Kartoffeltærte med porrer og bacon


kartoffeltærte
Kartoffeltærte med porrer og bacon – en vaskeægte hverdagsklassiker, der altid smager godt.

Jeg elsker virkelig tærte – det er den perfekte måde at få tømt køleskabet på, og så elsker jeg kombinationen af den sprøde tærtebund og det lækre æggefyld, der efter min mening gerne må smages til med masser af parmesan og lidt krydderier.

Denne kartoffeltærte er super simpel – og den er faktisk endnu lettere at lave, hvis man fx har rester af kogte kartofler fra dagen før. Tærtebunden kan forberedes i god tid og bare opbevares på køl indtil man vil igang med madlavningen. Og ellers passer den jo nærmest sig selv i ovnen.

Sådan en kartoffeltærte smager skønt med en lækker salat til – jeg elsker en helt simpel sprød salat emd mormordressing og ærter, eller den lidt skarpe rucola med bagte tomater, pinjekerner og avocado. Men server den gerne med jeres favoritsalat derhjemme.

Rigtig dejlig aften til jer alle – søde kram, Pilen <3

porre-bacon tærte
porretærte

INGREDIENSER (4 pers)

Tærtebund
180 g hvedemel
90 g grahamsmel
1/2 tsk salt
150 g koldt smør
ca 1/2 dl koldt vand

Fyld
450 g kartofler i tern (alternativt kan kogte kartoffelrester også bruges)
2 porrer
150 g bacon
6 æg
1,5 dl piskefløde
50 g parmesan
en kvist frisk rosmarin, finthakket
1 tsk timian
peber
1/2 tsk salt

FREMGANGSMÅDE

Tærtebund
Bland hvedemel, grahamsmel og salt i en stor skål. Tilsæt det kolde smør i små tern og smuldr det hele godt sammen emd fingrene indtil det har konsistens som rasp. Tilsæt nu det kolde vand (hold ca 1/3 tilbage) og samle dejen hurtigt med hænderne – hvis den virker for tør tilsættes en smule mere vand. Sørg for ikke at ælte dejen for meget, da den kun lige skal samles.

Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir og løft dejen over i en 26-28 cm tærteform (husk at fjerne det ene stykke bagepapir når du løfter dejen over i formen, så der ikke kommer bagepapir i bunden af tærteformen). Sørg for at presse tærtedejen godt ud i kanterne af formen og fjern nu det sidste stykke bagepapir. Skær kanterne til med en skarp kniv og stil tærtedejen på køl i minimum 30 min.

Prik den kolde tærtebund med en gaffel og forbag den i 10 min ved 200 grader traditionel ovn. Skru ned til 180 grader.

Fyld
Kom kartoflerne i en gryde med rigeligt vand og salt. Bring kartoflerne i kog og lad dem koge i ca 5 min. De skal kun lige være til at stikke en gaffel i. Hæld vandet fra og lad dem dampe af, så de ikke er for våde.

Snit porrerne i ringe, og skær bacon i tern (hvis du ikke har købt dem skåret i tern). Varm en pande godt op med lidt olie og svits baconen til den bliver sprød. Hæld bacon på en tallerken med fedtsugende papir – men sørg for at det meste af baconfedtet bliver tilbage i panden.

Hæld porrerne i panden og svits dem i baconfedtet til de får lidt farve. Tilsæt rosmarin og timian. Stil panden til side.

Pisk æg, fløde, parmesan, salt og peber godt sammen.

Kom kartoflerne i bunden af den forbagte tærtebund. Fordel herefter porre-bacon blandingen ovenpå kartoflerne, og hæld til sidst æggeblandingen over tærten. Bag din tærte ved 180 grader traditionel ovn i ca 30 min. Tjek med en kniv at æggemassen har sat sig – og ellers giv den et par minutter ekstra (alt efter hvor våde dine grøntager og kartofler er, kan tærten kræve lidt ekstra bagetid).

Nyd tærten lun – og server den gerne med en frisk salat til.

kartoffeltærte

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *