Selvom kagen her ikke lyder særlig julet, så synes jeg alligevel godt den kan kategoriseres som en vinterkage med den hvide chokoladecreme der ligger som et snetæppe på toppen af kagen. Den er frisk og syrlig og toppet med en lækker sød creme lavet på hvid chokolade. Kokos, hvid chokolade og citron er som altid en fantastisk kombination, og kagen her gør sig virkelig godt som en dessert.
Hvis du er lige så begejstret for kokos, hvid chokolade og citron som mig, så er det bare om at hoppe i køkkenet og lave kagen med det samme. Der vil helt sikkert sprede sig en skøn duft af syrlig citron når kagen bliver bagt, og det sværeste er næsten ventetiden til kagen er kølet af og kan samles med chokoladecremen.
Ingredienser (springform 20 cm)
100 g mandler
35 g kokosmel
2 æg
100 g rørsukker
100 g smeltet smør
saft og skal fra 1 øko citron
2,5 dl piskefløde
75 g hvid chokolade af god kvalitet
Fremgangsmåde
- Start med at lave chokoladeganachen til chokoladecremen. Hak den hvide chokolade og hæld det i en skål. Varm piskefløden op til lige under kogepunktet, og hæld det lidt efter lidt over den hvide chokolade så chokoladen smelter ud i fløden. læg film tæt ned til chokoladeganachen, så der ikke dannes kondens, og lad det stå på køl i minimum 4 timer.
- Blend mandlerne fint til mandelmel.
- Pisk æg og rørsukker luftigt og tilsæt det smeltede smør imens der piskes.
- Vend mandelmel, kokosmel, citronsaft og citronskal i dejen, så det hele er godt fordelt.
- For en 20 cm springform med bagepapir i bunden og smør den i siderne. Hæld dejen i springformen og bag kagen ved 180 grader alm ovn i ca 25 min. Tjek efter med en pind at den er gennembagt, men den skal stadig være fugtig.
- Lad kagen køle helt af – gerne i køleskab, så den bliver helt kold ligesom chokoladecremen.
- Tag chokoladeganachen ud af køleskabet og pisk den til den får konsistens som flødeskum. Pas endelig på med ikke at overpiske den! Top kagen med chokoladecremen og lidt ekstra revet citronskal.
Tulle
09/12/2015 at 12:25 (9 år ago)Temperatur på ovnen ville være rart? 🙂
cpilgaard90
10/12/2015 at 09:51 (9 år ago)Hej Tulle.
Beklager det havde jeg glemt at skrive ind – den skal bages ved 180 grader alm ovn (ikke varmluft!). Det er også rettet i opskriften nu 🙂
Maria
26/05/2019 at 18:35 (5 år ago)Tak for en skøn opskrift 🙂 Jeg bagte den aftenen før en fødselsdag til en lille 7-års fødselar der eeelsker citron og kokus (dejlig blot at skulle piske skummet og lægge den sammen på selve dagen =win!) – alle var vilde med den!
pilenskoekken90
28/05/2019 at 17:35 (5 år ago)Hvor er det dejligt at høre! Jeg håber i havde den skønneste dag <3
Nadja
04/04/2024 at 12:57 (8 måneder ago)Kan man hakke mandlerne lidt grovere mon? 🙂