Gulerodskage med cream cheese frosting

IMG_2360Gulerodskage er en evig klassiker der bare altid smager skønt. Jeg har glædet mig virkelig meget til at dele opskriften på min version af gulerodskagen med jer, da det er den bedste jeg endnu har smagt. Kagen er svampet og krydret – og toppet med en frisk ostecreme med hvid chokolade.

Gulerodskagen her må være en af mine bedste opskrifter, og min kæreste – som ellers altid er god til at give lidt konstruktiv feedback – havde ikke en finger at sætte på noget. Det siger altså ikke så lidt. Kagen havnede straks i top 3, og jeg drømmer om at den næste gang skal laves i en squash version med mørk chokolade. Haps!

Leder du stadig efter den helt perfekte opskrift på gulerodskage, så prøv denne her. Jeg lover at du ikke bliver skuffet – og at den helt sikkert vil vække jubeldans og begejstring hos dem du serverer den for 🙂

 gulerodskage med cream cheese frosting

INGREDIENSER (20 cm springform)

Gulerodskage

3 små æg (eller 2 store)
200 g brun farin
100 g valnødder blendet til fint mel
75 g hvedemel
1/4 tsk salt
1 tsk bagepulver
1,5 tsk kanel
0,5 tsk stødt nellike
200 g groftrevne gulerødder
1 dl smagsneutral olie
50 g finthakkede tørrede abrikoser

Cream cheese frosting

200 g philadelphia
100 g hvid chokolade
fintrevet skal fra én citron
saft fra 1/2 citron

FREMGANGSMÅDE

Gulerodskage

Pisk æg og brun farin lyst og luftigt. Bland de tørre ingredienser og vend dem forsigtigt i æggeblandingen sammen med olie. Vend til sidst gulerod og abrikoser i dejen. Beklæd en springform med bagepapir i bunden og smør siderne. Hæld dejen i formen og bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i ca. 45 min. Tjek med en pind at kagen er færdig. Lad kagen køle helt af før den pyntes.

Cream cheese frosting

Pisk philadelphia kort, så det bliver blødt. Smelt chokoladen over vandbad, og vend forsigtigt chokoladen lidt efter lidt sammen med philadelphia til en ensartet blanding. Tilsæt citronskal og saft og rør det hele godt sammen. Hvis frostingen er meget blød sættes den på køl 1/2-1 time indtil den er kold. Fyld frostingen i en sprøjtepose med rund tylle og sprøjt små runde toppe ud på kagen. Pynt evt. med finthakkede valnøddekerner og skovsyre.

Velbekomme!

gulerodskage opskrift

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *