Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg har en forkærlighed for italiensk mad – pasta, risotto, pizza osv. Især lasagne er en af favoritterne, da man kan lave en kæmpe portion og dermed have mad til flere dage. Herhjemme er lasagnen blevet lidt af en søndagsret, da jeg kan lave kødsovsen i god tid, så den kan stå og simre på komfuret hele dagen. Den bliver så meget bedre!
Min lasagne er fyldt med en lækker smagfuld kødsovs, klassisk bechamel, masser af ost og friske lasagneplader. Og nu vi snakker om lasagneplader, så lov mig at i bruger de friske. Lasagnen smager meget bedre og får en virkelig god konsistens når man bruger friske lasagneplader. Og når man alligevel har gang i hjemmelavet bechamel og langtidssimret kødsovs, så er der altså ikke nogen grund til at gå ned på den gode pasta.
Jeg var så heldig at have en halv parmesan liggende i køleskabet, som fik lov til at blive revet imellem lagene, hvilket smagte virkelig lækkert. Men har du ikke parmesan liggende kan du sagtens lave den uden – det er testet masser af gange og smager stadig fantastisk.
Hvis du har en dag med lidt ekstra tid, så prøv lasagnen her – det er altså italiensk mad når det er bedst 🙂
INGREDIENSER (5-6 pers)
Kødsovs
2 spsk olivenolie
100 g bacon
1 stort løg
3 fed hvidløg
500 g oksekød
3 groftrevne gulerødder (ca 200 g)
1 rød peberfrugt i små tern
75 g soltørrede tomater i små tern
1 dl vin (kan undlades og erstattes med boullion)
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpure (140 g)
4 dl kraftig okseboullion
1 stor håndfuld frisk basilikum, hakket
3 laurbærblade
2 tsk tørret oregani
1 tsk tørret timian
1 spsk balsamicoeddike
1 tsk sukker
2 tsk groft salt
friskkværnet peber
Bechamel sauce
100 g smør
100 g hvedemel
1 liter sødmælk
125 g revet mozarella
revet muskatnød
salt og peber
15 g smør
500 g friske lasagneplader
75 g fintrevet parmesan eller grana pardano ost (kan undlades)
75 g revet mozarella
rasp
FREMGANGSMÅDE
Kødsovs
Hak løg og hvidløg fint. Varm olien i en stor gryde ved kraftig varme og tilsæt bacon. Svits bacon i olien 4-5 min, hvorefter løgene tilsættes og svitses med. Tilsæt oksekød og brun det, hvorefter gulerod og peberfrugt hældes i og svitses med et par minutter. Tilsæt de øvrige ingredienser og kog sovsen op. Skru ned til svag varme og lad kødsovsen simre i minimum 3 timer. Hvis den simrer længere til skal den måske have lidt ekstra væske – men pas på at den ikke bliver for våd!
Bechamel
Smelt smørret i en stor gryde ved kraftig varme. Tilsæt mel og rør det hurtigt sammen med et piskeris. Tilsæt lidt mælk og pisk indtil blandingen bliver ensartet. Tilsæt igen mælk og fortsæt med denne fremgangsmåde indtil du har brugt alt mælken. Sørg for at sovsen lige kommer op og koge hver gang inden du tilsætter mere mælk. Sluk for varmen og rør revet mozarella ud i sovsen så det smelter. Tag gryden af varmen og smag den til med friskrevet muskatnød, salt og friskkværnet peber.
Samling af lasagnen
Skær smørret i små tern og fordel det i bunden af et ildfast fad. Fordel et meget tyndt lag kødsovs ovenpå. Byg nu lasagnen op med et lag lasagneplader, et tyndt lag kødsovs, bechamel og evt. revet parmesan. Dette gentages ca. 3 gange (alt efter størrelsen på dit fad). Der sluttes af med et lag lasagneplader, hvor du fordeler et godt lag bechamel på toppen. Drys med revet mozarella og rasp. Bag lasagnen ved 200 grader traditionel ovn i ca. 40 min. Lad lasagnen hvile i 10 min. før servering.
Velbekomme!