Karamelkage med jordbær og kærnemælksmousse


karamelkage med jordbær

Jordbærsæsonen er over os, og det er en af mine absolutte yndlingssæsoner i Danmark – desværre tyder det på at blive en kort sæson, så det udnytter jeg ved at bage en masse jordbærlækkerier. Det blev blandt andet til denne her vanvittig lækre karamelkage med kærnemælksmousse og friske jordbær – en skøn kombination af den søde og salte karamel, den syrlige mousse og de friske jordbær.

Kagen i sig selv er absolut let at lave – den kræver blot lidt tålmodighed. Har du ikke tid eller tålmodighed til at kaste dig ud i kærnemælksmoussen (som mager af koldskål), så smager kagen også fremragende blot med ganache og friske jordbær på toppen.

Selvom vejret er lunt i dag, så er det jo til den grå side – hvilket er den perfekte undskyldning for at hoppe i køkkenet og kaste sig over et bageprojekt.

Rigtig dejlig søndag til jer alle – søde kram, Pilen <3

kærnemælksmousse


Tip! Jeg bruger quenelle silikoneforme til moussebomberne – du kan også sagtens bruge andre silikoneforme, alt efter hvad du lige har liggende <3

INGREDIENSER (8 pers)

Karamelkage

130 g Amber chokolade fra Summerbird (alternativt karamelliseret hvid chokolade)
100 g smør
130 g sukker
2 små æg (hvis de er store skal du kun bruge 1,5 æg)
40 g hvedemel
30 g ristede mandler, grofthakket
1/4 tsk flagesalt

Bages i ca 25 min ved 180 grader traditionel ovn (18 cm springform)

Kærnemælksmousse

2,5 blad husblas
1 dl kærnemælk
1 dl fløde
korn af 1/4 vaniljestang
1 æggeblomme
40 g sukker
1/4 dl citronsaft
skal af 1/2 øko citron

Amber ganache

80 g Amber chokolade fra Summerbird (alternativt karamelliseret hvid chokolade)
30 g fløde
1 nip flagesalt

Pynt

150 g friske jordbær
lidt hakkede mandler

FREMGANGSMÅDE

Karamelkage

Smelt smørret i en gryde. Hak chokoladen groft og kom det ned til smørret – rør det sammen til mør og chokolade er smeltet sammen.

Pisk æg og sukker til det er lyst og luftigt. Vend chokoladesmørret i æggesnapsen til en ensartet blanding. Sigt hvedemelet og vend det i dejen sammen med grofthakkede mandler og flagesalt. Hæld dejen i en 18 cm springform med bagepapir i bunden, og bag kagen ved 180 grader traditionel ovn i ca 25 min til kagen er gennembagt – den skal dog stadig være blød i midten. Lad kagen køle af og stil den herefter i køleskabet til næste dag – eller minimum 8 timer.

Kærnemælksmousse

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand i 15 min.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud – mas kornene sammen med lidt sukker. Hæld sukker og æggeblomme i en skål og pisk det til det er lyst og luftigt. Rør kærnemælken i æggesnapsen til koldskål.

Varm citronsaft og citronskal op i en lille gryde. Tag gryden af varmen. vrid husblassen fri for vand og lad husblassen smelte ud i citronsaften.

Hæld citronsaften i en tynd stråle ned i koldskålen mens du rører hurtigt med et piskeris – sørg for at røre hele tiden, så der ikke kommer klumper af husblas.

Pisk fløden til let flødeskum og vend det i koldskålen af to omgange. Hæld moussen i en sprøjtepose eller en kande med hældetud. Fyld moussen i quenelle silikoneforme og stil dem i fryseren i minimum 6 timer.

Amber ganache

Smelt chokoladen over vandbad og stil til side. Varm fløden op til lige under kogepunktet og hæld det over chokoladen mens du rører hurtigt i blandingen – rør godt rundt indtil blandingen samler sig til en tyk ganache. Hvis den klumper lidt kan du kører ganachen igennem med en blender. Rør til sidst flagesalt i ganachen.

Smør ganachen på den afkølede karamelkage og lad den stå i 5 min ved stuetemperatur og sætte sig hvis den er lidt flydende. Mens ganachen endnu ikke har sat sig toppes kagen med 7 kærnemælksmousse bomber. Stil kagen i køleskabet og lad moussebomberne tø stille og roligt – dette tager 2-3 timer.

Pynt

Skær jordbær i halve og kvarte og pynt kagen med de friske jordbær – pas på ikke at ødelægge moussebomberne når du anretter jordbærrene. Drys med lidt hakkede mandler og server straks kagen.

karamelkage


 

1Pingbacks & Trackbacks on Karamelkage med jordbær og kærnemælksmousse

  1. […] virkelig lækker karamelkage med jordbær og kærnemælksmousse – en frisk og sommerlig dessert, der sagtens kan serveres til påske. Moussebomberne ligner […]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *