Hønsesalat med bacon og dild


hønsesalat

Hønsesalat er virkelig en undervurderet ret – og især hvis denne står på bordet kan jeg sagtens leve af rugbrød flere dage i streg! Denne hønsesalat med bacon og dild er en lidt friskere version af den traditionelle hønsesalat. Hvilket absolut er lækkert blandt julens tunge mad. Hønsesalat er proppet med dild, cornichoner, kapers, rødløg og selvfølgelig bacon – for der hører sig altså bacon til en hønsesalat.

Hønsesalaten her serverede jeg til min fødselsdag – både for familien og for veninderne. Og begge gange blev skålen tømt, på trods af de ret så store mængder jeg havde lavet. Og jeg tør vidst godt sige at det var en af de ting på bordet der vakte størst begejstring .

Hønsesalaten er genial i en sandwich til madpakken – eller bare på et stykke rugbrød. Den ville helt sikkert gøre sig godt på julebuffeten, som et alternativ til den traditionelle hønsesalat.

Kog gerne kyllingen dagen før (eller nogle timer før), så den kan nå at køle ned – eller brug rester fra en omgang helstegt kylling. Det bliver hønsesalaten helt sikkert ikke dårligere af.

Nu vil jeg i køkkenet og lave en stor portion til aftensmaden og frokosten i morgen. Rigtig god mandag herfra <3

hønsesalat med bacon

 


INGREDIENSER (ca 8 portioner)

450 g kyllingebryst
150 g bacon i tern
1 stor håndfuld dild, finthakket
2 tsk kapers
6 cornichoner
150 g græsk yoghurt 10 %
100 g god mayo
1 spsk dijonsennep
1/2 rødløg (ca 2 spsk)
citronsaft fra 1/2 citron
salt og peber

FREMGANGSMÅDE

Kog kyllingen i ca 15 min – men tjek at den er færdigkogt inden du taget kyllingen op af gryden. Lad kyllingen køle helt af i køleskabet.

Skær eller pluk kyllingen i små stykker. Steg baconen sprød på en pande og læg det til afdrypning på fedtsugende papir. Hak kapers, rødløg og cornichoner fint i små tern. Rør græsk yoghurt, mayo og dijonsennep sammen med dild, salt og peber. Vend alle ingredienserne sammen (pånær 50 g bacon) og smag til med citronsaft, salt og peber. Drys med bacon inden servering.

Server hønsesalaten på rugbrød eller i en sandwich – gerne med ekstra bacon drys og skiver af syrligt æble.

hønsesalat opskrift


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *