Æblesmør – en krydret og karamelliseret æblemarmelade


æblesmør

En dejlig og krydret æblesmør, der smager skønt på nybagte boller eller som fyld i æbleskiver. Æblesmørret har en dejlig smag af jul fra de mange krydderier og det mørke muscovadosukker, og det er i princippet en slags luksus marmelade der passer rigtig godt til den søde juletid.

Jeg elsker at spise æblesmørret på en lun bolle med smør under eller som topping på en god ost. Jeg forestiller mig fx at æblesmørret vil gøre sig godt som tilbehør til fx et ostebord til årets julefrokost. Og ellers kan det også anbefales at spise som topping på fx morgengrøden eller en omgang yoghurt.

Jeg har lavet æblesmørret med inspiration fra dygtigste Valdemarsro og Timm Vladimir.

I morgen kommer opskriften på de lækreste æbleskiver fyldt med æblesmør – perfekt til første weekend i december, hvor der helt sikkert skal hygges med lidt julelækkerier.

Rigtig dejlig weekend til jer alle og søde kram, Pilen <3

æblesmør


INGREDIENSER (2-3 sylteglas)

1 kg madæbler (fx belle de boskoop)
2,5 dl vand
3 hele stjerneanis
2 kardemommekapler
1/2 vaniljestang
125 g rørsukker
100 g muscovado sukker
saft og skal af 1/2 citron
1/3 tsk flagesalt
1/2 tsk stødt ægte kanel

FREMGANGSMÅDE

Skær æbler i tern med skræl og kernehus. Hæld æbler, kardemommekapsler, stjerneanis og vand i en stor gryde og bring det i kog. Skru ned for varmen og lad æblerne simre i ca 45 minutter til de er helt udkogte. Passer æblemosen gennem en si over i en ny gryde.

Tilsæt vaniljestang og vaniljekorn, rørsukker, muscovadosukker, citronskal, citronsaft og ægte kanel. Bring ingredienserne i kog ved medium varme og lad æblesmørret simre i ca 1 time. Rør i det engang imellem – æblesmørret skal tykne og karamellisere. Tjek at æblesmørret er færdigt ved at lægge en lille klat på en tallerken og køre en ske igennem – hvis æblesmørret ikke flyder sammen er det færdigt. Smag til med salt og evt lidt ekstra kanel.

Hæld æblesmørret på små skoldede (og evt skoldet med atamon) glas, og opbevar æblesmørret på køl.

æblesmør


1Pingbacks & Trackbacks on Æblesmør – en krydret og karamelliseret æblemarmelade

  1. […] æbleskiver med fyld af æblesmør smager virkelig skønt – æblesmørret giver en skøn og krydret julesmag uden at overdøve. […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *