En lækker og frisk passionsfrugt parfait med en saftig kokosbund med nødder og karamelliseret hvid chokolade. En lækker og eksotisk islagkage der kan laves uden ismaskine.
Jeg elsker virkelig is – hvis i altså ikke havde opdaget det endnu. Jeg kan pise is hele året rundt, og jeg elsker alle former for is. Så længe de er spækket med god smag og en lækker konsistens. Og når man skal lave is uden en ismaskine, så er det altså vigtigt med en god konsistens. Og der synes jeg virkelig at en parfait er lækker.
En parfait is kan være ret fed da den primært er lavet på fløde, og derfor kan jeg godt lide at give den et modspil eller et frisk pust som i denne her dessert med passionfrugt og citronsaft. Isen får selskab af en skøn kokosbund med nødder som giver islagkagen et eksotisk strejf.
Jeg håber du vil kaste dig ud i islagkagen her, for den smager virkelig skønt. Og så synes jeg at det er fantastisk at man kan lave så lækker en isdessert uden ismaskine. Og jeg er sikker på at dine gæster vil blive lige så imponerede!
Rigtig god fornøjelse i køkkenet – søde kram, Pilen <3
Tip! Har du ikke en kvadratisk kagering, så kan du sagtens bygge den op i en rund kagering af 16 eller 18 cm i diameter. Her vil det dog være en fordel at bage bundene af to omgange i selve kageringen, så du ikke får en masse bund til spilde.
INGREDIENSER (6 pers)
Kokosbunde
3 æggehvider
150 g sukker
75 g ristede mandler
75 g kokosmel
50 g karamelliseret hvid chokolade
1 nip flagesalt
Passionsfrugt parfait
3 æggeblommer (evt pasteuriserede, da æggene ikke varmes op)
85 g sukker
fintrevet skal af 2 øko citroner
1/2 vaniljestang.
75 g passionsfrugtsaft (jeg brugte saften af ca 8 passionsfrugter)
2,5 dl piskefløde
FREMGANGSMÅDE
Nøddebunde
Pisk æggehviderne så de er næsten stive. Tilsæt sukkeret lidt af gangen, mens du stadig pisker – når alt sukkeret er tilsat piskes blandingen til en stiv marengs. Dette tager 5-10 min alt efter hvor effektiv dit piskeris/røremaskine er.
Hak nødderne groft (ikke alt for store stykker, men det skal ikke være så fint som nøddemel) i en minihakker. Hak chokoladen groft, og vend både nødder, kokosmel og chokolade i marengsen sammen med flagesalt.
Smør marengsen ud i et rektangel der er lidt større end 32*16 cm – der skal være plads nok til at kunne udstikke to kvadratiske bunde af 16*16 cm.
Bag marengsen ved 180 grader traditionel ovn i ca 15 min. Lad marengsen køle helt og stil den i fryseren til den er helt frossen.
Når marengsen er frossen stikkes to kvadratiske bunde ud af 16*16 cm og de løsnes fra bagepapiret.
Placer din kvadratiske kagering på en plade med bagepapir under. For kageringen med kageplast og læg den ene bund i formen. Stil form og bunde på køl indtil din ismasse er klar.
Passionsfrugt parfait
Kom passionsfrugtsaft, sukker, kornene af 1/2 vaniljestang + den tomme stang i en gryde og bring det i kog. Lad det småsimre i 5 min til det får konsistens som en tyk sirup. Lad det køle af til stuetemperatur og fisk den tomme vaniljestang op.
Pisk æggeblommerne med passionsfrugtsiruppen til en helt lys og luftig æggesnaps. Tilsæt citronskal og pisk det sammen.
Pisk fløden til let flødeskum – det skal lige være fast nok til at danne toppe, men ikke helt stift. Vend flødeskummet i æggesnapsen af to omgange forsigtigt, uden at slå luften ud. Vej din ismasse af og del den i to lige store portioner.
Kom den ene halvdel af ismassen i formen oven på nøddebunden. Læg forsigtigt den anden nøddebund ovenpå og top med det sidste ismasse. Glat forsigtigt overfladen og stil islagkagen i fryseren i minimum 8 timer – og meget gerne natten over.
Anretning
Skær islagkagen ud i tynde skiver og pynt evt med lidt ristede kokosflager og grønne skovsyreblade. Lad isen stå i ca 5 min og temperere inden den spises.
Marie
02/06/2019 at 07:39 (6 år ago)Hvor lyder det bare lækkert Jeg har tænkt at lave denne dessert til min fødselsdag, men da der er en der ikke tåler fløde, har du så prøvet med soyafløde?
pilenskoekken90
07/06/2019 at 10:58 (5 år ago)Jeg har desværre aldrig arbejdet med soyafløde, så jeg ved desværre ikke hvordan det bliver. Men jeg tænker at hvis soyafløde kan piskes til let skum som en almindelig piskefløde, så tror jeg godt det kan erstattes 🙂 <3
Bal bahadur limbu
26/06/2021 at 18:21 (3 år ago)Very good
Mette
20/12/2021 at 09:44 (3 år ago)Sier du blot passionsfrugtkødet, så kun saften bruges?
pilenskoekken90
28/12/2021 at 07:48 (3 år ago)Ja jeg bruger kun saften <3
Kh Camilla
Mette
21/12/2021 at 10:35 (3 år ago)Du skriver nødder og ikke hakkes så fint som nøddemel, men du skriver at det er ristede mandler under ingredienser?
pilenskoekken90
28/12/2021 at 07:50 (3 år ago)Beklager min skrivefejl – jeg mener mandler og mandelmel 🙂
Kh Camilla
Henriette
30/12/2023 at 14:35 (11 måneder ago)Altså, skal det være karamelliseret chokolade eller bare den RÅ hvide chokolade, man skal hakke…?