghurt samt sukker. Tjek at temperaturen er maks lillefingervarmt – det må ikke være varmere. Smuldr gæren i den våde blanding og rør rundt til gæret er opløst.
- Tilsæt ægget og rør det ud i de våde ingredienser.
- Hæld hvedemel, kardemomme og salt i røreskålen og ælt dejen. Dejen skal æltes virkelig godt igennem i 10-12 minutter på røremaskinen. Jeg ælter de første 8 minutter ved 2 ud af 5 på røremaskinen og skruer så op til 3-4 til sidst. Dejen skal være helt glat og sammenhængende når du rører den. Vær dog OBS på at dejen ikke bliver for varm når du ælter den så længe, da det vil ødelægge gærcellerne og derved også hæveevnen.
- Kom den færdigæltede dej i en ny skål med låg eller et fugtigt klæde over, og lad den hæve til dobbelt størrelse i 45 min-1 time – dette kan variere en del efter rumtemperaturen, men tjek at dejen er næsten dobbelt så stor som inden hævning.
- Lav nu remoncen mens dejen hæver.
Remonce
- Lav remoncen ved at ælte marcipan og sukker godt sammen. Tilsæt smørret og ælt det sammen til massen er ensartet.
Dej fortsat
- Slå dejen sammen på en ren bordplade. Det er ikke nødvendigt med mel på bordpladen, da dejen er så rig på smør at den ikke klistrer fast – er du alligevel nervøs for om den skulle klistre, så drys kun meget lidt mel på bordet. Er der for meget mel vil du ikke kunne lukke bollerne ordentligt.
- Rul dejen ud til et stort kvadrat på ca 32*32 cm. Skær nu dejen ud i 16 lige store kvadrater á ca 8*8 cm.
- Pisk den kolde vaniljecreme igennem , så den bliver glat og kom den i en sprøjtepose med en rund tylle (kan godt undlades hvis du ikke har, men det er nemmere at styre med en sprøjtepose).
- Kom først en god klat vaniljecreme på størrelse med en spsk i midten af hvert dejstykke – alt vaniljecremen skal bruges til alle fastelavnsbollerne – har du for meget vaniljecreme er der kommet for lidt på dejen. Kom herefter en lille tsk remonce ovenpå vaniljecremen.
- Saml først de fire hjørner på midten, og luk derefter kanterne. Herefter skubber du de nye 4 hjørner ind mod midten af bollen, samler dem og vender bollen med samlingen ned mod bordpladen. Tril den nu forsigtigt så du får en rund facon på bollen.
- Placer bollerne på 2 bageplader med bagepapir og lad dem efterhæve med et stykke plastic og et viskestykke over sig i ca 1 time.
- Sørg for at ovnen er 200 grader varm ved over/under varme. Kog noget vand klar og stil en bradepande i bunden af din ovn, så du kan skabe damp til bagningen.
- Pensl fastelavnsbollerne med et sammenpisket æg. Bag en plade af gangen på følgende måde:Kom pladen med bollerne ind i midten af ovnen. Hæld en god portion kogende vand i bradepanden i bunden af ovnen og luk ovnen. Giv bollerne 5 min ved 200 grader og åben ikke lågen de første 5 minutter. Efter 5 minutter tømmes den nederste bradepande for vand og kommer tilbage i ovnen. Bag nu bollerne i yderligere 7-8 minutter til de er flotte og gyldne. Gentag med den næste plade fastelavnsboller.
Chokoladeglasur og pynt
- Sørg for at fastelavnsbollerne er kølet af inden du kommer chokoladeglasur på toppen.
- Smelt chokoladen over vandbad. Når alt chokoladen er smeltet røres smørret i til du har en homogen chokoladeglasur.
- Top bollerne med chokoladeglasur og hasselnødder (eller krymmel efter eget valg.)
