Vafler med kanel og nutella


Vafler med nutella

Her i december er det lækkert at gøre lidt ekstra ud af morgenmaden – gerne med lidt musik i baggrunden og et kalenderlys der lige så stille nærmer sig den 24. december. Og så er det skønt med en dejlig julet morgenmad som disse sprøde vafler med masser af julekrydderier, nutella og granatæblekerner. De både smager fantastisk og ser smukke ud med de røde kerner.

Om du spiser vaflerne til morgenmad eller dessert – ja det er helt op til dig. Jeg synes de fungerer fremragende til begge dele. Og en lækker kugle is ovenpå vil helt sikkert også være skønt.

Nyd weekendmorgenen med en duft af nybagte, smørstegte vafler – det er ren forkælelse. Og så er det et hit både blandt børn og voksne. For hvem er ikke vild med vafler og nutella?

God weekend og søde knus fra Pilen <3

vafler med kanel

INGREDIENSER

125 g smør
2 æg
325 g hvedemel
4 dl mælk
4 spsk sukker
1,5 tsk kardemomme
3 tsk kanel
1/2 tsk bagepulver
smør til stegning

FREMGANGSMÅDE

Smelt smørret i en gryde og stil det til side. Del æggene i blommer og hvider og pisk æggehviderne stive i en helt ren skål. Pisk æggeblommer med sukker og krydderier. Tilsæt skiftevis mælk og hvedemel mens blandingen røres godt sammen. Vend smørret i dejen, og vend til sidst forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i blandingen. Lad dejen hvile 1/2 time på køl (kan undlades).

Smør vaffeljernet med smør og steg vaflerne en af gangen. Hvis de skal holdes varme kan de lægges på en rist i ovnen ved 100 grader. Pas på ikke at stable vaflerne da de så bliver bløde.

Server vaflerne med nutella, granatæblekerner og ristede nødder – eller din yndlingstopping <3

julevafler


 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *