Mørk chokolademousse med hindbær og marcipankiks


chokolademousse

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er ret så glad for chokolademousse – i alle former og med forskellige typer chokolade. Min seneste kærlighed faldt på denne bløde og karamelsøde Amber mousse – men denne klassiske mørke chokolademousse med friske hindbær og sprød marcipankiks giver kamp til stregen.

Allerhelst vil jeg faktisk bare gerne spise begge to.

Denne mørke chokolademousse er silkeblød og intens i smagen – det passer perfekt til de friske hindbær og den sprøde marcipanbund. Chokolade, marcipan og hindbær kan man vist næsten ikke gå galt med.

Jeg har støbt moussen i fine silikoneforme fra Silikomart – har du ikke mønstrede silikoneforme kan du sagtens bruge almindelige halvkugler. De smager og ser stadig fantastisk ud.

Denne chokolademousse er baseret på en creme anglaise, hvilket giver en fantastisk cremet konsistens – den smelter simpelthen på tungen.

Hvis du ikke orker silikoneforme, kiksebund og alt det andet lir, så hælder du bare moussen på glas og lader den sætte sig i køleskabet natten over – topper herligheden med friske bær og lidt hakkede nødder. Så bliver det ikke nemmere.

Masser af søde kram og chokoladekærlighed herfra, Pilen <3

chokolademousse med hindbær mørk chokolademousse

Tip 1. Spis gerne mousserne samme dag som du tøer dem op i køleskabet – står de for længe bliver bundene bløde.

Tip 2. Hvis du ikke kan få friske hindbær vil det helt sikkert også være lækkert at gemme et helt jordbær i midten af moussen.

Tip 3. Husk at brug en chokolade af god kvalitet – det kan smages. Og med amme kakaoprocent som i opskriften, da det ellers vil ændre på konsistensen af moussen.


INGREDIENSER (6 pers)

Creme anglaise

0,75 dl sødmælk
0,75 dl fløde
2 æggeblommer
25 g sukker
1/2 vaniljestang

Chokolademousse

125 g creme anglaise
110 g mørk chokolade 61 %
2 dl piskefløde

125 g friske hindbær

Marcipankiks

100 g hvedemel
35 g flormelis
90 g marcipan
1 nip salt
50 g koldt smør
1 æggeblomme

FREMGANGSMÅDE

Creme anglaise

Skrab kornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med lidt sukker. Pisk hurtigt sukker, vaniljekorn og æggeblommer sammen. Varm fløde, sødmælk og den tomme vaniljestang op i en gryde til lige under kogepunktet. Tag gryden af varmen og hæld ca halvdelen af varme mælkeblanding over æggene mens du pisker.

Hæld alle ingredienserne tilbage i gryden og sæt den tilbage på varmen ved svag-medium varme. Rør hele tiden mens du forsigtigt varmer cremen op til 83 grader – cremen skal tykne let. Tag cremen af varmen og hæld den igennem en sigte. Vej 125 g creme anglaise af til chokolademoussen – gem resterne til en gang friske bær eller spis det med det samme.

Chokolademousse

Smelt chokoladen over vandbad og tag den af varmen så snart det er smeltet. Hæld den stadig varme creme anglaise over den smeltede chokolade mens du rører med en dejskraber fra midten af skålen med små hurtige bevægelser. Rør indtil det har samlet sig til en blank chokolademasse. Kør cremen igennem med en stavblender og lad den køle til ca 40 grader.

Pisk fløden til et let skum og vend forsigtigt fløden i chokoladecremen – uden at slå luften ud af moussen.

Hæld chokolademoussen i 6 silikonehalvforme (ca 7 cm i diameter) og stik 3 hindbær ned i hver form. Glat overfladen med en paletkniv og stil moussen i fryseren natten over – mindst 12 timer.

Marcipankiks

Bland hvedemel, flormelis og salt. Riv marcipanen groft og hæld den i skålen sammen med koldt smør i må tern. Smuldr smør og marcipanen mellem fingrene til blandingen har konsistens som fintrevet parmesan. Tilsæt æggeblommen og saml dejen hurtigt – uden at ælte den for meget. Stil dejen på køl i ca 1 time.

Rul dejen ud på et meldrysset bord – den skal være 4-5 mm tyk. Udstik cirkler af ca 8 cm og bag dem ved 200 grader traditionel ovn i ca 10 min. Lad dem køle helt af.

Skub forsigtigt moussebomberne ud af silikoneformen og placer dem på hver sin marcipankiks. Lad dem tø op i køleskabet i 2-3 timer inden servering.

Pynt med et frisk hindbær på toppen og rød skovsyre.

chokolademousse creme anglaise


 

6 Comments on Mørk chokolademousse med hindbær og marcipankiks

  1. Tina KH
    07/05/2017 at 09:35 (8 år ago)

    Yderst flot og lækker dessert du der har fremtryllet:-)
    Rigtig god søndag ønskes!

    Svar
    • Pilen
      10/05/2017 at 12:18 (8 år ago)

      Tusind tak for de søde ord Tina – kan du have en dejlig onsdag 🙂 <3

      Svar
    • Pilen
      10/05/2017 at 12:18 (8 år ago)

      Tusind tak <3 søde kram, Pilen

      Svar
  2. Bettina
    29/12/2017 at 22:25 (7 år ago)

    Hejsa
    Jeg ville lige sige tak for den fedeste hjemmeside. Du laver virkelig smukke kager og desserter.
    Jeg ville gerne lave din chokolade mousse og skal lige høre ang marcipankiksene…
    Kan de godt bages dagen i forvejen? Og hvordan holder jeg dem sprøde?
    Mvh Bettina 😃

    Svar
    • Pilen
      29/12/2017 at 22:28 (7 år ago)

      Tusind tak for din søde kommentar – det gør mig så glad! <3

      Du kan sagtens bage marcipankiksene dagene før – opbevar dem gerne i en kagedåse eller en helt tætlukket boks for at de kan holde sig sprøde 🙂

      God nytår <3

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *