Æbletærte med kanel, marcipan og nødder


æbletærte
Lun æbletærte med kanel, marcipan og nødder – en vaskeægte efterårsfavorit! Denne æbletærte byder på en sprød mørdejsbund, saftigt mazarinfyld med nødder og æble vendt i kanelsukker. En skøn kombination af sprødt, saftigt og friskt.

Hvis der er noget vi er vilde med herhjemme, så er det lune frugttærter af alle slags. Gerne med en sprød mørdejsbund og saftigt fyld af enten mazarinmasse eller frangipane – selvfølgelig toppet med årstidens frugt eller bær. I denne æbletærte har jeg tilsat nøddemel til mazarinmassen, hvilket giver en virkelig skøn smag.

Æblerne er vendt i rørsukker og ægte kanel, der giver en skøn krydret smag, som virkelig leder tankerne hen på eftershygge.

Nyd den lune æbletærte med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis – alt efter hvad du foretrækker.

Søde kram, Pilen <3

æbletærte

INGREDIENSER (6-8 pers)

Mørdej
60 g flormelis
150 g hvedemel
1 nip salt
80 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand

Mazarinmasse
100 g marcipan
100 g rørsukker
100 g blødt smør
1 æg, stuetempereret
1 nip flagesalt
50 g mandler/nødder der er blendet til nøddemel (du kan bruge enten én slags eller blande – jeg brugte 25 g mandler og 25 g ristede og afskallede hasselnødder)

Æblefyld
2 syrlige æbler, skåret i tynde skiver
1 tsk ægte kanel
2 spsk rørsukker

FREMGANGSMÅDE

Mørdej
Bland hvedemel, flormelis og salt i en stor skål. Tilsæt smør i små tern og smuldr det i melblandingen. Saml dejen hurtigt med æggeblommen og vand indtil dejen er ensartet – pas på ikke at ælte dejen for meget, den skal kun lige samles. Tryk dejen lidt flad, pak den ind i husholdningsfilm og læg den på køl i ca 1 time.

Efter 1 time tages mørdejen ud af køleskabet og den rulles tyndt ud på et meldrysset bord. Løft forsigtigt dejen over i tærteformen (24 cm) – evt ved forsigtigt at rulle dejen om en kagerulle. Tryk forsigtigt dejen ud i formen, og skær kanterne til. Sæt tærtebunden på køl yderligere 1/2 time mens du klargør fyldet.

Prik tærtebunden med en gaffel og forbag den i 10 min ved 200 grader traditionel ovn. Tag tærtebunden ud af ovnen og skru ovnen ned til 180 grader.

Mazarinmasse
Ælt marcipan og rørsukker sammen til en sammenhængende masse. Pisk marcipanblandingen sammen med det bløde smør til det begynder at blive cremet og sammenhængende i konsistensen. Tilsæt ægget og pisk dejen godt igennem til den bliver lys og luftig. Tilsæt salt og nøddemel og rør rundt.

Fordel mazarinmassen i den forbagte tærtebund og jævn overfladen.

Æblefyld
Vend æblerne i ægte kanel og rørsukker og sørg for at det er godt fordelt på alle æblestykkerne. Fordel æblerne på mazarinmassen som på billederne.

Bag tærten ved 180 grader traditionel ovn i ca 45 min til den er gylden på kanterne og gennembagt i midten – læg evt et stykke stanniol henover tærten undervejs, hvis den begynder at blive for mørk. Men tjek at den er færdigbagt i midten.

Lad tærten køle let af inden den nydes lun med kold creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis.

æbletærte


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *