Pizza uden surdej – sprød og luftig pizzabund


pizzabund
En saftig, sprød, tynd og luftig pizzabund uden surdej – det kan altså sagtens lade sig gøre! Pizzabunden har en meget lille mængde gær og langtidshæves, så den stadig får masser af smag og hæver flot op under bagningen.

Jeg har længe bagt pizza med surdej, da jeg synes det giver en helt fantastisk pizzabund med en sprød skorpe og lækker smag. Men nogle gange, så er det altså rart ikke at skulle forberede sig flere dage før (hvis man skal sikre sig en god aktiv surdej) – og så ved jeg at det jo altså ikke er alle der lige har en surdej stående. Men det skal altså ikke holde jer tilbage fra at lave en lækker hjemmelavet pizzabund.

Til gengæld så er bagestål/bagesten nærmest uundværligt hvis man skal lave en tynd pizza der er sprød helt inde på midten – jeg har prøvet med en meget varm ovn og bageplade, og det giver desværre bare ikke samme resultat.

Pizzadejen er ret nem at have med at gøre, men kræver lige lidt arbejde de første par time, for at sikre at den får en stærk glutenstruktur.

Toppingen på pizzaen på billederne er min favorit – en god hjemmelavet tomatsovs der har langtidssimret, frisk mozzarella (gerne masser af det), grillet squash og frisk basilikum. Hvis du ikke har prøvet denne her pizzavariant så kan den varmt anbefales. Selv Jonas som altid gerne vil have kød på sin pizza har også fået denne her som sin favorit!

Rigtig god pizzabagning – søde kram, Pilen <3

pizza uden surdej
pizzabund

INGREDIENSER (4 stk)

350 g lunken vand
2 g gær
450 g Tipo00 mel (jeg har ofte erstattet 150 g tipo00 med durum, hvilket også fungerer rigtig godt)
1 spsk olivenolie
13 g salt

FREMGANGSMÅDE

Jeg starter altid om eftermiddagen dagen før der skal spises pizza til aftensmad – og senest 24 timer før.

Hæld mel og 325 g vand i en stor skål og ælt det sammen med hænderne så alt melet er vædet. Dæk skålen til og lad det stå til autolyse i 1 time.

Bland gær og de sidste 25 g vand og hæld det ned til dejen sammen med olivenolie. Ælt dejen på røremaskine i 1 minuts tid ved lav-medium hastighed (dejen må endelig ikke blive for varm). Tilsæt salt og ælt videre ved samme hastighed i ca 5 min til dejen slipper skålens sider.

Hæld dejen i en oliesmurt bøtte og fold nu dejen på alle 4 sider. Gentag foldningen efter xx antal minutter:

30 minutter
60 minutter
1,5 time
2 timer

Lad dejen stå yderligere 15 minutter efter sidste foldning og sæt den nu på køl. Lad nu dejen stå i køleskabet natten over.

2,5 time inden du skal spise pizza tager du dejen ud af køleskabet. Hæld den på en meldrysset bordplade og del i 4 lige store klumper.

Form dejen til kugler som vist i filmen her, og lad dem hvile i 2,5 time dækket til med husholdningsfilm, så de ikke tørrer ud. Tænd ovnen minimum 1 time inden du skal bage pizza på max varme – gerne med et bagestål eller en bagesten i ovnen.

Form pizzaerne – tjek igen videoen her for at se hvordan jeg former pizzaerne. Vær OBS på at dejen her er lidt anderledes at arbejde med, så vær forsigtig når du strækker den, så der ikke går hul på dejen.

Top pizzaen med dit yndlingsfyld, og bag den i ca 12 minutter ved 260-270 grader (eller så varm som din ovn kan blive). Hold øje med pizzaerne så de ikke får for meget – de skal gerne hæve godt op ude ved skorpen og få en god farve, samt blive lækre sprøde under bunden. Jeg skubber pizzaerne ind i ovnen på en bagespade jeg har som hører med til dit bagestål.

pizza


5 Comments on Pizza uden surdej – sprød og luftig pizzabund

  1. Lisbeth
    10/09/2019 at 18:57 (5 år ago)

    Hej og tusind tak for skønne opskrifter og inspiration
    Må jeg spørge hvilken røremaskine du bruger og kan anbefale?
    På forhånd mange tak

    Svar
    • pilenskoekken90
      11/09/2019 at 07:40 (5 år ago)

      Hej Lisbeth. Tak for de søde ord og fordi du følger med <3 Jeg har en Bjørn Teddy - uden tvivl den bedste køkkeninvestering jeg har gjort mig. den er helt genial især til brødbagning! 🙂

      Svar
  2. Jette
    28/10/2019 at 20:34 (5 år ago)

    Jeg elsker frisk mozzarella bagt på pizzaer . Jeg synes bare ofte, at det væsker meget – hvordan undgår du det ?

    Svar
    • pilenskoekken90
      30/10/2019 at 13:41 (5 år ago)

      Jeg bager ved meget høj varme og på bagestål, så jeg synes ikke at den væsker, da det fordamper hurtigt pga varmen 🙂

      Svar
    • Stefanie
      25/03/2022 at 14:03 (3 år ago)

      Hej Pilen. Bager du pizzaerne ved varmluft eller over/undervarme? Kh

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *