Islagkage med mynte, chokolade og påskeæg


mynte islagkage

Er du begyndt at overveje hvad påskedesserten skal byde på? Så har jeg her et bud på en helt fantastisk islagkage med en melfri browniebund, en cremet mynteparfait og lækre mynteæg fra Summerbird. Jeg lyver ikke når jeg siger at det muligvis er den bedste islagkage jeg har smagt – og så skal den endda laves uden ismaskine, så alle kan være med.

Mørk chokolade og mynte er evigt lækkert makkerpar, og jeg har også en mor som jeg ved ville elske denne kage. Hun er nemlig ualmindelig glad for mynteis – og chokolade. Det må vist være hende jeg har arvet det fra.

Jeg har brugt de lækreste vagtelæg med mørk chokolade og myntekaramel fra Summerbird, som både giver en fantastisk smag og lækkert knas til iscremen. Og så er de jo også en fryd for øjet at pynte påskekagen med.

Kagen kan selvfølgelig laves hele året rundt – så vil jeg bare anbefale at du finder en anden form for chokolader med myntefyld. Det ville faktisk være helt synd kun at spise den til påske. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen at det ikke er sidste gang denne her ryger på dessertbordet.

Hvis du gerne vil gøre dine gæster glade med en lækker dessert der kan serveres direkte fra fryseren, så lov mig at du prøver denne islagkage med mynte og chokolade. Den vil helt sikkert vække begejstring og glæde!

God tirsdag og søde kram, Pilen <3

Iscremen er lavet med udgangspunkt i Mette Blomsterbergs opskrift på mynteparfait.

islagkage med mynte påskedessert mynte islagkage


INGREDIENSER (8-10 pers)

Brownie

100 g mørk chokolade (60-70%)
75 g smør
100 g sukker
2 æg

Mynteparfait

17 vagtelæg med myntekaramel fra Summerbird
3,5 dl piskefløde
4 æggeblommer
4 myntestilke
16-20 mynteblade
0,75 dl vand
75 g sukker

FREMGANGSMÅDE

Start med at komme 12 vagtelæg med myntekaramel i fryseren – så er de nemmere at hakke når du kommer dertil.

Brownie

Smelt smørret i en gryde. Hak chokoladen groft og kom det i gryden og lad smør og chokolade smelte sammen.

Pisk æg og sukker hurtigt sammen i en skål. Hæld chokoladesmørret i æggene mens der røres. Rør dejen til en ensartet blanding og hæld det i en 20 cm springform med bagepapir i bunden.

Bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i 15-20 min. Tjek til kage undervejs – den må endelig ikke få for meget og må godt være lidt underbagt i midten.

Lad kagebunden køle helt af – gerne i fryseren.

Mynteparfait

Pil myntebladene af myntestilkene og hak myntebladene fint. Hæld myntestilke, vand og sukker i en gryde og lad det koge op – lad siruppen småkoge i 5 min og tag den af varmen. Hæld siruppen i en skål og lad den køle let.

Pisk æggeblommerne luftige med en håndmixer, og tilsæt siruppen lidt ad gangen mens du stadig pisker. Pisk det godt igennem til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt myntebladene og pisk dem hurtigt ud i blandingen.

Pisk fløden til let flødeskum og vend den i æggemassen.

Hak de 12 frosne vagtelæg groft og skil dem fra hinaden med fingrene så de ikke klistrer helt sammen. Vend forsigtigt de hakkede chokoladeæg i ismassen. og sørg for at de ikke hænger for meget sammen.

Løsn brownien fra bagepapiret og læg brownientilbage i springformen med bagepapir i bunden og kageplast langs kanterne. Hæld ismassen i springformen og stil den i fryseren i minimum 6-8 timer – gerne natten over. Efter 1 time rører du forsigtigt i ismassen (uden at stikke ned i bunden), så æggene ikke flader helt til bunds. Glat overfladen og frys islagkagen færdig.

Lad islagkagen stå ved stuetemperatur i 5-10 min inden servering, og Pynt med de resterende vagtelæg, fintrevet chokolade og friske mynteblade.

islagkage med mynte


7 Comments on Islagkage med mynte, chokolade og påskeæg

  1. Katrine Møller Hansen
    03/08/2019 at 18:07 (5 år ago)

    Hvor ser det lækkert ud! <3
    Hvis jeg skal lave denne i en 26 cm springform, hvad vil du så foreslå, jeg ganger opskriften med?

    Mvh.

    Katrine

    Svar
    • pilenskoekken90
      08/08/2019 at 13:02 (5 år ago)

      Jeg ville nok lave 1,5 portion 🙂

      Svar
    • pilenskoekken90
      08/08/2019 at 13:03 (5 år ago)

      jeg vil nok lave 1,5 gange portionen 🙂

      Svar

4Pingbacks & Trackbacks on Islagkage med mynte, chokolade og påskeæg

  1. […] at prøve nogle af mine islagkager med parfait, som kan laves uden ismaskine – måske denne variant med mynte, eller mini islagkager med jordbærparfait – eller min favorit med banan, karamel, nødder og […]

  2. […] Islagkage med mynte og mørk chokolade – det her er jo en vaskeægte påskedessert med de fine mørke chokoladeæg på toppen, som er fyldt med en skøn myntekaramel. Selve islagkagen byder på en saftig browniebund, en mynteparfait og knasende påskeæg. Bonus er at du ikke behøves en ismaskine for at lave isen. […]

  3. […] og ikke ejer en ismaskine, så har jeg en lækker opskrift på en mynteparfait som islagkage lige her – du kan bare bruge isbasen fra denne opskrift og så tilsætte hakket mørk chokolade, hvis […]

  4. […] med lime og hasselnødderIslagkage med mynte og browniebundBanan islagkage med chokolade og karamelMini islagkager med marcipan og jordbærparfaitCitronfromage […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *