Islagkage med hindbæris og mandelbunde med chokolade – en virkelig lækker og frisk islagkage, der vil passe til enhver festlig lejlighed. Kombinationen af hindbær, mandler og chokolade er en klassiker, der bare altid smager godt sammen.
Denne islagkage med hindbæris kræver en god ismaskine, da isen er baseret på en legeret creme der efterfølgende skal køres på ismaskine. Hvis du ikke har en ismaskine vil jeg anbefale dig at tage et kig på nogle af de islagkager jeg har her på bloggen, som ikke kræver en ismaskine:
Islagkage med lime og hasselnødder
Islagkage med mynte og browniebund
Banan islagkage med chokolade og karamel
Mini islagkager med marcipan og jordbærparfait
Citronfromage islagkage
Hindbærisen i denne her islagkage er både cremet og frisk på samme tid – det er kombinationen af de syrlige bær, og den fede legerede creme der gør isen så god, hvis du spørger mig. Og sammen med smagen af ristede mandler og mørk chokolade, så har man altså en virkelig skøn kombination.
Rigtig god fornøjelse og søde kram, Pilen <3
Islagkage med hindbæris og mandelbunde
Ingredienser
Hindbæris
- 300 g frosne eller friske hindbær
- 6 spsk citronsaft
- 75 g sukker
- 1 vaniljestang
- 4 æggeblommer
- 100 g sukker
- 3,5 dl sødmælk
- 2,5 dl piskefløde
Mandelbunde
- 3 æggehvider
- 150 g sukker
- 125 g mandler
- 75 g grofthakket mørk chokolade
- 1 nip flagesalt
Sådan gør du
Hindbæris
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud – mas kornene med lidt af de 75 g sukker. Kom hindbær, citronsaft, sukker, vaniljesukker og den tomme vaniljestang i en gryde og bring det i kog.
- Lad hindbærkompotten småsimre et par minutter og tag den derefter af varmen. Fisk vaniljestangen op og blend det hele med en stavblender til en ensartet hindbærcoulis.
- Dæk overfladen af din hindbærcoulis med et stykke husholdsningsfilm, så der ikke kommer skind på coulisen. Stil den på køl til den er helt kold.
- Pisk æggeblommer og de 100 g sukker til det er lyst og luftigt.
- Hæld sødmælk og fløde i en gryde og varm det op til lige under kogepunktet.
- Hæld mælkeblandingen i en tynd stråle over æggesnapsen mens du pisker i blandingen, så det ikke klumper. Når alt mælken er tilsat hældes blandingen tilbage i gryden.
- Varm iscremen op ved medium varme under omrøring – sørg hele tiden for at røre i iscremen mens den bliver varmet stille og roligt igennem. Varm iscremen op til 83 grader og tag straks gryden af varmen når du når denne temperatur.
- Hæld iscremen i en skål og dæk overfladen med husholdsningsfilm. Kom iscremen i køleskabet til den er helt kold – det tager 4-5 timer før både iscreme og hindbærcoulis er kølet helt af.
- Lav dine mandelbunde mens iscremen og hindbærcoulisen køler af.
Mandelbunde
- Rist mandlerne 5 minutter i en 200 grader varm ovn (over-under varme). Lad dem køle af.
- Pisk æggehviderne næsten stive, og tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens der piskes. Pisk til du får en blank og luftig marengs.
- Hak mandlerne groft i en minihakker, og hak chokoladen groft. Vend mandler og chokolade i marengsmassen.
- Smør marengsen ud i to cirkler en smule større end 16 cm i diameter (tegn evt to cirkler på bagepapiret inden du kommer marengs på) på en bageplade med bagepapir. Bag bundene ved 180 grader traditionel ovn i ca 18 min. Lad bundene køle helt af.
- Stik med en 16 cm kagering to bunde ud af de to marengscirkler og stil det hele på frys i minimum 30 min (bagepapir med bunde) – på den måde er det lettere at løsne bundene fra bagepapiret uden at de går i stykker. Lad marengsbundene blive på frys indtil du skal samle islagkagen.
Samling og hindbæris
- Bland din afkølede ismasse med den kolde hindbærcoulis til en ensartet blanding. Del den store portion ismasse i to lige store portioner. Min ismaskine (og de fleste almindelige ismaskiner) har ikke plads til så stor en portion ismasse, så derfor deler jeg portionen i to – skulle du have en ismaskine med plads til en ret stor mængde ismasse, så kører du bare det hele på en gang.
- Kør den første portion af ismassen på din ismaskine til den er luftig, tyk og har konsistens som softice – du må gerne køre den så fast som muligt, så den ikke begynder at smelte for meget under samling af islagkagen.
- Gør din kagering og bunde klar til samling mens isen kører på ismaskinen.
- Læg et stukke bagepapir på en flad tallerken med kageringen ovenpå. For kageringen med kageplast.
- Placer den ene af dine marengsbunde i bunden af formen og kom første portion af din hindbæris ovenpå – brug en ske til at fordele isen og presse isen ud til kanterne, så den bliver jævn. Kom den næste marengsbund ovenpå og stil islagkagen i fryseren, mens du kører den næste portion is på ismaskinen.
- Kør næste halvdel af ismassen på ismaskinen og kom den færdige is ovenpå islagkagen – brug igen en ske eller en lille paletkniv til at presse isen ned i formen og jævne overfladen.
- Stil islagkagen tilbage i fryseren og lad den sætte sig helt i minimum 4-5 timer.
- Pynt evt med lidt chokoladekugler, rød skovsyre eller hvad du nu kan finde på – friske hindbær ville også være oplagt.
Janne
16/05/2020 at 06:26 (5 år ago)Kan den laves ud ismaskine, eller bliver isen så af anden konsistens?
Benny
26/12/2020 at 18:00 (4 år ago)Hvor længe før servering vil du anbefale at tage islagkagen ud af fryseren?
pilenskoekken90
05/01/2021 at 19:07 (4 år ago)1/2 times tid 🙂