Gulerodsmuffins med cream cheese frosting


gulerodsmuffins

Det her er uden tvivl de allerbedste gulerodsmuffins jeg indtil nu har bagt og smagt – både inden for gulerodsmuffins og kage-kategorien. Disse gulerodsmuffins med cream cheese frosting er lækre svampede og fyldt med en dejlig krydret og sød smag. At de så lige bliver toppet med en luftig og syrlig cream cheese frosting gør dem absolut ikke dårligere.

Gulerodskage er en af mine absolut favoritter, men faktisk ikke noget jeg bager så ofte. Hvilket der vidst skal laves om på – selvom jeg nu lige holder en lille pause fra gulerodsmuffins, eftersom det tog tre forsøg at komme frem til opskriften her. Men nu sidder den altså også lige i skabet, så jeg vil varmt anbefale jer at give jer i kast med dem. Især hvis i er lige så stor fan af gulerodskage som jeg er.

Jeg håber at i måske nyder en forlænget weekend pga helligdagen, og at det giver lidt ekstra tid til at gå i køkkenet. Hvis i har bageplaner, så er disse gulerodsmuffins slet ikke svære at lave, og så kan de virkelig gøre eftermiddagskaffen lidt bedre.

Rigtig dejlig dag til jer alle – og søde kram, Pilen <3

gulerodskage


Tip! Hvis du hellere vil lave en hel kage i stedet for muffins, så foreslår jeg at du hælder dejen i en 20 cm springform og giver kagen lidt ekstra i ovnen. Jeg gætter på at kagen skal have 40-45 min ved samme temperatur som muffins, men tjek med en pind at den er gennembagt.

INGREDIENSER (8-10 stk)

Gulerodsmuffins

200 g groftrevne gulerødder
225 g brun farin
2 store æg
150 g smør
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1,5 tsk stødt kanel
0,5 tsk stødt ingefær
1 nip salt
80 g valnødder

Cream cheese frosting

200 g philadelphia, stuetempereret
75 g blødt smør
100 g flormelis
skal af 1 øko citron
saft af 1/2 citron (ca 2 spsk)

Pynt

en håndfuld grofthakkede valnødder
guldstøv
rød skovsyre

FREMGANGSMÅDE

Gulerodsmuffins

Rist valnødderne i ca 3 min i en 200 grader varm ovn – kun lige til de dufter let ristede, og ikke bliver mørke. Lad valnødderne køle af og hak dem groft.

Pisk brun farin og æg godt sammen til det bliver lydt, tykt og luftigt – det er vigtigt at det piskes godt igennem i ca 5 min. Smelt smørret og stil det til side. Bland hvedemel, kanel, ingefær, bagepulver og salt og sigt det ned i æggeblandingen. Vend det godt sammen så der ikke er nogen klumper. Vend nu smørret, lidt af gangen, i dejen til det hele er blandet godt sammen. Tilsæt gulerødder og valnødder og rør til en ensartet dej.

Fordel dejen i 8-10 muffinsforme – de skal fyldes op så der er 1/2-1 cm til kanten (jeg bager disse i silikoneforme fra Silikomart og fik 9 stk af portionen). Bag dine gulerodsmuffins ved 180 grader traditionel ovn i ca 25 min. Tjek med en pind at de er gennembagte. Lad dine muffins køle helt af (gerne i køleskab) inden de toppes med cream cheese frosting.

Cream cheese frosting

Vær obs på at både smør og flødeost er stuetempereret inden du går igang med frostingen.

Pisk smør og flormelis lyst, luftigt og cremet – det er vigtigt at det piskes godt. Tilsæt flødeost og pisk det igennem til en ensartet blanding (ca 30 sek). Tilsæt citronskal og citronsaft og rør frostingen igennem.

Sæt frostingen på køl i ca 1/2-1 time hvis den er meget blød. Top de afkølede gulerodsmuffins med frostingen og pynt med hakkede valnødder vendt i guldstøv og rød skovsyre.

cream cheese frosting


 

7 Comments on Gulerodsmuffins med cream cheese frosting

  1. Katrine Clement Hulgaard
    09/12/2018 at 06:41 (6 år ago)

    Hejsa. Hvad er målene på dine Silkkomart muffins forme? 🙂
    Super flotte kager

    Svar
    • pilenskoekken90
      18/12/2018 at 07:35 (6 år ago)

      Tusind tak – og beklager det sene svar! De måler 6 cm i diameter <3

      Svar
  2. Pernille Krag Petersen
    11/02/2021 at 12:31 (4 år ago)

    Kan den bages i springform på 20cm dagen før servering? Eller bliver den tør?

    Svar
    • pilenskoekken90
      16/02/2021 at 08:41 (4 år ago)

      Det kan du sagtens. bare husk at demn skal bage lidt længere hvis du bager i en stor form 🙂

      Svar
    • Anne Britt
      16/03/2024 at 09:59 (11 måneder ago)

      Kan det virkelig passe at det kun er 100 gr mel til så meget gulerod og smør? Mine flød totalt ud af forme og en ekstrem fed dej??
      Hilsen Anne Britt

      Svar
  3. Freja
    20/10/2023 at 10:28 (1 år ago)

    Hej kan man bage det i en bageform og så stikke dem ud?

    Svar

1Pingbacks & Trackbacks on Gulerodsmuffins med cream cheese frosting

  1. […] gulerodslagkage er der egentlig ikke så meget nyt i, da den er baseret på min bedste opskrift på gulerodsmuffins – dog med lidt justeringer, da den skulle kunne holde til at blive delt i to og stablet som […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *