Mørk chokoladeis med hindbærcoulis


mørk chokoladeis
En intens og mørk chokoladeis med en helt fantastisk smag af chokolade og en fløjsblød konsistens – på en bund af syrlig hindbærcoulis, som er den evige gode makker til chokolade.

Jeg er gået helt og aldeles i is herhjemme – jeg laver virkelig mange is for tiden. Både dem på ismaskine, og dem der kan laves uden. Jeg elsker begge slags, men sådan en cremet is der er kørt på ismaskine kan altså noget helt særligt. Især når ismassen er tilsat en helt fantastisk mørk chokolade, der bidrager med skøn og intens chokoladesmag med frugtige noter og en fantastisk konsistens.

Hvis i er vilde med chokoladeis, så gør jeg selv den tjeneste at kaste jer ud i den hjemmelavede af slagsen. Og så vil jeg altså på det varmest anbefale at man bruger en mørk chokolade af god kvalitet og som har noget karakter i smagen. For det er altså noget der træder rigtig godt frem i isen. Jeg har linket til den mørke chokolade, som jeg bruger, i ingredienserne i opskriften.

Rigtig god fornøjelse – søde kram, Pilen <3

chokoladeis med hindbærcoulis
chokoladeis

INGREDIENSER (ca 6 portioner)

Chokoladeis
2,5 dl sødmælk
2,5 dl fløde
115 g rørsukker
4 æggeblommer
evt 1/2 god vaniljestang
110 g mørk chokolade af god kvalitet (jeg har brugt en 71% Guayas chokolade)

Hindbærcoulis
225 g hindbær, frosne
85 g sukker

FREMGANGSMÅDE

Chokoladeis
Pisk sukker og æggeblommer til det er lyst og luftigt. Varm chokolade, mælk og fløde op til lige under kogepunktet i en gryde – sørg for at piske i det hele tiden, så chokoladen ikke brænder på i bunden af gryden (hvis blandingen ikke er helt glat og der er små stykker chokolade, så kør hurtigt en stavblender igennem blandingen så den bliver glat). Hæld den varme chokolademælk over æggeblandingen i en tynd stråle mens du pisker – hæld herefter det hele tilbage i gryden og varm blandingen op ved svag varme mens du hele tiden rører med et piskeris.

Varm cremen op til 83 grader (endelig ikke højere temperatur) – hold øje med at cremen begynder at tykne. Når cremen har fået den rette temperatur hældes den igennem en sigte over i en ren skål.

Dæk iscremen til med husholdningsfilm helt tæt ned mod overfladen, så der ikke dannes kondens, og stil den på køl natten over til den er helt kold.

Kør den kolde iscreme på ismaskine til den har konsistens som softice. Hæld isen i en bøtte og kom den på frys til den er helt fast.

Hindbærcoulis
Kom hindbær og sukker i en gryde og bring det i kog. Lad det småkoge ved medium varme i ca 5 min og kør det hele igennem med en stavblender. Hæld din hindbærcoulis i en bøtte og lad den køle helt af i køleskabet.

Anretning
Hak en smule mørk chokolade helt fint. Kom 1 spsk hindbærcoulis i bunden af de skåle du anretter i.

Hvis isen har stået på frys natten over, så lad den temperere i 20-30 minutter (evt i køleskab hvis det er meget varmt), så den er blød nok til at scoope. Lav kugler af isen og placer dem ovenpå hindbærcoulisen. Drys med hakket mørk chokolade og server straks.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *