Koldhævede boller med havregyn og gulerod – verdens nemmeste boller, der bare skal røre sammen med en ske om aftenen og som formes med to skeer næste morgen. Det betyder ingen klistrede fingre og hurtige morgenboller, som kan nydes af både store og små.
Der skal ikke være nogen tvivl om at jeg elsker sprøde og seje surdejsboller med masser af lufthuller. Men de er altså lidt svære for Carla at tygge sig igennem herhjemme, så ofte bager jeg i stedet de her lækre koldhævede boller med havregryn og gulerod. De er dejligt bløde og så holder de sig saftige virkelig længe, så der er ingen fare for tørre boller.
Selvom bollerne er blødere end fx en surdejsbolle, så kan skorpen godt være lidt svær at komme igennem, når man ikke har så mange tænder, så ofte skærer jeg bare skiver af bollerne til Carla, og så er de en del lettere at spise. Bare et lille tip herfra, hvis i også har nogle små derhjemme uden så mange tænder.
Jeg elsker virkelig de her boller – de er virkelig lækre på morgenbordet, og så er jeg virkelig fan af at de er SÅ nemme at lave!
Rigtig god bagelyst – søde kram, Pilen <3
INGREDIENSER (12 stk)
350 g koldt vand
150 g yoghurt (jeg brugte tykmælk)
10 g gær
10 g sukker
125 g revet gulerod
30 g hørfrø
70 g havregryn
350 g hvedemel (tilsæt evt 50-75 g ekstra, hvis dejen virker for våd, da bollerne ellers vil flade for meget ud)
75 g fuldkornsspeltmel
12 g salt
1 æg til pensling
FREMGANGSMÅDE
Rør vand, yoghurt, gær og sukker sammen til gæret er opløst. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør blandingen godt sammen til det får konsistens som en tyk grød. Dæk skålen med film eller et låg og stil skålen på køl natten over (12-14 timer).
Næste morgen gøres to bageplader med bagepapir klar. Tag to spiseskeer og dyp dem i koldt vand. Lav 12 boller ved at løfte en klump dej over på bagepladen med den ene ske – den anden ske bruges til at skubbe dejen af skeen og forsigtigt forme bollen. Sørg for at skeerne er våde hele tiden, da de ellers klistrer til dejen.
Pisk ægget sammen med et nip salt og pensl bollerne med et sammenpisket æg.
Bag en plade af gangen ved 210 grader traditionel ovn i 20-22 min. Det er vigtigt at de er færdigbagte, så de ikke bliver klæge i midten.
Lad bollerne køle af (mindst 15 min) inden de nydes.
20 Comments on Koldhævede boller med havregryn og gulerod
1Pingbacks & Trackbacks on Koldhævede boller med havregryn og gulerod
-
[…] er en videreudvikling af mine koldhævede boller med havregryn og gulerod – jeg syntes faktisk bare at de er blevet endnu bedre. Desuden er dejen til de her boller […]
Michelle
18/03/2019 at 12:05 (5 år ago)De ser mega lækre ud! Glæder mig så
Meget til at prøve dem. Er de fryseegnede? Mvh Michelle
pilenskoekken90
20/03/2019 at 18:46 (5 år ago)Dejligt at høre <3 de kan sagtens fryse - bare lad dem tø op og put dem et par minutter i en helt varm ovn inden de skal nydes igen efter frys 🙂
Susanne
26/03/2019 at 09:27 (5 år ago)Jeg bagte dem her til morges, men efter 40 min var de stadig klæg indeni Hvad kan jeg have gjort galt? Opdagede at jeg havde glemt at komme salt i bollerne da jeg lavede dejen, kan det have noget at sige??
De ser så lækre ud, så havde virkelig glædet mig til at sætte tænderne i dem
pilenskoekken90
26/03/2019 at 13:39 (5 år ago)Øv hvor ærgeligt – det er en god idé lige at lade bollerne hvile minimum 20 min efter bagning, for ellers vil de være klæge når man skærer dem over pga det høje væskeindhold. Derudover kan der være ret stor forskel på mel og hvor meget det suger, så du kan evt prøve at tilsætte lidt mere hvedemel næste gang? 🙂
Susanne
30/03/2019 at 05:51 (5 år ago)Tak for svar Det er nok det med hviletiden, som har snydt mig..
En sidste ting – vrider du de revne gullerødder for væske inden de kommes i dejen?
pilenskoekken90
02/04/2019 at 09:39 (5 år ago)Nej det gør jeg ikke – hvis det var fx æbler eller squash havde jeg nok revet det fri for væske, men jeg synes ikke rigtig gulerødderne afgiver så meget væske <3
Nina Hjorth Thomsen
22/02/2020 at 08:22 (5 år ago)Virkelig gode boller! Jeg tilsatte dig lidt mere hvedemel d dejen var meget våd
pilenskoekken90
09/03/2020 at 19:05 (5 år ago)Dejligt at høre <3
Connie
14/10/2019 at 09:22 (5 år ago)Hejsa er vild med bollerne med gulerødder jeg lavede dejen dagen før og og havde dej nok til to dage og bollerne blev ligeså gode på anden dagen. lod dem hvile som du anbefalede i 15-20 min så de ikke blev klæg.
pilenskoekken90
16/10/2019 at 05:43 (5 år ago)Hvor er det dejligt at høre! <3
Maria
12/11/2019 at 13:11 (5 år ago)Hvor meget skal de have i en varmluftsovn ?
pilenskoekken90
13/11/2019 at 06:12 (5 år ago)Jeg bager sjældent med varmluft, så det ved jeg desværre ikke. men man plejer at skulle justere 10-20 grader ned i en varmluftovn, da den typisk varmer lidt kraftigt 🙂
Vivian
22/02/2020 at 06:21 (5 år ago)Katastrofe boller øv er vant til at bage meget …har aldrig fået så flade boller der slet ikke hævede ( alt overholdt og 10 gr gær i koldt vand) nå men dine ser lækre ud og jeg ved simpel hen ikke hvad der er sket …det er faktisk første gang i mit 58 årlige liv jeg har bagt så flade boller øv
pilenskoekken90
09/03/2020 at 19:07 (5 år ago)Øv øv – jeg har faktisk lige justeret i opskriften at der muligvis skal tilsættes lidt mere mel. Der kan være stor forskel på hvor “våde” gulerødderne er, og hvor meget melet suger alt efter hvilken hvedemel man køber. Så måske det er derfor at dejen er blevet for våd. Tilsæt evt lidt mere mel næste gang, så er jeg sikker på at de nok skal blive høje og stadig lækre svampede 🙂
Lone schwert
11/08/2020 at 09:13 (4 år ago)Lækre boller efter lang pause uden gærbrød. De blev helt perfekte
pilenskoekken90
15/08/2020 at 18:12 (4 år ago)Hvor er det dejligt at høre <3
Maj-Brit Drews
28/10/2020 at 19:20 (4 år ago)Hej
Kan man bruge græsk yoghurt som yoghurt, og kan fuldkornsspelt erstattes med evt. Grahamsmel??
Annette Mouritsen
21/04/2021 at 11:38 (3 år ago)Du siger at der skal laves 12 boller, hvorfor skal der forberedes 2 bageplade? 6 på hver eller
pilenskoekken90
19/05/2021 at 17:36 (3 år ago)Ja 6 på hver 🙂 Man kan også placere dem tættere på en enkelt bageplade – de vil måske vokse lidt sammen nogle steder, men det gør egentlig heller ikke noget hvis du spørger mig 🙂