Blommetærte med frangipane og store stykker chokolade – en af de bedste frugttærter jeg har lavet. Jeg er virkelig fan af at få brugt årstidens frugter – især hvis de kan puttes i en kage eller i en tærte som her. Blommerne er søde og lidt syrlige, hvilket passer skønt til den mørke chokolade og den sprøde mørdejsbund.
Generelt er jeg ret meget fan af tærter. Både de salte og de søde. Og især når de fyldes med en lækker mandel- eller marcipanmasse toppet med årstidens frugt. Blommerne er i sæson lige nu, så det er jo bare om at udnytte sæsonen så længe den varer. Ellers er jeg sikker på at tærten også vil fungere rigtig godt med både pære og æble.
Tærten er allerbedst når den stadig er lidt lun. Gerne med en god cremefraiche eller vaniljeis til. Lun blommetærte med kold cremefraiche – det er altså ren kagelykke i min verden.
INGREDIENSER
Mørdej
170 g hvedemel
70 g flormelis
90 g koldt smør
1 æggeblomme
1 spsk koldt vand
Tærtefyld
80 g mandler
80 g blødt smør
60 g sukker
1 vaniljestang
1 stort æg
60 g mørk chokolade, grofthakket
14-15 små blommer delt i halve
1 tsk sukker
10 g mandelflager
FREMGANGSMÅDE
Mørdej
Bland mel og flormelis i en skål. Tilsæt smør i små tern, og smuldr det mellem fingrene. Tilsæt æggeblomme og vand og saml dejen hurtigt med hænderne. Lad dejen hvile på køl i ca. 1 time. Rul dejen tyndt ud mellem to stykker bagepapir og flyt forsigtigt dejen over i en tærteform (ca. 26 cm). Prik bunden med en gaffel og forbag bunden i ca 10 min ved 200 grader alm ovn.
Tærtefyld
Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem med lidt sukker. Blend mandlerne til helt fin mandelmel. Pisk smør og sukker til en ensartet masse. Tilsæt ægget og pisk blandingen godt sammen. Rør mandelmel i dejen og vend til sidst grofthakket mørk chokolade i. Hæld dejen i den forbagte tærtebund. Fordel blommerne på frangipane massen i et fint mønster og drys med sukker. Drys til sidst mandelflagerne over tærten og bag den ved 180 grader i 40-45 min til den er gylden. Nyd tærten lun.
Anna
07/09/2016 at 16:19 (8 år ago)Hold nu op, hvor ser det bare mega lækkert ud Camilla! Kan lige forestille mig, at kombinationen af blommer, frangipane og mørk choko er helt fantastisk 🙂
Kh Anna
Pilenskoekken
08/09/2016 at 06:25 (8 år ago)Tusind tak Anna – Frangipane tærter er virkelig en af mine yndlings tærter – og i kombination med årstidens frugt og mørk chokolade er det ret så lækkert! Prøv det endelig af, hvis du har et blommetræ der skal plyndres 😉
Mange Hilsner
Camilla
Tove Viftrup
01/08/2017 at 21:15 (7 år ago)Hvad er fragipane, og hvor er denne ingridiens nævnt??
Tove Viftrup
01/08/2017 at 21:16 (7 år ago)Hvad er frangipane og hvor er den ingridiens nævnt???
Pilen
06/08/2017 at 11:59 (7 år ago)Hej Tove 🙂
Frangipane er mandelmassen der er fyldt i tærtebunden 🙂