Vanilje panna cotta med saltkaramel sauce og hindbær


panna cotta
Vanilje panna cotta med saltkaramel sauce og hindbær – en super lækker og nem dessert der ikke kræver særlig lang tid i køkkenet. Det er en perfekt dessert der sagtens kan forberedes i god tid når der kommer gæster.

Disse vanilje panna cotta med saltkaramel sauce og hindbær smager virkelig helt fantastisk – og så er det altså bare en super simpel dessert der ikke kræver særlig lang tid i køkkenet. Det der tager længst tid er ventetiden, da de først skal fryses og derefter tøes langsomt op. Men er man ikke til den lange udgave, så kan man jo sagtens lave desserten i glas og blot lade dem sætte sig i køleskabet.

Jeg elsker virkelig den simple smag af panna cotta – hvis altså konsistensen spiller. For der er ikke noget værre end en panna cotta med alt for meget husblas. En panna cotta skal smelte på tungen og smage godt af vanilje og måske en smule citronskal som her – men det kan sagtens udelades hvis du er til den rene vaniljesmag. Hvis du følger opskriften her på panna cotta så får du en sat men blød panna cotta der smelter på tungen.

Saltkaramelsaucen krævede et par forsøg herhjemme – for jeg ville gerne have en mild og ikke for tyk sauce. Denne saltkaramelsauce er en lys karamel smagt til med havsalt – og sammen med de friske hindbær har man en skøn dessert.

Rigtig god fornøjelse – søde kram, Pilen <3

saltkaramel sauce
vanilje panna cotta

saltkaramel sauce

Panna Cotta med saltkaramel sauce og friske bær

En simpel men virkelig lækker dessert bestående af vanilje panna cotta toppet med saltkaramel sauce og friske hindbær.
Antal 6 portioner

Ingredienser
  

Panna Cotta

  • 0,55 l piskefløde
  • 1 vaniljestang
  • 3 blade husblas
  • skal af 1 øko citron
  • 80 g sukker

Saltkaramel sauce

  • 115 g sukker
  • 2 dl piskefløde
  • flagesalt (smag til)

Pynt

  • friske hindbær
  • rød skovsyre

Sådan gør du
 

Panna cotta

  • Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i minimum 10 min.
  • Skrab kornene ud af vaniljestangen og bland med lidt sukker. Hæld fløde, sukker og vaniljesukker i en gryde og varm det op til det lige begynder at boble. Tag gryden af varmen og kom revet citronskal i fløden. Lad fløden stå og trække i ca 10 min.
  • Rør husblas i den stadig varme fløde og si blandingen, så vaniljestang og citronskal sies fra. Lad blandingen hvile i yderligere 20 min, så den ikke er brandvarm når den kommes i formene.
  • Hæld flødeblandingen i 6 charlotte (eller halvkugle) silikoneforme – sørg for at røre i blandingen undervejs, så der kommer vaniljekorn i alle portioner. Sørg gerne for at formen står i fryseren når du hælder fløden i eller hav formen stående på et bræt, så de er nemme at flytte uden at fløden flyder ud over det hele.
  • Lad dine panna cotta'er stå i fryseren til de er helt frosne i minimum 8 timer.

Saltkaramel sauce

  • Hæld sukkeret på en stor pande og fløden i en gryde.
  • Varm fløden op til lige under kogepunktet og stil til side.
  • varm sukkeret op på panden ved medium varme (den må endelig ikke blive for varm) indtil sukkeret er smeltet til en gylden karamel (rør ikke i det undervejs) – pas på din karamel ikke bliver for mørk!
  • Tag panden af varmen og hæld den varme fløde ned til karamellen lidt ad gangen – husk at røre undervejs så din karamel ikke klumper.
  • Når alt fløden er tilsat sættes panden kort tilbage over varmen for at sikre at der ikke er nogle tykke karamelklumper – men sørg for at den ikke koger for længe. Tag karamellen af varmen og rør lidt flagesalt i karamellen – start med en lille smule. Du kan altid smage til med lidt mere salt når karamellen er kølet lidt mere af.
  • Hæld karamellen på et glas der kan lukkes med låg og smag evt til med lidt ekstra flagesalt hvis nødvendigt. Sørg for at karamellen køler helt af til stuetemperatur inden servering.

Pynt og anretning

  • Tag dine frosne panna cotta'er ud af fryseren og placer dem på de tallerkener hvor de skal anrettes – stil dine panna cotta'er i køleskabet så de tøer langsomt op i minimum 5 timer.
  • Dup evt forsigtigt dine panna cotta'er hvis der har samlet dig lidt kondens på dem eller rundt langs kanten – være forsigtig så du ikke ødelægger dem.
  • Anret tallerkenen med friske hindbær og pluk røde skovsyre klar til pynt.
  • Hæld 1 tsk saltkaramelsauce på toppen af hver panna cotta og pynt straks med lidt rød skovsyre.
    Server med ekstra saltkaramelsauce ved siden af og masser af friske hindbær.
saltkaramel

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Opskrift Vurdering




Comment *