Citronfromage is med krokant og brændt marengs


citronfromage islagkage
Citronfromage is med krokant og brændt marengs – en vaskeægte påskedessert, der smager vanvittig godt!

Jeg ELSKER virkelig citronfromage – den lette og luftige mousse med en skøn syrlig smag, som virkelig bringer. Og jeg kan fortælle jer at den absolut ikke bliver dårligere som islagkage.

Citronfromage isen er lavet uden ismaskine som en semifreddo – altså en is hvor der vendes både flødekum og stiftpiskede æggehvider i ismassen. Det giver isen en luftig og virkelig lækker cremet konsistens der smelter på tungen.

Citronfromage isen er lagt i lag med sprød krokant og hakket karamelliseret hvid chokolade. Og så er den toppet med virkelig lækker og let saltet marengs, som lige har fået en tur med brænderen. En skøn kombination af syrligt, sødt, cremet og knas.

Hvis jeg skulle til påskefrokost i år, er der ingen tvivl om jeg ville servere islagkage – og valget ville højst sandsynligt falde på denne her med citronfromage is, og så denne islagkage med limeparfait. Begge to friske og lækre islagkager, der leder tankerne hen mod forår.

Rigtig god påske til jer alle – søde kram, Pilen <3

citronfromage is
citronis

INGREDIENSER (8-10 pers)

Krokant
90 g mandler
90 g sukker
1 nip flagesalt
50 g karamelliseret hvid chokolade

Citronfromage is
4 æggeblommer
100 g sukker
2 æggehvider + 15 g flormelis
fintrevet skal af 2,5 øko citroner
1 dl citronsaft
3 dl piskefløde

Marengs
2 æggehvider
100 g sukker
1 nip flagesalt

FREMGANGSMÅDE

Krokant
Smelt sukkeret på en pande ved medium varme – rør ikke i sukkeret, da det skal smelte stille og roligt. Når sukkeret akkurat er smeltet (pas på karamellen ikke bliver for mørk!), tager du panden af varmen og hælder mandlerne på. Vend mandlerne i karamellen sammen med lidt flagesalt, og hæld det hele over på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.

Hak den afkølede mandelkrokant groft og del portionen i to. Hak chokoladen groft og del også den i to. Bland en del chokolade sammen med en del krokant – gentag med begge portioner.

Citronfromage is
Hæld citronsaft og sukker i en gryde og giv det et opkog. Skru ned til medium varme og lad siruppen simre i 8-10 minutter så det tykner. Hæld siruppen i en skål og lad det køle lidt af.

Pisk æggeblommerne skummende og tilsæt siruppen i en tynd stråle mens du pisker. Tilsæt også citronskal og pisk det hele godt sammen til en lys og luftig æggesnaps.

Pisk fløden til let (men fast nok til at danne toppe) flødeskum, og pisk æggehviderne stive i en helt ren skål.

Vend først flødeskummet i æggesnapsen af to omgange – pas på du ikke slår luften ud. Vend til sidst de stive æggehvider i blandingen – pas igen på ikke at slå luften ud af ismassen. Del nu ismassen i to lige store portioner.

Samling
For en 16 cm springform med bagepapir i bunden og kageplast (8 cm høj) langs siderne. Fordel den ene halvdel mandelkrokant og chokolade i bunden og hæld den ene halvdel ismasse over. Stil isen i fryseren i ca 1-1,5 time, så den når at sætte sig en smule. Overfladen skal være fast. Stil i mellemtiden den sidste halvdel af ismasen i køleskabet.

Når det første lag af islagkagen er blevet nogenlunde fast drysses den sidste halvdel krokant og chokolade ud over isen. Hæld den sidste del af ismassen i formen og stil islagkagen i fryseren natten over – minimum 12 timer.

Marengs
Marengsen skal først laves lige inden servering.

Pisk æggehviderne skummende i en helt ren skål. Når æggehviderne er skummende tilsættes sukkeret lidt af gangen mens der piskes. Når alt sukkeret er tilsat piskes blandingen til en stiv marengs, indtil sukkerkornene er opløst og den er skinnende og glat. Pisk til sidst et nip salt i marengsen.

Hæld marengsen i en sprøjtepose med en stjernetylle.

Tag islagkagen ud af fryseren og placer den på et serveringsfad. Sprøjt toppe af marengs ud på hele islagkagen, og brænd marengsen med en creme brulée brænder (kan godt undlades hvis du ikke ejer sådan en).

Drys islagkagen med lidt guldstøv og pynt evt med lidt grønne skovsyreblade. Server islagkagen straks, da den bliver hurtig blød.

citronfromage is

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *