|

Cookiekage med mælkechokolade og skovbærmousse


skovbærmousse

Har du søde kageplaner i weekenden? Så kunne det måske være en idé at kaste sig ud i denne her virkelig lækre Skovbærmousse kage med cookiebund og mælkechokolade. En fantastisk lækker kombination af sødt og syrligt – og med den lækre chewy cookiebund så bliver det altså absolut ikke dårligere.

Denne festlige kage vil helt sikkert gøre sig godt på dessertbordet, eller måske den kunne gøre sig som en fin lyserød dåbskage eller babyshower kage. Jeg kunne i hvert fald godt overvej at sætte den på menuen når mini engang skal navngives.

Cookiebunden er chewy og med store stykker mælkechokolade og rålakrids – er du ikke til lakrids kan det sagtens undlades! Derudover byder den på et tykt lag silkeblød mælkechokoladeganache og en luftig og frisk skovbærmousse. Jeg er altså fan!

Rigtig god weekend til jer alle og god bagelyst – søde kagekram, Pilen <3

cookiekage

skovbærmousse


INGREDIENSER (8 pers)

Cookiekage

75 g blødt smør
150 g rørsukker
1 æg
1 nip flagesalt
50 g finhvalsede havregryn
75 g hvedemel
1,5 tsk lakridspulver (jeg har brugt RAW liquorice powder fra Johan Bülow)
75 g mælkechokolade

Mælkechokoladeganache

125 g mørk mælkechokolade (jeg brugte en 49 % fra Summerbird)
60 g piskefløde
10 g glukosesirup

Skovbærmousse

3 blade husblas
200 g skovbær
saft af 1 citron (ca 3 spsk)
80 g sukker
125 g græsk yoghurt
2 dl piskefløde

FREMGANGSMÅDE

Cookiekage

Pisk smør og rørsukker lyst og luftigt. Tilsæt ægget og pisk igen til blandingen bliver helt lys og cremet. Rør havregryn, hvedemel, lakridspulver og salt i dejen. Hak chokoladen groft og vend den i cookiedejen. Kom dejen i en pose og lad den trække i køleskabet i minimum 1 time – dette kan også sagtens laves dagen før og trække natten over på køl.

Vej 300 g af cookiedejen af og pres ned i en 16 cm kagering. Bag cookies af resten af dejen, og tag forskud på kageglæderne.

Bag din cookiekage ved 200 grader traditionel ovn i ca 15 min. Lad den køle let af inden du køler den helt af i køleskabet.

Skub cookiekagen ud af kageringen og vask kageringen af. Placer kageringen på et fad og beklæd den med kageplast rundt langs kanten. Skub forsigtigt cookiebunden ned i kageringen igen.

Mælkechokoladeganache

Hak chokoladen groft og smelt den i mikroovnen eller over vandbad. Varm fløde og glukosesirup op til lige under kogepunktet, og hæld den over chokoladen mens du rører fra midten af skålen med en dejskraber – med små hurtige bevægelser. Stavblend ganachen.

Hæld ganachen over den afkølede cookiebund og tip forsigtigt fadet med formen for at ganachen fordeler sig på hele overfladen. Stil kagen på frys mens du laver moussen.

Skovbærmousse

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i minimum 15 min. Kog skovbær, citronsaft og sukker op i et par minutter til bærrene er bløde, og blend det hele med en stavblender. Hæld blandingen gennem en sigte over i en ren skål og smelt husblassen ud i den varme skovbærsaft. Lad saften svale til stuetemperatur.

Pisk fløden til et let skum og rør det sammen med græsk yoghurt. Rør først 1 spsk af flødeblandingen ud i skovbærsaften med husblas og sørg for at der ikke er nogen klumper. Vend derefter forsigtigt den stuetempererede skovbærsaft i flødeblandingen til det er ensartet.

Hæld først lidt skovbærmousse i 4-5 quenelle silikoneforme (jeg laver et par stykker ekstra, hvis nogle skulle blive grimme). Hæld resten af blandingen over den iskolde bund (sørg for at chokoladeganachen har sat sig inden du hælder moussen over).

Stil både kage og silikoneform på frys natten over, eller minimum 6 timer.

Tag kagen ud af fryseren og befri den for kageplast. Placer 3 af de små quenelle moussebomber på toppen af kagen, og stil kagen i køleskabet. Lad kagen tø i køleskabet i minimum 6 timer.

Pynt kagen med rød skovsyre, crispy pearls, lidt RAW liquorice powder og sølvstøv.

cookiekage

skovbærmousse


Måske du også kan lide

75 kommentarer

    1. Hej Sara

      Beklager den var lige smuttet – glukosesiruppen varmes op sammen med fløden. Tak fordi du gjorde opmærksom på det, og god fornøjelse med kagebagningen <3

      søde hilsner, Camilla

  1. Hej,
    Hvordan bliver ganachen i konsistensen i forhold til moussen? Har før lavet en kage med trøffelmasse og mousse, hvor trøffelmassen var enorm hård i forhold til moussen, hvilket også medførte at mousse og trøffelmasse ikke rigtig ville hænge sammen. Det var jeg ikke begejstret for, så håber ikke det er det samme med denne, da den lyder mega lækker 🙂
    Mange hilsner
    Stine

    1. Kære Stine

      Ganachen bliver lidt mere fast i konsistensen end moussen, da den ellers ikke kan bære moussen. Men jeg har nu ikke haft problemer med at lagene skilles 🙂

      God fornøjelse med kagebagningen – søde kram, Pilen <3

    1. Kære Nina. Jeg har desværre ikke selv prøvet med laktosefri produkter, så ved ikke hvordan de reagerer. Men lad mig endelig høre hvordan resultatet bliver, hvis du prøver. Rigtig god bagelyst <3

      Søde hilsner, Camilla

    1. det kommer jo meget an på hvor kageglad man er – men jeg vil sige ca 8-10 pers 🙂

    1. kageplast skal være mindst 8 cm høj – det gør ikke noget at kageringen er lidt lavere, da kageplasten holder formen i højden hvis det er højere 🙂

    1. Kære Anna
      Den er 18 cm – men du kan sagtens bruge en 20 cm også – så bliver kagen bare lidt lavere 🙂

      Søde hilsner, Camilla

      1. Hey pilen der står 16 cm i opskriften, er det derfor min bund bliver tyk og hård?

  2. Hej Anna
    Er det nødvendigt at anvende glukosesirup til ganachen? Hvad gør glukosesirup godt for?

    1. glukosesiruppen gør at ganachen får en virkelig dejlig og blød konsistens, så den vil jeg ikke undvære 🙂

  3. Hej Anna 🙂
    Kagen ser virkelig lækker ud! Så kunne da godt tænke mig at prøve den..!

    Vi bliver 16, vil du anbefale jeg laver 2, eller er det muligt at lave en lidt større med en fordobling af opskriften i en større kageform?

    Og kan man lave bunden dagen før man laver resten, hvorefter det hele ryger i fryseren den anden nat? Så den altså laves over 2 dage og serveres den tredje dag.

    Venlig hilsen
    Seline

    1. Kære Seline

      Det lyder da dejligt. Jeg vil anbefale at lave 2 stk i stedet for en stor, da det ellers bliver en meget voldsom kage og en stor bund der skal bages 🙂

      Du kan sagtens lave bunden dagen før de andre elementer 🙂

      Søde hilsner, Camilla

      1. Hej Camilla, tak for svaret – tror jeg vil følge dit forslag 🙂

        Så to kager i en cirkelform på 16 diameter, og så stemmer det med opskriften?

        Tusind tak for hjælpen! 🙂 Venlig hilsen, Seline

        1. Ja altså to styks kager og ikke en stor form vil jeg anbefale 🙂

          Velbekomme og god bagelyst <3

          1. Jeg lavede 2 stk. kager, og de var bare rigtig gode 😀 Det eneste der var ved dem, var, at bunden var lidt hård at skære ud (hvilket ikke kom bag på mig, da det jo er en cookiebund), men det smagte godt! Tusind tak!

          2. Det er jeg så glad for at høre! Ja generelt er det en god idé at spise med kagegafler når man bager kager med en fast bund – men jeg elsker virkelig kontrasten mellem de bløde, faste og sprøde konsistenser, selvom de kan være lidt svære at skære ud 😉

            Søde hilsner, Camilla <3

  4. Den ser så lækker ud, jeg tænker at lave den snart! Problemet er at jeg har en lille bitte fryser, så mit spørgsmål er om det er absolut nødvendigt at putte kagen i fryseren, eller om det er nok bare at have den i køleskabet natten over? 🙂

    1. Kære Laura – kagen kan sagtens sætte sig natten over i køleskabet. Du får bare ikke helt så skarp en kant når kageplasten pilles af, som hvis den er frossen. Men det gør altså ikke smagen dårligere 🙂

      1. Hej,

        Kan man lave denne kage i god tid, fx 5 dage i forvejen, og bare lade den blive ekstra tid i fryseren?

        Den ser super lækker ud 🙂

        1. Kære Sofie – det kan du tro at du kan. Den kan sagtens holde sig på frys – bare sørg for at pakke den ind i en pose når den er gennemfrossen <3

  5. Hejsa!
    Hvis jeg skal lave denne til prøvesmagning til 4 personer, tror du så, bunden skal have samme temperatur og tid i ovnen?

    1. Kære Sine – Hvis du skalerer opskriften ned vil jeg tro at den skal bage kortere tid 🙂

      Søde hilsner, Camilla

  6. Hejsa!
    Denne må jeg lave til barnedåben i weekenden, jeg er dog ikke et en sand mester bager…
    Skovbærerne – skal de købes på frost eller friske eller? 😉

    1. Kære Jeanette

      Jeg er sikker på at den nok skal falde i god jord! Jeg har brugt frosne skovbær <3

      Søde hilsner, Camilla

  7. Hvis man nu bruger en springform på 24 cm i stedet, skal man så lave af samme potion eller gange op? Og i så fald hvor meget?

    1. Jeg ville nok lave en 1,5 gange portion eller dobbelt til en 24 cm springform 😊❤️

  8. Hej 🙂
    Jeg bagte kagen til barsels-afsked med mine kollegaer, og den var et stort hit!
    Dog havde jeg lidt udfordringer med ganachen – da jeg stavblendede den (varm) skilte den fuldstændig og jeg måtte starte forfra og undlade at stavblende 2. gang. Da vi så skar stykker af kagen, faldt mousselaget fra chokoladeganachen på tallerkenen. Kan du hjælpe mig med, hvad der er gået galt?
    Hilsen Eva 🙂

    1. Kære Eva. Det lyder mærkeligt at den skilte – for lige akkurat at stavblende ganchen burde samle den hvis den var skilt. men godt at det lykkedes og at kagen hittede! 🙂

      Når man har både et lag ganache og et lag mousse kan de havde svært ved at holde sig samlet når der skæres i det, så det er lidt svært at undgå. 🙂

      Søde hilsner, Camilla

    1. Hej Cathrine – ja det kan jeg godt se! De skulle gerne være på igen nu <3

    1. Sagtens – bare vær opmærksom på at bage bundene i kortere tid, så de ikke bliver alt for hårde 🙂

      1. Nej ikke nødvendigvis – men den skal røres godt, så den samler sig helt og bliver blank og tyk. Og det er lettest at sikre med en stavbvlender <3 🙂

  9. Er det et krav, at den skal på frys til allersidst? Eller kan jeg godt sætte den på køl i køleskabet?

    1. Nej slet ikke – den bliver bare lidt mere skarp i udtrykket ved at komme på frys 🙂

  10. Hej,
    Er tiden hvor cookiedejen står i køleskabet osv, med i antal tid den tager at lave?
    Og tror du det er muligt at stille cookiedejen i fryseren i korter tid istedet for køleskabet?

    1. Nej det er det ikke – men cookiedejen er generelt altid god at lave dagen før. Konsistensen bliver bedre når dejen får lov at hvile, og den er lettere at arbejde med. Du kan sagtens fryse cookiedej 🙂

  11. Hej.
    For to år siden lagde du denne lækre opskrift ud.
    Jeg er lidt forvirret over kageringens størrelse, du anvender. I selve opskriften skriver du 16 cm.
    I et svar til Anna skriver du 18 cm (men kan også anvende 20 cm)
    Det må vel alt andet lige have en betydning for bagetiden ?
    Ser så lækker ud og glæder mig til at teste den 🙂
    God dag til dig og godt nytår
    I øvrigt må den vel egentligt også kunne bages med andet frugt – f.eks. Mango.

    1. Hej Susanne. Det kan jeg da godt forstå – jeg har skrevet forkert. Jeg bruger en 16 cm kagering – men man kan altså sagtens bruge en på både 18 eller 20 cm også, men så bliver kagen som sagt lidt lavere. Og så skal man selvfølgelig nedsætte bagetiden på bunden en smule, da den jo ikke er så høj – det er vigtigt at bunden ikke bliver bagt for hårdt, da den serveres kold, og derfor også bliver mere fast på køl 🙂

      Håber det var til hjælp og svar – ellers er du velkommen til at skrive igen!

      Og ja du kan selvfølgelig lave med alle mulige former for mousse på toppen – mælkechokolade og passionsfrugt er også altid en god kombi.

      Tak og i lige måde <3

  12. Hej
    Jeg tænker at lave den her kage til min datters fødselsdag. Hvis jeg bruger en springform på 26 cm, hvor meget skal jeg så gange opskriften op?

  13. Hej
    Jeg tænker at lave den her kage til min datters fødselsdag. Hvis jeg bruger en springform på 26 cm, hvor meget skal jeg så gange opskriften op, og hvordan og hvorledes med bagetid?

    1. jeg vil nok gange med 1,5 og give den kun et par minutter mere – cookiebunden må endelig ikke bages for meget, da den ellers bliver tør og hård 🙂

  14. Virkelig lækker kage!! Som i mega lækker! Tak for en god opskrift
    Men den skilte for mig mellem mousse og ganache, når man skar. Tror du, man vil kunne bruge ganachen ala glace i stedet, for at undgå den skiller?

    1. Tusind tak for feedback – det er så dejligt at høre! Har desværre ikke erfaring med glace desværre :/

  15. Hej
    Smukke kager du laver!
    Hvor har du købt dine quenelle silikoneforme og hvad er målene på dine?

  16. Det er virkelig en dejlig kage det er første gang, at jeg forsøgte mig med denne slags kager og det lykkedes

    1. Det kan den godt hvis den er pakket godt ind. Men ville ikke lade den stå meget længere end en måned. jeg synes kager kan miste lidt smag hvis de står længe på frys 🙂

    1. Du kan godt bruge skyr. Du kan dog ikke erstatte med en “tynd” yoghurt, da det vil ændre på konsistensen <3

  17. Har aldrig lavet mousse før så nu vil jeg prøve din.

    Har ikke bageringe så kan jeg bruge springform i samme størrelse og hvis ja skal det være uden bunden sat i?

    Kan man bruge hvilke som helst frosne bær hvis bare mængden er korrekt?

    Vil gerne prøve at glaze den, har du en nem opskrift på det?

    1. Hej Jenny

      Du kan sagtens bruge en springform, men behold bunden i formen 🙂

      Nej jeg vil holde mig til de bær der er i opskriften eller ren hindbær. Hvis der fx er mange jordbær i, som er vandholdige vil smagen blive flad. Det samme hvis du bruger bær der er mindre syrlige. Så jeg vil anbefale hindbær eller skovbær 🙂

      Kh Camilla

  18. Skal den stå i køleskabet i 6 timer inden servering efter frys?
    Jeg skal til babyshower lørdag kl. 10 og ville lave den i morgen og lade den være i fryseren indtil jeg skal have den med?

  19. Kan man mon bruge fløde, der allerede har været frosset ned til denne opskrift?

  20. Kan man fryse resterne af kagen ned igen når nu den allerede har været på frost en gang?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *