Rosinboller


rosinboller
Rosinboller er en vaskeægte mormorbolle – en blød og smørrig bolle med masser af rosiner. Herhjemme er rosinbollerne Carlas ultimative favorit, og vi andre spiser dem altså også med stor glæde. Sådan en helt blød nybagt bolle med smør er bare altid lækkert.

Hvis der er noget vi bager ofte herhjemme, så er det de her rosinboller – de skal nemlig altid med på tur. Hvis vi er løbet tør for rosinboller, så skal Carlæa i hvert fald nok sørge for at gøre opmærksom på det. Heldigvis er bollerne lette at lave, og så kan de sagtens fryse, så man altid har rosinboller på lager til søde små børn der elsker de bløde boller.

Jeg ved godt at rosinboller kan dele vandene, og for nogen er rosinboller bare en lidt kedeligere version af hvad der kunne have været en chokoladebolle. Men jeg synes faktisk at sådan en rosinbolle er undervurderet – jeg har også altid foretrukket chokoladeboller, men efterhænden er jeg virkelig blevet glad for rosinbollerne og foretrækker oftest disse.

De her rosinbolle har været igennem testmøllen en del gange, men nu sidder opskriften altså lige i skabet, og de er blevet bagt mange gange siden. Jeg putter yoghurt i dejen, da det giver en ekstra saftig krumme til bollerne – og så er det altså vigtigt at man ikke kommer mere mel i end opskriften angiver, da det ellers vil give bastante boller.

Jeg håber i vil give rosinbollerne et forsøg, for de er altså virkelig gode!

Søde kram, Pilen <3

rosinboller
rosinboller

rosinboller

Rosinboller

De allerbedste bløde rosinboller, hvor der ikke er sparet på rosinerne. En vaskeægte favorit hos både store og små – bollerne er virkelig dejligt bløde og luftige.
Antal 16 stk

Ingredienser
  

  • 200 g sødmælk
  • 75 g yoghurt (jeg brugte tykmælk, men du kan også sagtens bruge A38)
  • 20 g gær
  • 50 g sukker
  • 1 æg
  • 50 g stenhvalset hvedemel (kan erstattes af 60 g alm hvedemel)
  • 450 g hvedemel
  • 8 g salt
  • 65 g blødt smør i tern
  • 100 g rosiner
  • 1 æg til pensling

Sådan gør du
 

  • Hæld sødmælk, yoghurt, sukker og gær i en røreskål og rør det sammen til gæret er opløst.
  • Tilsæt ægget og rør det i de våde ingredienser.
  • Hæld de to slags mel i skålen og begynd at ælte dejen (gerne på røremaskine). Når ingredienserne er blandet godt sammen tilsættes salt og dejen æltes ved medium hastighed i 4-5 min.
  • Tilsæt det bløde smør lidt af gangen mens du ælter ved lav hastighed. Når alt smørret er tilsat æltes dejen godt igennem ved medium hastighed til den har samlet sig og er blank – det tager ca 3 min hos mig. Den skal gerne slippe siderne på skålen.
  • Tilsæt rosinerne i dejen og ælt dem ind i dejen i 30 sekunder. Herefter hælder jeg en (meget lille) smule mel på bordpladen og hælder dejen ud på bordet. Her ælter jeg lige dejen kort igennem med hænderne for at få rosinerne fordelt i hele dejen.
  • Drys en ren skål med en lille smule mel og hæld dejen i skålen – læg låg på eller dæk med husholdningsfilm, så dejen ikke tørrer ud. Lad dejen hæve 1 time ved stuetemperatur.
  • Hæld en smule mel på bordpladen (du skal kun bruge meget lidt hvis din dej er klistret – der må ikke tilføjes for meget ekstra mel, da bollerne så bliver tørre), og hæld dejen ud på bordpladen. Del dejen i 16 lige store portioner á ca 65 g.
  • Spænd bollerne op under sig selv ved at samle dejen gentagne gange til du får en rund kugle – rul efter på bordpladen og placer bollerne på en bageplade med bagepapir. Gentag med alle bollerne. Dæk bollerne til med en stor opklippet frysepose (det gør at bollerne ikke tørrer ud) og et viskestykke. Lad dem efterhæve 1 time ved stuetemperatur.
  • Pensl bollerne med et sammenpisket æg.
  • Bag bollerne i en 210 grader varm ovn (over-under varme) i 12 min.
    Hav en plade i bunden af ovnen som du hælder lidt kogende vand i når du sætter bollerne i ovnen – det skaber damp og gør bollerne endnu mere luftige. Fjern pladen med vand efter 5 min og bag bollerne færdige – de skal have 12 minutter i alt i min ovn, til de bliver gyldne på overfladen.
rosinboller
rosinboller

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Opskrift Vurdering




Comment *