Kanelsnegle af wienerdej


kanelsnegle af wienerdej
Lækre sprøde kanelsnegle af wienerdej – forkælet med en skøn remonce med marcipan. De allerbedste kanelsnegle jeg nogensinde har bagt og smagt. Sådan en kanelsnegl bliver nemlig kun ekstra god af at blive forkælet med en smørfyldt wienerdej og remonce med marcipan. Det bedste af det hele – de kan både bages samme dag, de kan koldhæves til dagen efter, og de kan fryses.

Hvis du er vild med kanelsnegle, så er jeg ret så sikker på at de her med wienerdej også vil hitte. Kanelsneglene er lavet på en lækker smørfyldt wienerdej, og så er de forkælet med en kanelremonce med marcipan – toppet med glasur til sidst. Hvis man altså er til glasur – ellers er de også helt fantastiske uden.

Har du endnu ikke haft mod på at kaste dig ud i wienerdej, så håber jeg at de her kanelsnegle har givet dig lyst til at at give dig i kast med den smørfyldte dej. Jeg har forsøgt at beskrive fremgangsmåden, så det er så nemt som muligt for dig at lave en god wienerdej, og jeg håber du har mod på at prøve det af. For hjemmebagt wienerbrød er simpelthen noget af det bedste.

Jeg håber at i alle har det godt derude, og at i får tiden til at gå med nogle gode hjemmeprojekter. Det er så vigtigt lige nu at vi alle står sammen – og her mener jeg at følge opfordringerne om ikke fysisk at være i tæt kontakt med andre. Jeg tror på at vi kan komme igennem det her, hvis vi alle tager situationen alvorligt og bevæger os så lidt blandt andre som muligt – også selvom det er svært og kedeligt. Så må vi prøve at gøre tiden derhjemme så hyggelig som muligt – måske med nogle gode bageprojekter?

Et wienerbrødsprojekt som disse kanelsnegle, kunne jo være en idé at give sig i kast med, hvis man mangler noget at få tiden til at gå med? Jeg håber i har lyst til at prøve kanelsneglene, og bliver lige så begejstrede for dem som vi er herhjemme <3

God bagelyst og søde kram, Pilen <3

kanelsnegle af wienerdej
kanelsnegle

kanelsnegle af wienerdej

Kanelsnegle af wienerdej

Sprøde og smørfyldte kanelsnegle lavet af wienerdej – fyldt med en skøn remonce med marcipan.
Antal 20 stk

Ingredienser
  

Wienerdej

  • 1 dl koldt vand
  • 1 dl sødmælk
  • 50 g sukker
  • 10 g gær
  • 1 æg
  • 440 g hvedemel (gerne koldt fra køleskab eller fryser)
  • 8 g salt
  • 300 g koldt smør til udrulning

Remonce

  • 85 g marcipan
  • 135 g brun farin
  • 135 g blødt smør
  • 10 g sirup
  • 2,5 spsk kanel (gerne ægte kanel)
  • 1 tsk hvedemel

Sådan gør du
 

Wienerdej

  • Rør gær og sukker ud i sødmælk og vand til det er opløst. Tilsæt æg, hvedemel og salt og ælt dejen godt sammen – den skal ikke æltes for længe, maks 5 minutter til den er samlet og let elastisk. Form dejen til et fladt rektangel og pak dejen ind i husholdningsfilm. Læg dejen på køl til at hvile i 3 timer.
  • Drys en bordplade med lidt mel. Tag det iskolde smør ud af køleskabet og læg det på bordpladen – sørg for at der er lidt mel på overfladen og bank derefter smørret fladt og lidt mere blødt med en kagerulle til du har et kvadrat på ca 0,5 cm tykkelse. Læg smørret i køleskabet mens du gør dejen klar.
  • Drys igen bordpladen med lidt hvedemel. Tag dejen ud af køleskabet, pak den ud af husholdningsfilmen og placer den på bordpladen. Slå dejen hurtigt sammen så den bliver elastisk og form den herefter til et fladt kvadrat. Rul dejen ud til et større kvadrat – sørg for at dejen er lidt tykkere på midten og rul så hjørnerne ud til 4 flapper. Placer smørret på midten af dejen (på tværs) og pak hjørnerne ind over dejen og sørg for at lukke dejen godt til omkring smørret – her er det vigtigt at du ikke har for meget mel på dejen, da det ellers ikke er til at lukke den helt til om smørret. Dejen skal pakkes forholdsvis stramt om smørret, så du ikke får overskydende dej ude langs kanterne.
  • Rul dejen ud (uden at presse) til et rektangel på ca 20*50 cm (jeg tager det altid lidt på øjemål, men mit rektangel plejer at ende med denne størrelse) og fold den ind over sig selv, så du har 3 lag. Pak dejen ind i husholdningsfilm eller en plasticpose og læg den i køleskabet i 30 min.
  • Tag dejen ud af køleskabet og rul den til et rektangel på 20*50 cm og fold igen dejen i 3 lag (nu er der 9 lag.) – lad dejen hvile 30 min på køl.
  • Tag dejen ud af køleskabet og rul den til et rektangel på 20*50 cm og fold igen dejen i 3 lag (nu er der 27 lag.) – lad dejen hvile 30 min på køl. Lav imens remoncen.

Remonce

  • Ælt alle ingredienserne til remoncen sammen til en helt ensartet blanding. Jeg starter med at ælte brun farin og marcipan, og tilsætter herefter de øvrige ingredienser. Jeg synes det er lettest at blande det med hænderne, – remoncen skal ikke piskes, men den skal kun lige æltes sammen til den er helt ensartet.

Samling og bagning

  • Rul dejen ud til et rektangel på ca 30 * 40 cm – dejen skal være ca 1 cm tyk. Fordel først remoncen i små klumper ud over hele wienerdejen. Smør den forsigtigt ud med en kniv uden at presse på wienerdejen – og sørg konstant for at wienerdejen er helt kold.
  • Rul nu dejen sammen til en snegl på det lange led, så du har en lang pølse på ca 40 cm. Skær snegle af ca 2 cm tykkelse og sørg for at lukke enden ved at bukke den ned under bunden af sneglen.
    Nu har du så 3 muligheder alt efter hvornår du vil bage sneglene:
  • Hvis de skal bages samme dag:
    Læg sneglene på bageplader med bagepapir med god afstand imellem. Dæk bagepladerne med to opklippede plastikposer og to viskestykker. Lad sneglene efterhæve 3 timer ved stuetemperatur.
    Pensl sneglene med et sammenpisket æg, og bag en plade af gangen ved 220 grader traditionel ovn i 13-14 min.
  • Hvis de skal bages om morgenen/formiddag:
    Læg de snegle du vil bage på en plade med bagepapir og pak pladen løst ind i en lukket plasticpose, så sneglene ikke udtørrer. Stil sneglene i køleskabet natten over.
    Tag sneglene ud af køleskabet 3,5 time før de skal bages (så hvis de skal nydes til morgenmaden, så skal du lidt tidligt op), og placer sneglene på en eller to bageplader (alt efter hvor mange du bager) med bagepapir. Dæk sneglene med en opklippet plastivpose og et viskestykke, og lad dem efterhæve ved stuetemperatur i 3,5 time.
    Pensl sneglene med et sammenpisket æg, og bag en plade af gangen ved 220 grader traditionel ovn i 13-14 min.
  • Hvis de skal fryses:
    Sneglene kan fryses rå lige efter de er rullet og skåret ud. Placer dem i et fad eller på en plade med bagepapir, så de ikke rører hinanden og stil pladen med sneglene i fryseren. Lad sneglene blive helt frosne og pak dem herefter sammen i en pose, så de ikke fylder så meget i fryseren.
    Når du vil bage dem, så tager du sneglene op dagen/aftenen før og stiller dem i køleskabet. Herefter følger du blot ovenstående instruktion til hævning og bagning, hvis de skal bages morgen/formiddag.
  • Nyd gerne kanelsneglene når de er friskbagte, men lige er kølet lidt af. De kan nydes som de er eller pyntes med lidt glasur <3
wienerdejs snegle
wienerdejs snegle

2 Comments on Kanelsnegle af wienerdej

  1. Emilie Jensen
    23/02/2021 at 16:50 (4 år ago)

    Kan man lade dem hæve også fryse dem ned så det ikke skal hæve 3 timer efter optøgning? Eller kan man underbage dem til også bage dem igen når man tøer dem op?

    Svar
    • pilenskoekken90
      26/03/2021 at 17:47 (4 år ago)

      Det har jeg ikke prøvet. jeg tror dog ikke du kan lade helt være med at efterhæve dem en smule. de skal i hvert fald gerne være tempereret inden du bager dem 🙂

      Svar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Opskrift Vurdering




Comment *