SPONSORERET AF ARLA – indlægget er dog udelukkende baseret på min egen holdning til produkterne.
Sommeren er over os og det betyder for mig is i lange baner – for hvis der er noget der hører sig sommeren til så er det altså is. Og i den forbindelse har jeg været så heldig at få lov til at lege i køkkenet med Arlas nye økologiske flødeis.
Arla har denne sommer lanceret en ny række af økologiske flødeis i tre forskellige varianter – solbær, chokolade og vanilje. Alle varianterne er baseret på økologiske ingredienser med fokus på velsmag og konsistens – hvilket er noget jeg absolut sætter pris på ved en god flødeis.
Jeg synes generelt det kan være svært at finde en god flødeis i supermarkederne, men det som jeg primært lægger vægt på når jeg skal købe flødeis det er konsistensen og selvfølgelig smagen. Smagen skal være naturlig og ren og konsistensen skal være lækker cremet og til at scoope til runde kugler – uden at jeg skal vente alt for længe på at den bliver blød. Og her rammer Arla ØKO flødeis altså virkelig plet! I Arla ØKO solbæris kan man virkelig smage at der er blevet brugt gode ingredienser i isen, og at det ikke blot er kunstige smagsstoffer der giver smag. Det er solmodne solbær, økologisk fløde og rene råvarer. Og det er altså noget jeg sætter pris på – at jeg kan smage ingredienserne i produktet, og at jeg ved hvad det indeholder. At isen så ovenikøbet er baseret på økologiske ingredienser er jo kun en bonus hvis du spørger mig!
En anden ting der virkelig vakte min begejstring ved Arla ØKO solbæris var at den var så nem at scoope – her kan jeg virkelig sætte mig ind i #onescoop tankegangen. Det er nemlig ligetil og virkelig nemt at scoope en enkelt kugle is og nyde den som den er eller som del af en isdessert. Isen er lækker cremet og skal ikke stå længe ved stuetemperatur før den er klar til at blive scoopet. Total fedt for den utålmodige type som jeg er – når jeg vil have is, så skal det gerne være med det samme.
Her om sommeren er det oplagt at nyde isen udendørs og at lade gæsterne selv anrette deres dessert. Derfor valgte jeg også at lave en dessert der indbød til at man ved bordet selv kunne scoope sin is og anrette den.
Jeg har bagt de lækreste nøddemarengs med chokoladeswirls – de bliver toppet med Arla ØKO solbæris og en gang lynsyltede solbær. Mums en lækker kombination – den cremede og søde solbæris smager fantastisk sammen med mørk chokolade, ristede nødder og de syrlige solbær. En sikker vinder som dessert til de mange grillaftener foran os – forberedelserne til desserten tager ca en halv time og er virkelig nemt, så her kan alle altså være med. Og så er det virkelig hyggeligt selv at lade sine gæster anrette desserten direkte ved bordet.
Arla ØKO flødeis kan købes i Føtex, Meny og Bilka, så det er nemt for de fleste at komme til. Hvis du vil læse mere om varianterne og se mere inspiration til #OneScoop serveringer, så klik ind på Arlas hjemmeside og læs mere om isene.
Ellers vil jeg foreslå at du starter med at hoppe ud i de her lækre nøddemarengs med Arla ØKO solbæris næste gang du har gæster der skal forkæles – eller hvis du bare gerne vil være lidt god ved dig selv og familien. Jeg er sikker på det vil være et hit hos børnene selv at få lov til at anrette deres dessert!
Rigtig god sommer og søde iskram, Pilen <3
INGREDIENSER (4 pers)
Arla Øko Solbær flødeis
Nøddemarengs (4 stk)
2 æggehvider
100 g sukker
1 nip eddike
1 stort nip flagesalt
100 g ristede hasselnødder
75 g mørk chokolade (71 %)
Solbærsylt
100 g solbær
50 g sukker
1 spsk vand
FREMGANGSMÅDE
Pisk æggehviderne til de begynder at blive stive. Tilsæt sukkeret lidt af gangen og pisk videre til du har en sej marengs. Blend hasselnødderne groft og vend dem i marengsen. Smelt chokoladen og vend den forsigtigt i marengsen – vend den ikke helt rundt, kun så du får fine chokoladeswirls.
Brug to skeer til at fordele marengsen i fire reder på en bageplade med bagepapir. Lav en lille fordybning i midten med bagsiden af en ske.
Bag marengsrederne ved 150 grader traditionel ovn i ca 20 min. Tag dine marengs ud af ovnen og lad dem køle af.
Lav imens din solbærsylt ved at give solbær, vand og sukker et hurtigt opkog – tag solbærsylten af varmen og hæld i en skål. Lad det køle let af inden servering.
Server marengsrederne med en kugle Arla øko solbæris og lidt solbærsylt som topping – stil evt marengsrederne, isen og chokoladen på bordet så gæsterne selv kan anrette deres dessert. Pynt evt med røde skovsyreblade.