Noter
18 Comments on Fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce
2Pingbacks & Trackbacks on Fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce
-
[…] Prøv også mine wienerdejsfastelavnsboller med pistacieremonce, lemoncurd og mascarponecreme – eller de helt klassiske gammeldags fastelavnsboller med remonce og vaniljecreme. […]
-
[…] med nougat og pistacie.Eller er du til de gammeldags fastelavnsboller vil jeg virkelig anbefale denne her med remonce og […]
Rikke Christiansen
08/01/2021 at 18:50 (4 år ago)Hvor er det en fantastisk opdaterer opskrift De er perfekte både dem med remonce og uden.
Tak for dit arbejde og glæden ved at udvikle opskrifter der lige er til at gå til.
pilenskoekken90
14/01/2021 at 08:33 (4 år ago)Tusind tak for dine søde ord <3
Mille Andersen
09/01/2021 at 09:13 (4 år ago)Jeg er i gang med dine fastelavnsboller igen i år – har aldrig smagt bedre hjemmelavede fastelavnsboller end dem jeg fik lavet sidste år, mhmm. :-))) Blot til info mangler du at skrive sukker ind i dit afsnit med dejen.
Tak for altid gode opskrifter!
pilenskoekken90
14/01/2021 at 08:33 (4 år ago)Tusind tak hvor er det bare dejligt at høre <3
Helle
09/01/2021 at 14:39 (4 år ago)Fryse før eller efter bagning?
pilenskoekken90
14/01/2021 at 08:33 (4 år ago)efter bagning <3
Nanna
11/01/2021 at 08:34 (4 år ago)Geniale lækre og smagfulde som bagerens!
pilenskoekken90
14/01/2021 at 08:32 (4 år ago)Ej hvor dejligt – tusind tak <3
Josefine
31/01/2021 at 16:43 (4 år ago)Min dej faldt helt fra hinanden inde i ovnen. Det var næsten som om den skildte. Har du et bud på hvorfor?
pilenskoekken90
01/02/2021 at 08:24 (4 år ago)Hej Josefine. Øv hvor ærgeligt – det skyldes højst sandsynligt en af følgende scenarier:
– enten er dejen underæltet – den skal æltes længe så den får en stærk glutenstruktur og dermed kan holde på fyldet.
– ellers kan dejen også være underhævet. Det kan skyldes at rumtemperaturen måske ikke er så høj hos dig (hvis det er meget koldt lader jeg ofte min dej hæve i nærheden af en radiator eller et lunt rum – ellers tager det meget længe for dejen at hæve). Det kan også skyldes at smørret har været lidt for varmt når det blandes med mælken og derfor har dræbt gærcellerne. Det kan også ødelægge hæveevnen.
Håber det var til hjælp og at du får lyst til at prøve igen <3
Conny K
10/02/2021 at 12:20 (4 år ago)Kan man ikke samle bollerne som i koldhævning?
pilenskoekken90
10/02/2021 at 13:01 (4 år ago)Mener du om bollerne kan koldhæves? 🙂
Naja Horn Rindom
11/02/2021 at 23:46 (4 år ago)Jeg har 1/2 bæger creme fraiche 18% kan det bruges instddet for yoghurt?
pilenskoekken90
16/02/2021 at 08:41 (4 år ago)umiddelbart tror jeg det vil ændre lidt på konsistensen af dejen, da creme fraiche er tykkere. Så ville jeg nok bare erstatte med ekstra mælk 🙂
Signe
10/02/2022 at 12:40 (3 år ago)Vil de kunne laves aftenen før og tages med på arbejde uden at blive alt for tørre?
Carsten Holst
01/02/2024 at 21:38 (7 måneder ago)Utrolig dårligt skrevet opskrift.
Prøv at læs det her ene eksempel vrøvl. Du skriver som om der er flere brandepander og at du vil have at den ene tømmes og derefter sættes ind i ovnen igen. Hvem er så dum at sætte en tom bradepande ind i ovnen efter den er tømt?
Hæld en god portion kogende vand i bradepanden i bunden af ovnen og luk ovnen. Giv bollerne 5 min ved 200 grader og åben ikke lågen de første 5 minutter. Efter 5 minutter tømmes den nederste bradepande for vand og kommer tilbage i ovnen. Bag nu bollerne i yderligere 7-8 minutter til de er flotte og gyldne