Når jeg hører ordet roulade tænker jeg automatisk tilbage på min folkeskoletid, hvor vi efter skole tog i Brugsen og købte mazarinkager og roulade i store mængder. En kage per mand – ja tak! Og især drengene hoppede på rouladevognen, hvor de spiste køberouladerne med stor fornøjelse som var det en shawarma rulle.
Jeg er dog ikke sikker på at jeg vil være helt så begejstret for en købe roulade eller mazarinkage som jeg var dengang. Mit forhold til købekage har i hvert fald ændret sig en del.
Jeg har typisk associeret roulade med en tør og kedelig kage, men når man selv bager den og fylder den med lige hvad man har lyst til – ja så er den langt fra kedelig. Tværtimod.
Rouladen her er lækker svampet og fyldt med en lækker mascarponecreme med hvid chokolade. Desuden har jeg lavet en lækker syrlig limecurd med et twist af basilikum.
Og så tænker i måske: Basilikum i en kage? Det er altså for underligt.
Men det smager altså virkelig lækkert, og basilikumsmagen er slet ikke gennemtrængende. Man aner den kun lige, og det smager så godt med den syrlige lime.
Jeg har ikke så meget andet at sige end prøv det. Jeg er sikker på at du vil få et helt andet forhold til roulade når du har prøvet den hjemmelavede udgave.
Forbered gerne fyldet i god tid, da cremerne skal være helt klar og kolde når rouladen bages.
Ingredienser (10-12 pers)
Limecurd med basilikum
saft fra 6 lime
skal fra 3 øko lime
170 g sukker
15 store basilikumblade
2 æg + 2 æggeblommer
70 g smør
Evt lidt grøn frugtfarve
Mascarponecreme
80 g hvid chokolade
2,5 dl piskefløde (38 %)
150 g mascarpone
1 blad husblas
Rouladebund
30 g mandler
75 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
3 æg
90 g sukker
Fremgangsmåde
Limecurd
Start med at rive limeskallen fint, og pres saften ud af limefrugterne. Der skal ende med at være lidt over 1 dl limesaft.
Blend sukker med basilikumblade, så der ikke er nogle basilikumstykker tilbage.
Hæld basilikumsukker, limesaft, limeskal, æg og æggeblommer i en gryde og varm det forsigtigt op indtil det begynder at tykne. Massen må endelig ikke koge, så hold gerne øje med et termometer at massen bliver ca 80 grader varm.
Tag nu limecurden af blusset og tilsæt smør i små terninger mens der røres rundt.
Giv den et par minutter igen over varmen uden at det kommer op og koge.
Si massen, og hæld den på et skoldet glas. Sæt limecurden på køl i mindst 3-4 timer tild en er helt kold.
Mascarponecreme
Start dagen før med mascarponecremen. Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand i mindst 10 min.
Hak chokoladen groft og varm fløden op til lige under kogepunktet.
Hæld nu den varme fløde over chokoladen af 2-3 omgange, så chokoladen smelter ud i massen. Vrid husblassen og tilsæt den, så den smelter. læg et stykke film helt tæt ned til chokoladefløden, og sæt det på køl natten over (eller mindst 5-6 timer).
Rouladebund
Blend mandlerne fint til mel og bland dem med hvedemel og bagepulver.
Pisk æg og sukker, så det bliver lyst og luftigt. Det skal piskes ret længe, så det bliver så luftigt som muligt.
Sigt melblandingen med bagepulver i dejen og vend det hele forsigtigt.
Spred dejen ud på en bageplade i en størrelse på ca 25*35 cm.
Bag bunden i ovnen ved 200 g alm ovn i ca 8 min. Hold øje med bunden – den skal kun lige bages igennem.
Samling af rouladen
Når rouladebunden er bagt tages den ud af ovnen, og den vendes over på et nyt stykke bagepapir som er drysset med sukker. Den ligger nu med bunden i vejret, så bagepapiret på bagsiden kan løsnes. Før hele bunden med bagepapir på hver side over på et bræt (evt med et let fugtigt viskestykke), og lad det køle i ca 10 min. Bunden skal kun afkøles let, da den ellers vil sprække når man ruller den. Forbered imens mascarponecremen.
Pisk chokoladefløden til skum (pas på ikke at overpiske, så den skiller). Pisk mascarponen let og vend den i chokoladeflødeskummet til det bliver ensartet.
Tag den let afkølede bund og rul den forsigtigt med bagepapiret på, så den lige vender sig til formen.
Fordel et lag limecurd på bunden – lad der være 2-3 cm fri i hver ende, hvor den rulles. Fordel næste et tyndt lag mascarponecreme ovenpå (gem resten af mascarponecremen på køl).
Rul nu forsigtigt rouladen og brug bagepapiret som hjælp til at rulle med. Sørg for at den bliver ruller forholdsvis stramt uden at du presser fyldet ud. Når rouladen er rullet sammen pakkes den ind i bagepapir og sættes på køl et par timer inden den skal spises. Den har godt af at stå og sætte sig lidt.
Når rouladen skal serveres, skæres kanterne af rouladen, så den står pænt og skarpt. Fyld resten af mascarponecremen i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt små rosetter på toppen af rouladen og pynt med små basilikumblade.
Velbekomme!