Blommekage med mandler og marcipan

blommekage
Blommekage fyldt med lækre modne blommer, masser af marcipan og mandelmel. Den minder mest om en klassisk mazarinkage, men den får lige lidt bid fra mandlerne og lidt syrlighed fra blommerne. Blommekagen ser måske ikke ud af meget, men lad jer ikke narre – den smager nemlig helt fantastisk både lun og kold. Gerne med en god cremefraiche eller flødeskum til.

Kagen her blev egentlig til, da min kære farmor efterspurgte en blommekage. Og jeg siger jo aldrig nej til en kageudfordring, så derfor var der ikke andet for end at smutte i køkkenet og lege med blommer. Marcipan og mandler klæder heldigvis blommerne utrolig godt, så den lykkedes i første forsøg. Hvilket også betyder at jeg allerede har nået at bage kagen 2 gange – og jeg er sikker på at det ikke bliver den sidste.

Kagen er allerbedst lun – i hvert fald hvis i spørger min kæreste, som efterhånden er lidt af en kageekspert. Og jeg siger bare hurra for kager der kan spises med det samme – det er ikke altid så nemt at skulle vente til dagen efter når hele hytten dufter af kage.

INGREDIENSER (22 cm springform)

1 vaniljestang
100 g marcipan
150 g rørsukker
150 g blødt smør
3 æg
80 g mandler blendet til mel
30 g hvedemel
4 blommer + 1 tsk sukker
15 g grofthakkede mandler

FREMGANGSMÅDE

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem med lidt sukker. Arbejd sukker og marcipan sammen med hænderne, til det har en smuldret konsistens. Pisk marcipan og sukker med det bløde smør til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt æggene et af gangen mens der piskes. Vend mandelmel og hvedemel i dejen til en ensartet blanding. For en 22 cm springform med bagepapir og hæld dejen i formen. Fordel dejen med en ske så den kommer ud til alle kanterne. Skær blommerne i tynde både og fordel dem ovenpå kagen – det betyder ikke så meget hvordan de ligger, da dejen vil hæve op over og skjule blommerne inde i kagen. Drys med lidt grofthakkede mandler og bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i ca 35-40 min. Tjek med en pind at kagen er gennembagt.

Nyd kagen lun med cremefraiche eller flødeskum.

blommekage

Tip! Kagen kan også nydes kold eller lunes i ovnen igen dagen efter.

 

6 Comments on Blommekage med mandler og marcipan

  1. Betina Jacobsen
    07/08/2016 at 09:22 (8 år ago)

    Nøj, hvor ser den bare lækker ud. Når haven herhjemme ved mine forældre fyldes med blommer må jeg på rov. Denne kage er et ret godt bud på, hvad blommerne kan bruges på!

    God weekend.
    Kh. Betina

    Svar
    • Pilenskoekken
      08/08/2016 at 16:19 (8 år ago)

      Hej Betina 🙂

      Tak for din besked – jeg ville ønske at det var mig der havde en have at gå på rov i. Heldigvis får jeg også sendt forsyninger til Århus 😉

      Tak og i lige måde!

      Mange Hilsner
      Camilla

      Svar
  2. Karna Maj
    10/08/2016 at 12:23 (8 år ago)

    Jeg har rigtig mange blommer i haven, og nu er der både tørrede blommer og bagte blommer i fryseren til trifli i vinter, så nu må det være tid at prøve den her lækre opskrift, men skal først finde noget mandelmel – mon det kan fås på Lolland.

    Svar
    • Pilenskoekken
      11/08/2016 at 06:29 (8 år ago)

      Hvor dejligt med alle de blommer – det er skønt at man kan fryse dem ned, så man har til kage og dessert når sæsonen er slut.
      Hvis du ikke kan købe mandelmel kan du selv blender mandler helt fint i en minihakker – det har jeg selv gjort her i opskriften 🙂

      God fornøjelse med kagebagningen 🙂

      Mange Hilsner fra Pilen

      Svar
  3. Birte
    29/08/2018 at 20:11 (6 år ago)

    Hej¨, Kan den fryses ? KH Birte

    Svar
    • pilenskoekken90
      10/09/2018 at 11:28 (6 år ago)

      Jeg tror desværre den vil blive ret klæg og fugtig efter at have været frossen <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *