Ciabatta brød

ciabatta brød
Ciabatta brød – verdens letteste og lækreste ciabatta flutes. De tager ingen tid at lave og så smager de bare virkelig skønt til både sandwich, tzatziki, tapas eller hvor man nu ellers kunne tænke sig at nyde en lun og sprød skive brød.

De her ciabatta brød bager jeg igen og igen – de er altid et hit og kan bruges til alt muligt. Herhjemme nyder vi typisk et friskbagt ciabatta brød til tapas, som tilbehør til grillmaden eller med en god hjemmelavet tzatziki. Så bliver det ikke bedre.

Brødene kan også hakkes ud til boller og nydes til morgenbordet – det er altså heller ikke dårligt.

Desuden er disse ciabatta flutes virkelig nemme at lave – men de kræver en røremaskine. For dejen skal æltes i ca 20 min for at den bliver helt elastisk og blank. Jeg vil også anbefale at bage dem på et bagestål, hvis man har sådan et, men det er ikke et must.

Jeg håber at i vil kaste jer ud i mine favorit flutes, og at de bliver en lige så stor succes hos jer, som de er herhjemme <3

God bagelyst og søde kram, Pilen

ciabatta brød

ciabatta brød

Ciabatta brød

Verdens nemmeste ciabatta brød der er både sprøde, luftige og bare smager virkelig skønt! Dejen er nem at lave og kan både koldhæves og bages samme dag.
Antal 2 stk

Equipment

  • bagestål (for bedste resultat)
  • røremaskine

Ingredienser
  

  • 525 g koldt vand
  • 10 g gær (5 g, hvis du vil koldhæve dejen)
  • 1/2 tsk sukker
  • 100 g durummel
  • 500 g manitoba hvedemel
  • 16 g salt
  • 1 spsk olivenolie

Sådan gør du
 

  • Rør gær og sukker ud i vandet i en stor røreskål til røremaskine.
  • Tilsæt begge slags mel, salt og olivenolie og ælt nu dejen ved lav-medium hastighed på en røremaskine. Dejen er meget våd men vil samle sig under æltningen.
  • Ælt dejen i ca 20 min til den er samlet og er helt glat og elastisk.
  • Kom dejen i en kondibøtte eller skål smurt med olivenolie, og lad dejen hæve ved stuetemperatur i ca 2 timer. Hævetiden kan svinge meget alt efter temperaturen, men den skal hæve til ca 150% – altså over dobbelt størrelse.
  • Varm ovn (og gerne et bagestål eller alternativt en bageplade) op ved maks varme – traditionel ovn. Ovnen skal varmes op i 30 min.
  • Drys bordpladen med rigeligt durummel og hæld dejen ud på bordpladen.
  • Fold dejen ind ovber sig selv, så du i princippet har to lag dej og der nu er durummel på både top og bund.
  • Brug en dejspatel til at hakke to aflange flutes ud og flyt dem forsigtigt over på en plade med bagepapir (jeg bruger min spade til bagestålket her).
  • Skru ovnen ned til 240 grader og skub dine flutes ind på det varme bagestål eller den varme bageplade.
  • Bag dine flutes i ca 20 min til de er gyldne og sprøde.
  • Lad brødene køle af på en rist mens de stadig er sprøde og lune.

Noter

Tip. Du kan sagtens fryse brødene eller gemme dem i en pose til næste dag. Skorpen vil dog blive bløde efter et stykke tid, hvorfor jeg anbefaler at genvarme brødene i en varm ovn i ca 5 min inden servering.
ciabatta flutes

Er du vild med hjemmebagt brød uden surdej, så vil jeg virkelig anbefale mine hjemmebagte håndværkere – de er altid et kæmpe hit på morgenbordet.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Opskrift Vurdering




Comment *