Jeg fortsætter kaffe-chokolade-valnødde-temaet med denne lækre konfektkage der bare smager af mere. Den består af en chewy cookiebund med valnødder, valnøddekrokant og en lækker blød kaffeganache – rigtig voksenkonfekt, der sagtens kan blive en del af julegodterne.
Konfektkagen er en lille kompakt kage, der nærmer sig mere konfekt end egentlig kage. Den kan som her skæres ud i små fine trekanter, eller hvis man foretrækker det i endnu mindre små stykker – lige til konfektskålen.
Kagen her er en sikker vinder hos alle der elsker kaffe – sammen med valnødder og chokolade er der fest for smagsløgene. I kan sagtens nå at lave en portion til adventshyggen i dag. Jeg er i hvert fald fan – og det er jeg ret sikker på at jeg ikke er den eneste der er.
Glædelig 3. søndag i advent – jeg håber i får en dejlig dag med masser af julehygge <3
INGREDIENSER (12 portioner)
Valnøddebund
75 g valnødder
50 g rørsukker
50 g smør
25 g hvedemel
Valnøddekrokant
30 g valnødder
30 g sukker
Kaffeganache
200 g god mælkechokolade (fx Valrhona Jivara)
50 g piskefløde
30 g stærk kaffe (gerne espresso)
Pynt
5-6 valnødder i grove stykker
guldstøv
FREMGANGSMÅDE
Valnøddebund
Hak valnødderne groft i en minihakker. Pisk smør og sukker lyst og luftig. Vend de tørre ingredienser i og saml dejen med hænderne. Tryk dejen helt ud til kanterne i en springform (16 cm) med bagepapir i bunden og bag den ved 180 grader alm ovn i ca 15 min. Sæt bunden på køl mens du laver valnøddekrokant og kaffeganache.
Valnøddekrokant
Lad sukkeret smelte til gylden karamel på en pande ved medium varme. Når alt sukkeret er smeltet slukkes for varmen, og valnødderne vendes i karamellen. Hæld valnødderne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Hak dem herefter groft med en savtakket kniv.
Kaffeganache
Smelt chokoladen over vandbad og varm fløden op til lige under kogepunktet i en gryde. Hæld først den varme fløde over ganachen, rør hurtigt fra midten af skålen med en dejskraber indtil massen samler sig. Tilæt den varme kaffe og gentag indtil du har en blank ganache. Kør til sidst ganachen igennem med en stavblender.
Løsn cookiebunden fra kanterne af springformen og læg kageplast rundt langs kanten helt tæt ind til bunden. Drys grofthakket valnøddekrokant over bunden og hæld kaffeganachen over. Lad kagen sætte sig i køleskabet i minimum 2 timer.
Drys lidt guldstøv over kagen, og varm en paletkniv med en brænder (eller hold en paletkniv under den varme hane og tør den af). Kør den varme paletkniv hen over kagen så guldstøvet blandes med ganachen og danner et fint mønster. Hæld valnødder og et nip guldstøv i en pose og ryst det sammen. Placer valnødderne tilfældigt på kagen.
Skær kagen ud i små trekanter før servering.
indlægget indeholder affiliatelinks!
Anne
18/10/2019 at 12:50 (5 år ago)Hej,
Hvorlænge kan kagen holde sig (i køleskab)?
Mon den kan fryses?
Tak for dejlige opskrifter
pilenskoekken90
30/10/2019 at 13:40 (5 år ago)Den kan både fryses og holde sig ret længe på køl – bare sørg for at opbevare den i en tætlukket boks, så den ikke tager smag fra andre madvarer i køleskabet 🙂