Klassiske fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce

IMG_5623

Der er ingen tvivl om at hvis jeg kun måtte vælge en slags fastelavnsbolle så ville mit valg falde på den gammeldags med fyld. Jeg elsker både gammeldags, wiener og vandbakkelser, men den helt klassiske fastelavnsbolle med fyld af creme og remonce vinder altså mit kagehjerte. Og hvis du spørger mig skal der både creme og remonce i – hvorfor nøjes når man kan få begge dele?

Bollerne her er lækre bløde, luftige og fyldt med gode sager.

Og så er de ualmindeligt farlige at have stående derhjemme – for de kan jo i princippet både spises som eftermiddagssnack, til en kop te om aftenen eller sågar til morgenmad. Det er i hvert fald sket herhjemme at der er røget en enkelt ned til morgenkaffen. Det kan vel godt kategoriseres som en slags morgenbrød – eller…?

Men lækre er de i hvert fald, og jeg har lige bagt en kæmpe portion fastelavnsboller til mine kollegaer, som helt sikkert faldt i god jord. For de er også ret så kageglade hvis jeg kender dem ret.

Bag en portion til weekendhyggen, eller lav en dobbeltportion hvis du lige som jeg skal forkæle dine kollegaer, din studiegruppe eller hele familien.

Hvis du gerne vil peppe din fastelavnsbolle yderligere kan du også komme lidt hakket mørk chokolade i bollen, eller rive lidt citronskal i din remonce. Det gør den bestemt ikke dårligere.

IMG_5653

Ingredienser (10 stk)

Bolledej
20 g gær
1,25 dl sødmælk
100 g blødt smør
1 æg
1 spsk sukker
½ tsk salt
½ tsk kardemomme
250-300 g hvedemel

Vaniljecreme
2 æggeblommer
25 g sukker
1 spsk maizena
½ vaniljestang
2 dl sødmælk

Remonce
50 g marcipan
50 g sukker
50 g blødt smør

Pynt
Glasur af flormelis, kakao og vand
Drys (evt frysetørrede bær, hakkede pistaciekerner, krymmel osv)

Fremgangsmåde:

Vaniljecreme

Start med vaniljecremen så den kan nå at køle af.
Varm mælk og vaniljekorn og vaniljestangen op i en gryde til lige før kogepunktet.
Pisk sukker, æggeblommer og maizena i en skål.
Fisk vaniljestangen op af gryden og hæld forsigtigt mælken ned til æggeblandingen mens der piskes. Når alt mælken er tilsæt hældes det hele tilbage i gryden og det varmes op ved medium varme under konstant omrøring. Bliv ved med at røre indtil cremen tykner.
Tag cremen af varmen og hæld den i en skål. Dæk hurtigt cremen med film helt tæt ned til cremen så der ikke dannes skind eller kondens. Sæt cremen på køl.

Bolledej

Varm mælken så den er lillefingervarm, og rør gæren ud i.
Tilsæt de første 200 g hvedemel, og rør det sammen.Tilsæt herefter blødt smør, æg, sukker, salt og kardemomme og rør det hurtigt sammen.
Tilsæt nu lidt efter lidt resten af melet imens der æltes ? det er ikke sikkert at alt melet skal bruges. Dejen skal være klistret, men så den lige akkurat slipper skålens sider eller dine hænder.
Lad dejen hæve I 45 min – 1 time. Lav imens remoncen.
Rul dejen tyndt ud dog skær dejen i 10 kvadrater. Fyld ca 1,5 tsk vaniljecreme og 1 tsk remonce i midten af hvert stykke dej, og saml enderne godt. Sørg for at lukke hullerne så godt som muligt, og placer bollen på en bageplade med lukningen ned af. Lad bollerne efterhæve i ca 30 min.
Pensl bollerne med sammenpisket æg, og bag dem 12-15 min ved 210 grader alm ovn. Hold øje med dem – de skal blive let gyldne. Køl dem helt af inden de pyntes.

Remonce

Lav remoncen ved at ælte marcipan og sukker godt sammen.
Tilsæt nu smørret og ælt det sammen til massen er ensartet.

Pynt

Rør en glasur sammen af flormelis, god kakao og lunkent vand. Tilsæt vand lidt efter lidt så den ikke bliver for flydende. Jeg foretrækker at den er forholdsvis tyk, så den ikke glider af bollerne.
Pynt kun de boller du skal spise samme dag med glasur og drys.
Resten kan gemmes og pyntes når de skal spises eller fryses ned – selvom det nok aldrig bliver aktuelt herhjemme.

Velbekomme!

IMG_5582

 

2Pingbacks & Trackbacks on Klassiske fastelavnsboller med vaniljecreme og remonce

  1. […] opskrift minder meget om de gammeldags fastelavnsboller som jeg allerede har på bloggen, men efter at have lavet en del af de klassiske fastelavnsboller […]

  2. […] syntes at den trængte til en opdatering. Foretrækker i den gamle opskrift, så finder i den lige HER – og den er altså også rigtig god. Men ellers vil jeg anbefale jer at prøve denne […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *