Brombærkompot og rugbrødsdrys


brombærkompot

I onsdags var Jonas og jeg et smut forbi La Cabra Coffee her i Aarhus for at hapse en kop kaffe og et par af deres lækre croissanter – vi var dog blevet lidt sultne, hvorfor vi også bestilte en skål ymer med kompot og knas. Og det var altså både den smukkeste, mest simple og lækre omgang ymer jeg længe havde fået – med brombærkompot og rugbrødsdrys.

Efter den lækre morgenmadsskål på La Cabra Coffee fik jeg lyst til selv at lave lidt lækre toppings til den yoghurt jeg normalt spiser til morgenmad herhjemme. Og det blev altså virkelig lækkert – både brombærkompotten og rugbrødsdrysset. Og jeg fik altså også sneget lidt mørk chokolade med i rugbrødsdrysset – men det kan du sagtens undlade, hvis du ikke er til chokolade på morgenmaden. Så hvis i gerne vil forkæle jer selv med lidt ekstra lækker topping til morgenmadsskålen her i weekenden, så tager det ikke lang tid lige at bikse kompot og rugbrødsdrys sammen <3

Lav gerne dobbeltportion af brombærkompotten, da den forsvinder virkelig hurtigt!

Rigtig dejlig weekend til jer alle – søde kram, Pilen <3

rugbrødsdrys


INGREDIENSER (3-4 portioner)

Brombærkompot

300 g frosne brombær
65 g rørsukker
1/2 dl vand
saft af 1/2 citron
evt vaniljekorn af 1/2 vaniljestang

Rugbrødsdrys

200 g rugbrød
35 g smør
3 spsk akaciehonning
1 tsk ægte kanel
40 g ristede og afskallede hasselnødder
35 g mørk chokolade

FREMGANGSMÅDE

Brombærkompot

Hæld vand, sukker, citronsaft, korn af vaniljestangen og selve vaniljestangen i en gryde og giv det et opkog. Skru ned til medium varme og hæld brombærrene i gryden. Lad brombærrene simre ved medium varme i ca 5 minutter, til bærrene er varmet igennem – men uden at de er gennemkogte. Brombærrene må meget gerne bevare deres struktur.

Hæld bærrene igennem en sigte og hæld den overskydende sirup tilbage i gryden. Kog siruppen ved medium varme i ca 10 minutter, til den er kogt ind til næsten det halve. Hæld brombærrene på et skoldet glas og hæld herefter siruppen over bærrene. Luk glasset og lad brombærkompotten køle helt af.

Rugbrødsdrys

Blend rugbrødet, så det bliver delt i små stykker. Hak hasselnødderne groft. Hæld hasselnødder, rugbrød og kanel i en stor skål og bland det godt sammen.

Varm smør og akaciehonning op på en pande og lad det smelte sammen. Hæld rugbrødsblandingen på panden og lad det riste ved medium varme i ca 10 min. Hæld blandingen på en bageplade med bagepapir og rist det yderligere i ovnen ved 150 grader traditionel ovn i 10-15 min. Tag det gerne ud efter 10 min og lad det køle lidt af så du kan tjekke om det er blevet sprødt – det kan nemlig hurtig få for meget og dermed blive knashårdt. Og så er det ikke rart at spise. Du kan altid bage det lidt ekstra hvis det er for blødt.

Lad rugbrødsdrysset køle helt af. Hak chokoladen fint og bland det med rugbrødet. Hæld blandingen på et lukket glas, så det forbliver sprødt.

Brug både kompot og rugbrødsdrys som topping på fx græsk yoghurt, skyr eller grød – eller måske til en dessert med en kugle vaniljeis.

rugbrødsdrys


4 Comments on Brombærkompot og rugbrødsdrys

  1. Signe Navne
    26/09/2018 at 10:06 (6 år ago)

    hvor længe kan kompotten mon holde sig åbent på køl?

    Svar
    • pilenskoekken90
      26/09/2018 at 18:54 (6 år ago)

      Hvis du kommer den direkte på et skoldet glas vil jeg tro at det kan holde sig op til en uge. Men portionen er ikke så stor, så herhjemme holdt det kun et par dage <3

      Svar

2Pingbacks & Trackbacks on Brombærkompot og rugbrødsdrys

  1. […] topepde pandekagerne med græsk yoghurt og denne brombærkompot – men du kan bruge lidt hvad dit køkken byder på af fx sirup, yoghurt, friske bær, frugt, […]

  2. […] Denne cheesecake har en skøn smag af citron og vanilje og en silkeblød konsistens. Kiksebunden er dejlig sprød og krydret med kanel, og ostemassen toppes med et syrligt lag creme fraiche som bages med til sidst. Denne cheesecake smager helt fantastisk lige som den er – men ellers kan den også topeps med fx en lækker brombærkompot som på næste billede. Jeg toppede cheesecaken med brombærkompot fra denne opskrift. […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *