Klassiske æbleskiver – de bedste æbleskiver med æblesmør


æbleskiver
Jeg elsker virkelig æbleskiver, og det er altså noget af det bedste ved julen hvis du spørger mig. Især den hjemmelavede variant er et hit, og jeg plejer at stege æbleskiver mindst en gang i løbet af december. I år har jeg allerede stegt æbleskiver to gange, og jeg har på fornemmelsen at æbleskivejernet bliver fundet frem et par gange mere i løbet af december.

Jeg elsker de helt klassiske æbleskiver med smag af kardemomme og citron, men jeg fik alligevel lyst til at eksperimentere med lidt fyld, da jeg havde lavet en ordentlig omgang æblesmør. Så det skulle selvfølgelig i æbleskiverne.

Disse æbleskiver med fyld af æblesmør smager virkelig skønt – æblesmørret giver en skøn og krydret julesmag uden at overdøve. Jeg synes nemlig at fx chokoladefyld kan overdøve den ellers så dejlige æbleskivesmag. Men hvad du vælger at fylde dine æbleskiver med er helt op til dig. Og ellers smager de altså også bare virkelig dejligt som de nu er <3

Nu hvor det er 1. weekend i december er det jo oplagt at begynde på lidt julelækkerier, så måske æbleskivejernet skal findes frem. I så fald håber jeg i vil prøve opskriften, for det er en kæmpe favorit herhjemme.

Rigtig dejlig weekend til jer alle – søde julekram, Pilen

æbleskiver med æblesmør æbleskiver

Tip! I finder opskriften på det lækre æblesmør lige her.


INGREDIENSER (28 stk)

4 æg
5 spsk sukker
125 g smeltet smør
4 dl kærnemælk
250 g hvedemel
1 nip salt
0,5 tsk natron
1 tsk stødt kardemomme
revet skal fra 1,5 øko citron

evt fyld i form af 4 store spsk æblesmør

Æbleskiver

Del æggene i blommer og hvider og pisk hviderne helt stive, og sæt dem til side. Pisk blommer med sukker, tilsæt kærnemælk og smeltet smør og rør det sammen. Bland de tørre ingredienser i en skål og rør den våde masse i. Tilsæt citronskal og rør rundt. Vend forsigtigt æggehviderne i blandingen uden at slå luften ud af dejen.

Hæld æbleskivedejen i en sprøjtepose og hæld 4 store spsk æblesmør i en sprøjtepose. Du kan også sagtens hælde dejen i panden med fx et decilitermål og æblesmørret med en teske, men jeg synes det er lidt lettere at styre når der skal ekstra fyld i æbleskiverne med en sprøjtepose.

Varm æbleskivepanden op og smelt lidt smør i hvert hul. Fyld æbleskivedej op til kanten i alle hullerne og lad dem bage til de er let gyldne. Vend dem herefter en kvart omgang og sprøjt først en lille klat æblesmør ind i æbleskiven og herefter en lille (ikke for meget, da det så vil flyde ud i hele panden) klat æbleskivedej ovenpå. Vend dem herefter helt så hullet bliver lukket. Steg dem gyldne og sprøde på alle sider og hold dem lune i ovnen indtil de skal spises.

æbleskiver med æblesmør


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *